GameChanger

Bliv en god sparringspartner: Tre trin styrker det faglige fællesskab

Key-takeaways

  • Kollegasparring og -coaching går ud på at hjælpe hinanden med at løse faglige problemstillinger
  • I modsætning til traditionel rådgivning, hvor én instruerer anden, er positionen her ligeværdig
  • Coaching og sparring handler også om at udfordre og give modstand for at hjælpe andre med at tænke nyt
  • Sænk paraderne og opsøg viden, selvom du er i et konkurrencepræget ”machomiljø”
  • Sparring kan gå på tværs af faggrupper, og i selve samtalen skal vi trække os væk fra egen ekspertrolle og give plads til den anden
  • Resultatet af god coaching og sparring er højere grad af motivation, ejerskab og forløsning af potentiale
  • De tre trin, problemrammen, målrammen og ressourcerammen, udgør et værktøj til sparringen.

Hvordan udvikler du dig som fodboldtræner, når kalenderen er pakket, og der sjældent er tid til lange kurser eller dybe refleksioner? Løsningen kan ligge lige for; nemlig at coache eller sparre med dine kolleger.

I denne episode af GameChanger dykker vi ned i kunsten i og værdien af kollegacoaching og kollegasparring, der er metoder til at få forløst potentiale blandt kolleger og kan bidrage til faglig udvikling og trivsel på arbejdspladsen.

Vi har besøg af Line Ullmann, ekspert i læringskultur og professionel sparring, som deler sine erfaringer med og konkrete metoder til, hvordan kollegaer kan hjælpe hinanden til at styrke både det faglige fællesskab og den enkelte medarbejders praksis.

For at sætte begreberne og metoderne ind i en fodboldkontekst deltager akademidirektør, Kenneth Rasmussen, FC Helsingør, i podcasten. Selvom metoderne ikke er fremmede for ham, mener han, at der i fodbolden er stor plads til forbedring på det område.

Det gælder om at blive endnu bedre til at udnytte og udfolde de menneskelige og faglige ressourcer, der er i klubben eller akademiet:

»Indimellem kan jeg blive irriteret på mig selv over, at jeg ikke har tid nok til at formalisere den her coaching og sparring. Ikke mindst fordi jeg synes, det er utroligt vigtigt – specielt for trænere.«

God sparring kræver i virkeligheden ikke så meget. Men en af forudsætningerne er et trygt miljø, der kan danne rammen for ærlige samtaler. Coaching er karakteriseret ved at “låse op for potentiale” og handler om at lære fra sig fremfor at instruere. Sparring er kendetegnet ved at yde modstand, uden at det føles akavet eller som kritik.

»Hvordan kunne jeg skrue op for det eller forfine og træne denne her særlige styrke, jeg har? Forskning har vist, at det virker mere effektivt end den klassiske instruktion,« fortæller Line Ullmann.

Det handler således ikke om at evaluere hinanden med røde kuglepenne, men om at være nysgerrige sammen. Når vi tør åbne døren til vores egen træning og invitere kollegaer ind – og selv træder ind hos dem – kan vi rykke os meget længere, end vi kan alene.

Coaching og sparring kan foregå mellem kolleger fra samme faggruppe, men også på tværs af faggrupper, og der kan være fordele i, at du kommer udefra og stiller spørgsmål, der er nysgerrige på en anden måde, end folk fra samme faggruppe ville gøre.

Ifølge Line Ullmann handler det om at trække sig væk fra egen eksportrolle og give plads til den anden eller de andre. Dermed er udgangspunktet for sparring, at trænere, ledere og specialister er i en ligeværdig position.

Kenneth Rasmussen mener, at klubberne kan drage stor nytte af at gøre brug af coaching og sparring på kollegialt plan for at forløse potentialet i staben og styrke det faglige samarbejde. Men udover tidspres og manglende formalisering peger han også udfordringer – især i elitefodbold og konkurrencemiljøer, hvor det ikke kun er spillerne, der konkurrerer om pladserne, men også konkurrence blandt trænere, specialiser og ledere.

I den forbindelse fortæller Kenneth Rasmussen, at elitefodbold ofte beskrives som en “machoverden”, hvor det er svært at sænke paraderne, modtage og opsøg viden. Han fremhæver, at det i virkeligheden for cheftræneren handler om at give specialisterne plads og lade dem give modspil. Eksempelvis kan en træner mene, at en spiller er klar til kamp. Her må specialisten godt sige nej ud fra sin faglige vurdering.

Tre trin til at rammesætte sparring og coaching

Det er trænerens fornemmeste opgave at forløse potentialer. Her har sparring og coaching en vigtig rolle, og følgende tre trin kan du bruge som værktøj til at komme i gang:

  • Problemrammen er bagudskuende, og her taler I om: Hvilket problem skal vi løse? Hvordan er det opstået? Hvor længe har vi haft problemet?
  • Målrammen er fremadskuende, og her taler I om: Hvad er ønskescenariet? Hvor skal vi hende?
  • Ressourcerammen rummer spørgsmål om: Hvad har vi til rådighed af tid og kompetencer til at nå den ønskede fremtid?

Værktøjet går i sin helhed ud på, at det ikke kun er indholdet, der er fokus. Det er i højere grad, hvordan I taler om indholdet. Når kollegasparring og -coaching er god og sat i system, fører det til øget motivation, mere ejerskab, højere faglig selvtillid og stærkere samarbejde blandt kollegerne.

Line Ullmann kommer også ind på de faldgruber ved metoderne. Blandt andet kan de være manipulerende, hvis de ikke tager udgangspunkt i en kollegas eget ønske om at blive bedre til sit arbejde. Og så siger hun, at der netop hurtigt bliver talt indhold, i stedet for hvordan problemet bliver behandlet.

»Kan det bruges i fodboldens verden: Hvorfor ikke? Det er så indlysende, at vi bliver bedre til det, vi gør, hvis vi får øje på det, vi gør godt og kan forfine det og forbedre det. Og det er meget af det, som coaching også handler om,« pointerer Line Ullmann.

Er du nysgerrig på, hvordan I i trænerteamet kan blive hinandens bedste medspillere, så lyt med og få inspiration til at gøre kollegacoaching og -sparring til en naturlig del af dit trænerliv.

Kategori:

Udgivet:

09/04/2025

Forfatter:

Relateret indhold