Hvad er du som assistenttræner på Herrelandsholdet særligt optaget af lige nu? Hvorfor?
Lige nu er jeg meget optaget af, hvordan vi bedst kan fastholde og videreudvikle det offensive udtryk, vi i store dele af Nations League-kampene mod Portugal lykkedes ganske godt med. Det er vel vidende, at vi i de kommende kampe mod henholdsvis Nordirland og Litauen formentlig vil møde modstandere, der til tider vil stå lavt og kompakt.
Det at skulle nedbryde en lav blok er noget, vi tidligere har haft lidt udfordringer med, så der kigger vi på, hvordan vi mest effektivt får åbnet det op og – med Brian Riemers ord – skabt ”action” i og omkring modstandernes felt. I forlængelse deraf bliver der naturligvis set en del video af vores kommende modstandere, ligesom diverse datarapporter bliver scannet igennem.
Hvis du tænker på de kampe, du har set i ugens løb: Hvilke tendenser i spillet har du bemærket? Og hvordan tror du, tendenserne har betydning på længere sigt?
I øjeblikket kigger jeg, som nævnt, lidt ekstra på, hvordan der skabes chancer mod lavtstående forsvar. Noget af det, jeg hæfter mig ved, er, at der på tværs af de europæiske ligaer scores en del mål efter, hvad jeg måske bedst kan beskrive som ”varierende grader af tilfældighed.” Med det mener jeg, at scoringen kan være efter boldtab og generobring i gennembrudsfasen, riposter eller clearinger efter indlæg, der opsnappes og konverteres til mål.
FC Midtjyllands 1-0 mål mod F.C. København for et par uger siden (17. april, red.) er blot et eksempel, ligesom Mika Biereths udlignende mål for Monaco mod Le Havre her i weekenden er et andet eksempel. Mika Biereth stod på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt i feltet, fangede en ripost og udlignede til 1-1.
Derudover må vi jo desværre erkende, at Portugal i Lissabon scorede et par mål mod os efter lignende sekvenser.
Det er næppe nogen ny tendens, men det sætter da alligevel nogle tanker i gang, i forhold til hvordan vi kan arbejde med at skabe og udnytte en form for struktureret (for os) kaos (for modstanderne) i vores afslutningsspil.
Hvordan kan de tendenser eller detaljer, du har observeret, omsættes til træning eller strategisk forberedelse på herrelandsholdet?
Noget af det, der adskiller jobbet som landstræner fra de fleste andre trænerjobs, er, at du som oftest har en enorm lang forberedelsesfase og tilsvarende en enorm kort eksekveringsfase med ganske få træninger. Derfor er det også ekstra tilfredsstillende, når nogle af de løsninger, vi har analyseret os frem til og prioriteret at træne, så også kommer til udtryk i kampene.
Eksempelvis havde vi i analysen af Portugal set, at de i deres pres ofte efterlod store rum centralt i banen, som vi via de rigtige positioner og bevægelser kunne udnytte til skabe gennembrud. Det lykkedes vi med adskillige gange – især i den første kamp i Parken. Den målsparkssekvens, der leder frem til, at vi får straffespark, er i store træk taget direkte fra taktikbrættet og træningsbanen.
Johanna Rasmussen, som skrev det seneste indlæg, har stillet følgende spørgsmål videre til dig: Hvad har været den største forskel – både i din rolle og i tilgangen til spillerne – i skiftet fra ungdomslandshold til Herre A-landshold?
Først og fremmest vil jeg sige, at der trods alt er langt flere lighedspunkter end forskelle. Vi har med Den Røde Tråd 2.0 en fælles tilgang til spillet på tværs af landsholdene, der grundlæggende handler om at spille med et udtryk, hvor vi gennem et stærkt kollektiv altid forsøger at gribe initiativet i kampene. Både med og uden bold.
Når det er sagt, er der selvfølgelig forskel på at arbejde med helt unge spillere, hvor der indimellem kan være brug for en lidt fastere struktur og lidt flere gode råd fra trænerne, til at arbejde med mere erfarne spillere. Her handler det i højere grad om at skabe rammerne for også at bringe spillernes idéer og erfaringer i spil. Indtil videre har det været meget inspirerende at opleve en spillertrup med stor nysgerrighed på spillet, såvel som en stor lyst til at tage ansvar på banen.
