Spørgsmålet om, hvordan klubber bedst identificerer og udvikler unge fodboldspillere, har fået betydelig opmærksomhed fra forskningsverdenen. Eksisterende litteratur har dog i høj grad fokuseret på mandlige spillere, mens de specifikke metoder, der anvendes i kvindefodbold, er relativt underbelyst.

I et nyt studie med titlen “Talent identification and development strategies in elite women s soccer a pan-European perspective” har Gary P. McEwan et al. (2024) derfor undersøgt de vigtigste faktorer, som eliteklubber i kvindefodbold anser for afgørende med hensyn til:

• Identifikation af potentielle talenter
• Udvikling af spillere inden for spillerudviklingsforløbet
• Udvælgelse af spillere til næste aldersgruppe eller seniorholdet.

 
Studiet bygger på data, som er indsamlet gennem interviews med 11 nøglerepræsentanter fra syv eliteklubber i kvindefodbold. Klubberne blev udvalgt strategisk for at inkludere de højest præsterende hold (38 nationale mesterskaber og 10 UEFA Women’s Champions League-titler) fra fem europæiske nationer (Spanien, Frankrig, Sverige, Tyskland og Italien).

På baggrund af interviewene fandt McEwan et al. (2024) frem til seks overordnede temaer:

• Prioritering af lokale talenter
• Rekruttering fra blandede bredderækker/-ligaer
• Skabelse af udfordrende udviklingsmiljøer
• Sikring af spillernes trivsel
• Tålmodighed i beslutningstagning
• Facilitering af overgangen fra ungdom til seniorhold gennem en top-down tilgang.

 

Her kan du læse en oversat og forkortet udgave af studiet, som giver dig indsigt i nøglestrategier fra nogle af de mest succesfulde kvindeklubber i Europa.

Syv succesrige klubbers talentarbejde

Som nævnt, beskæftiger eliteklubberne sig med tre centrale faktorer: 1) Talentidentifikation, 2) udvikling og 3) udvælgelse/selektion. Studiet fandt frem til seks overordnede temaer og 17 underordnede temaer, som du kan læse mere om i de følgende afsnit. Alle temaer er også sammenfattet i figur 1.

Det er værd at bemærke, at den indsamlede data i studiet er af beskrivende karakter, og forfatterne fastslår således ikke effektiviteten af klubbernes strategier. Ikke desto mindre præsenterer studiet en omfattende oversigt over faktorer, som nogle af de mest succesrige kvindeklubber i de bedst præsterende europæiske nationer anser for vigtige.

Talentidentifikation: Fokus på lokale og regionale spillere

Den indledende fase af talentidentifikation ligger typisk hos talentudviklere og rekrutteringspersonale, som undersøger breddefodbolden og videreformidler indsigter om potentielle spillere tilbage til de respektive klubber.

I dette studie tilkendegiver alle syv klubber, at de prioriterer identifikation af lokale talenter (figur 1, tema 1), før de udvider deres søgning geografisk i de ældre aldersgrupper.

Denne tilgang afspejler den stigende konkurrence, der opstår, når klubber begynder at ”talentspejde” længere væk. Konkurrencen får klubberne til at fokusere på lokale områder, hvor de vurderer, at et tilstrækkeligt stort talentpotentiale er til stede (figur 1, tema 1A).

Beslutningen om at prioritere lokale spillere bliver understøttet af økonomiske og logistiske udfordringer, som er forbundet med at flytte unge spillere. Det gælder eksempelvis i forhold til bolig, skolegang og familieflytning (figur 1, tema 1B).

McEwan et al. (2024) påpeger, at selvom indtægterne og investeringsniveauet i kvindefodbold er steget i de seneste år, eksisterer fortsat betydelige forskelle sammenlignet med herrefodbold. Derfor kan studiets konklusioner om, at elitekvindeklubber primært fokuserer på regionalt og nationalt talent være påvirket af flere faktorer – herunder mindre etablerede souting-netværk og begrænset økonomisk kapacitet til at rekruttere internationalt.

Studiet viser også, at fokus på lokale spillere bliver understøttet af etiske overvejelser, hvor to franske klubber og én klub fra henholdsvis Sverige, Tyskland og Spanien udtrykker bekymringer om at rykke unge spillere fra deres velkendte omgivelser (figur 1, tema 1C). Tidligere forskning fremhæver de psykologiske og sociale udfordringer, som det at flytte til udenlandske klubber kan medføre. Det gælder blandt andet spillernes trivsel, hjemve, ensomhed og social isolation, hvilket du kan læse mere om i en fulde rapport.

Til trods for de økonomiske, logistiske og etiske udfordringer ved international rekruttering tilkendegiver alle syv klubber, at deres beslutning om at fokusere på lokale spillere primært bliver drevet af de geografiske restriktioner, som FIFA og de respektive forbund har indført for rekruttering af ungdomsspillere i forskellige aldersgrupper (figur 1, tema 1D).

Som en afspejling af disse regler fokuserer klubberne på at rekruttere spillere fra deres lokale region indtil U14, hvorefter én klub i henholdsvis Sverige, Tyskland, Spanien og Italien udvider deres søgning til nationalt niveau indtil U16. De tre klubber fra Frankrig fortsætter med at rekruttere i deres lokale region indtil U16.

Ifølge FIFA’s regler kan alle klubber derefter rekruttere fra EU eller EØS mellem 16 og 18 år og herefter udvide deres søgning til hele verden fra 18 år og opefter. Imidlertid blev international rekruttering næsten kun overvejet for førsteholdene i de syv klubber, som denne undersøgelse omfatter.

Blandede rækker har flere talentfulde pigespillere

For at opdage lovende kvindespillere, som endnu ikke er tilknyttet akademier, henvender klubber sig ofte til bredderækkerne.

I pigefodbold er der typisk to formater: Rene pigeligaer eller blandede ligaer, hvor piger konkurrerer sammen med drenge. I dette studie understreger alle syv klubber betydningen af blandede ligaer i forhold til talentidentifikationsprocessen (figur 1, tema 2), og disse ligaer bliver enstemmigt anset som havende de mest talentfulde pigespillere (figur 1, tema 2A).

Scouts fokuserer derfor i høj grad på blandede ligaer, og en klub fra henholdsvis Frankrig og Tyskland tilføjer, at de aktivt samarbejder med scouts fra drengeakademier for at identificere lovende pige-/kvindespillere.

Som udtryk for de udviklingsmæssige fordele ved at spille sammen med drenge fremhæver alle klubber, at de foretrækker at lade talentfulde pigespillere fortsætte i blandede rækker ”så længe som muligt”.

Klubberne forsinker bevidst at optage spillerne på akademierne (figur 1, tema 2B), og klubberne anvender forskellige strategier til at forlænge talentfulde pigespilleres deltagelse i blandede bredderækker/-ligaer.

Figur 2 viser akademistrukturerne i de syv, deltagende klubber. Fem klubber påbegynder talentudviklingsprogrammer for piger fra U14 til U19.

Rationalet bag dette er, at opstart af akademiprogrammerne på ældre alderstrin kan 1) få talentfulde kvindespillere til at fortsætte i blandede rækker, indtil de når den maksimale, tilladte alder, og 2) dermed give mulighed for at opleve de udviklingsmæssige fordele ved blandet spil så længe som muligt.

I den fulde rapport kan du læse mere om akademiforløbene i de syv forskellige klubber.

Talentudvikling: Matchning og blandet spil

Alle klubber er enige om vigtigheden i at skabe optimale udviklingsmiljøer og opfordrer til udfordrende trænings- og kampmiljøer (figur 1, tema 3). En tilgang, som alle klubber anvender, er at lade talentfulde spillere “spille op”, hvor de træner og konkurrerer med ældre hold-/klubkammerater (figur 1, tema 3A).

Dog advarer klubber fra Spanien, Frankrig, Sverige og Italien mod at anvende denne tilgang for tidligt på grund af psykologiske og sociale parametre. Denne pointe underbygges af en undersøgelse af Goldman et al. (2022), som viser, 1) at forskelle i størrelse og færdigheder kan mindske de yngre spilleres selvtillid, og 2) at de kan have svært ved at finde sig socialt til rette med ældre holdkammerater. Veludviklede psykologiske og sociale færdigheder er derfor afgørende, hvis spillere skal lykkes i overgangen til ældre aldersgrupper.

De syv klubber bestræber aktivt at maksimere spillernes deltagelse i blandet spil, hvor piger og drenge spiller sammen (figur 1, tema 3B), da klubberne betragter denne tilgang som det mest passende udviklingsmiljø for spillerne.

En udbredt strategi blandt klubberne er at tilmelde de yngre aldersgrupper til blandede rækker med henblik på at eksponere for 1) mere fysisk og teknisk krævende spil og 2) spil, der kræver hurtigere beslutningstagning med bolden. En fransk klub anvender også en blandet træningsmodel, hvor spillere bliver grupperet efter spilleniveau snarere end køn frem til U14.

Reservehold bliver anset for at være vitale i overgangen fra ungdoms- til seniorfodbold. Dog er der kulturelle og fysiske forskelle mellem akademi- og førsteholdsmiljøer, og McEwan et al.’s studie understreger vigtigheden i, at reserveholdene konkurrerer på det højest mulige niveau (figur 1, tema 3C).

Tilgangene kan du læse mere om i den fulde rapport, som også kommer omkring trivsel og holistisk udvikling (figur 1, tema 4) i forbindelse med talentudvikling. Herunder relationer til uddannelsesinstitutioner (figur 1, tema 4C) og kommunikationen mellem spillere, forældre, skole og klub.

Talentudvælgelse: Overgang fra akademi til førstehold

Klubberne anerkender, at den individuelle spiller har et individuelt udviklingsforløb, hvorfor tålmodighed med spillere i udviklingsforløbet er essentielt (figur 1, tema 5). Det gælder særligt biologisk modenhed, og som følge heraf forlænger en klub fra henholdsvis Frankrig, Spanien og Italien spilleres tid i akademisystemet og udsætter dermed beslutninger om selektion indtil U19-niveau (firu 1, tema 5A).

Den senere start akademierne giver mere afklaring i forhold til modenhed før talentidentifikation og -udvælgelse, hvilket samtidigt mindsker frafaldet som følge af biologiske udviklingsforskelle. Bekymringer om frafald kan være en væsentlig stresskilde for elitefodboldspillere (Gredin et al. 2022). Beslutninger om selektion til senere aldersgrupper giver plads til at tilpasse udviklingsstrategier til spillernes ikke-lineære udviklingsmønstre, ligesom talentudviklingsmiljøer, der har et langsigtet fokus, er forbundet med bedre spillertrivsel (Ivarsson et al. 2015).

Fire klubber (to franske klubber og en klub i henholdsvis Spanien og Sverige) understreger betydningen af en såkaldt ’top-down tilgang’ for at sikre en glidende overgang til førsteholdet (figur 1, tema 6). Dette indbefatter samarbejdet mellem akademiet og førsteholdet, hvor klubberne også aktivt vil inddrage cheftræneren og akademistaben i at etablere en fælles vision og retning (figur 1, tema 6A).

For at sikre overgangen fra akademi til førstehold fokuserer klubberne på udvikling af spillere, der er tilpasset førsteholdets behov. Tilpasningen kan imidlertid variere afhængigt af kontraktstatus, skader og behov for udskiftninger (figur 1, tema 6B). Samarbejdet mellem førstehold og akademi betyder, at akademiet hurtigt kan tilpasse sig de skiftende krav i førsteholdet og sikre en sammenhængende spillerudvikling.