GameChanger

SønderjyskEs Glen Riddersholm og lektor Morten B. Randers – Kampen om rum på fodboldbanen

Den data-analytiske revolution ruller i øjeblikket hen over fodboldspillet, hvor det nye datagrundlag i bedre omfang har muliggjort at fange fodbolden som et komplekst, relationelt og taktisk spil, hvor det er væsentligt at kunne skabe og kontrollere de vigtigste rum på banen. Derfor er man i fodboldens verden begyndt at gå væk fra klassiske begreber som boldbesiddelse, antal afleveringer, skud på mål m.m. som KPI´er og i stedet begyndt at fokusere på nye dynamiske begreber som Space Control, Creation og Generation. GameChanger sætter i dette tema fokus på tendenserne og udviklingen inden for de nyeste tekniske-taktiske data-analytiske begreber. Det sker i dag meden samtale med cheftræner i SønderjyskE, Glen Riddersholm og Morten B. Randers, lektor hos Sport & Sundhed ved Institut for Idræt og Biomekanik med udgangspunkt i to internationale rapporter.

I løbet af sit 68-årige liv leverede Johan Cruyff mange markante citater om fodboldspillet og dets udvikling. For fodboldspilleren, træneren og mennesket Cruyff var dybt optaget af spillets kompleksitet og opbygning, og han havde mange holdninger til, hvordan det skulle spilles og fortolkes.

”Fodbold er en sport, som man spiller med hjernen. Man er nødt til at være på det rette sted på det rette tidspunkt, ikke for tidligt, ikke for sent,” har han blandt andet udtalt.

For fodbold handler ikke kun om det, der sker, når en spiller har bolden – det handler i høj grad om de valg, der bliver truffet uden bold. Derfor er der i løbet af de senere år kommet større fokus på begreberne Space Control og Space Creation, som populært oversat handler om at om at løbe rigtig og at kunne skabe chancer – og rum – med den størst mulige præcision og effektivitet. Altså hvordan man udnytter pladsen og rummene på banen bedst muligt til gavn for holdet. Det er der øget fokus på i fodboldens verden i disse år, for som Johan Cruyff også har sagt, er det vigtigt at fokusere på spillet uden bold.

”Når man spiller en kamp, er det statistisk bevist, at en spiller i gennemsnit kun har bolden i tre minutter. Så det mest vigtige er, hvad man foretager sig i løbet af de 87 minutter, hvor man ikke har bolden. Det er det, der afgør, om man er en god spiller eller ej,” lyder et andet berømt Cruyff-citat.

I dette tema sætter GameChanger fokus på begreberne gennem en podcast-udsendselse med udgangspunkt i to videnskabelige rapporter, der sætter fokus på denne del af spillet, som er i rivende udvikling – og som præsenterer nogle nye analysemodeller på området.

”Fodbold er et kollektivt spil, og selvom det kan lyde kedeligt med struktur og systematik, er det godt for et hold at have en høj grad af dette. Det kan skabe bedre flow, og man kan bedre udnytte områderne af banen og dominere både med og uden bold. Det er en svær disciplin at mestre, fordi modstanderne i dag er dygtige til at organisere sig defensivt,” siger SønderjyskE-træner Glen Riddersholm i en ny podcast fra GameChanger, der sætter fokus på begreberne.

”Det er en af de helt store udfordringer for mig som træner at udnytte og kontrollere rummene på banen. Det bliver sværere og sværere – og det ser man også internationalt, hvor et hold som Dudelange fra Luxembourg to år i træk er kommet i et europæisk gruppespil, fordi de er gode til at organiserer sig defensivt. Det stiller store krav til de hold, der tilgår spillet med en offensiv tankegang. Der er mange måder at strukturere spillet på, og der findes mange måder at tilgå begrebet Space Control, men for enhver spillestil er det vigtigt at kunne håndtere og mestre det,” siger Glen Riddersholm.

Et hjælpemiddel til trænerne

Glen Riddersholm medvirker i podcastudsendelsen fra GameChanger sammen med Morten B. Randers, der er udover at være lektor hos Sport & Sundhed ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet også har været tilknyttet en blandt andet AaB og Lyngby som fysisk træner. Han har stort indblik i de analysemodeller, der fremlægges i de to videnskabelige rapporter, som temaet om tager udgangspunkt i.

”Tankerne om Space Control og Space Creation er et hjælpemiddel til trænerne, som kan få øjnene op for eller blive bekræftet i noget af det, de har set gennem de mange timers video af kampe. Det er en måde at bruge data på, for det kan sætte en tanke eller en refleksion i gang, så man på banen i arbejdet med spillerne bliver bedre til at udnytte de rum, man gerne vil have kontrol over. Den store mængde data og analysemodellerne kan være med til at understøtte det arbejde,” siger Morten B. Randers.

Gennem mange år har man i fodboldens verden været vant til at måle skud på mål, antallet af afleveringer og antal tilbagelagte meter, men fodboldspillet er mere komplekst som så. For med nye de analyseredskaber er det muligt at kigge på, hvordan man bedst udnytter og kontrollerer områder af banen.

”At vinde kontrol over områder på banen er fundamentalt i spillerens arbejde med at positionere sig på banen. Værdien af områder på banen kan defineres ud fra boldens position, afstanden til modstanderens mål og mere specifikt graden af kontrol over området, som afhænger af, hvor tæt modstanderen er på i det pågældende område,” lyder det rapporten ’Wide Open Spaces: A statistical technique for measuring space creation in professional soccer’, der beskæftiger sig dybdegående med dette tema.

Lionel Messi som arketype

I rapporten præsenteres blandt andet en analysemodel, der kan beregne værdien af de forskellige områder på fodboldbanen i løbet af en kamp – altså hvor på banen det er bedst at være i kontrol og dominere modstanderen. Her kommer Lionel Messi også ind i billedet som en slags arketype på en spiller, der er kendt for at løbe mindre end de fleste og stadig være i stand til at skabe mere rum omkring sig end de fleste.

”Der arbejdes blandt andet med, om man har en aktiv eller passiv bevægelsesgrad. I rapporten fremlægger man en analyse af en kamp mellem Barcelona og Villarreal fra 2017, hvor Barcelona udligner til 1-1 sidst i kampen. Her kan man se, hvem der i forskellige faser af spillet bidrager til at skabe plads til andre. En af de interessante aspekter er, at Messi er et eksempel på en spiller, der højt på banen skaber plads ved at bevæge sig i lav fart. Han er god til at finde rum ved bare at gå rundt. I fysiologisk kontekst har vi i mange år talt om højintense løb og distance, men der har været kampe, hvor overskriften på Messi har været, at han bare gik rundt og alligevel skabte en masse plads. Det sætter de tal på i rapporten,” fortæller Morten B. Randers.

Den øgede fokus på stiller altså nye krav til fodboldspillere i fremtiden, hvor spilintelligens og fornemmelsen for tid og rum er i høj kurs. Bayern München-profilen Thomas Müller har gennem adskillige år vist prøver på sin evne til at være på det rette sted på det rette tidspunkt, hvilket har givet ham det tyske tilnavn ’Raumdeuter’, men også danske spillere som Jon Dahl Tomasson og Christian Eriksen er eksempler på denne type spiller.

”Det stiller i høj grad krav til fremtidens spillere og talentudviklere. Man skal forstå og håndtere de krav, som fremtiden bringer. Der bliver mindre og mindre rum at operere og arbejde i, og derfor har man brug for flere spilintelligente spillere, hvis man har en offensiv tilgang til spillet. Dem er der ikke så mange klubber, der har i Danmark, men det er vejen frem, hvis man skal udvikle produktet – også set fra en trænervinkel,” siger Glen Riddersholm.

Guardiolas skakspil

Da den afdøde danske forfatter Hans Jørgen Nielsen i 1979 stillede op til et interview med Tipsbladet i forbindelse med udgivelsen af sin bog Fodboldenglen, kaldte han fodbold for ”et skakspil, hvor brikkerne bevæger sig,” for han var meget optaget af spillernes evne til at se rum og muligheder på banen. Dengang var det samspillet mellem Franz Beckenbauer og Gerd Müller, der var det fremmeste eksempel på evnen til at tage de rette løb og udnytte rummene på banen. Disse tanker er blot blevet endnu mere relevante i 2019, for spillet handler i høj grad om at skabe plads.

”Vi er nødt til at aflevere bolden, ja, men vi skal gøre det med tydelig intention. Aflever den for at trække spillere til den ene side og skabe plads i den modsatte side. Spil derefter bolden derover. Det er sådan, vi spiller,” har Pep Guardiola engang sagt.

Morten B. Randers påpeger, at selv på øverste niveau, hvor de største stjerner spiller, er tankerne om Space Control, relationer og spilintelligens aktuelle.

”Det kommer også til udtryk på øverste niveau, når de største stjerner skifter klub, for det er sjældent, at de performer fra start i den nye klub. De skal jo først lære deres medspillere at kende. Det er et godt eksempel på, at fodbold er et relationelt spil. Man skal forstå hinanden på banen, før det bliver rigtig godt,” siger Morten B. Randers.

Der er tidligere blevet sat fokus på begreberne i forbindelse med Fodboldens Topmøde, der blev afholdt på Syddansk Universitet i Odense i foråret 2019. Her var der blandt andet besøg af Daniel Memmert, som er forsker i kognitiv udvikling og kreativitet ved sportsuniversitet i Köln og desuden har udarbejdet rapporten ’A Pilot Study on Offensive Success in Soccer Based on Space and Ball Control’ sammen med Jürgen Perl fra Mainz Universitet.

I SønderjyskE er Glen Riddersholm opmærksom på udviklingen, og han vurderer, at man i fremtiden vil sætte mere fokus på i fodboldens verden.

”De to begreber er noget, vi er nødt til at forholde os til – især i talentudviklingen. Det er noget, der er kommet for at blive, og hvis vi i dansk fodbold skal rykke os og have flere hold i europæisk gruppespil, er vi nødt til at rykke os. Det er noget, vi skal kigge på med alvor, for vi er langt bagefter i forhold til de lande, der ligger foran os på klubranglisterne,” siger Glen Riddersholm.

Kategori:

Udgivet:

17/09/2019

Forfatter:

Relateret indhold