Hvor ser du den største udvikling i spillets indhold og udtryk generelt i international kvindefodbold de seneste fem til 10 år?

Kvinderne afspejler ofte herrernes udvikling, men nogle år senere. Spillet går hurtigere, spillerne er bedre uddannet teknisk og taktisk, og alle er fysisk veltrænede, så de kan træne og spille med højere intensitet. Spillerne på det højeste internationale niveau har i dag haft flere træningstimer med bedre trænere og bedre forudsætninger gennem deres karrierer end tidligere generationer.

For nogle år siden så vi stadig spillere, som manglede tekniske færdigheder, hvilket begrænsede deres beslutningstagning og ageren på banen – det ser vi meget sjældent i dag. De bedste spillere formår også at udføre deres færdigheder i høj fart og under pres. Taktisk er de bedste spillere og hold dynamiske og fleksible, hvor spillerne træffer beslutninger ud fra de rum, modstanderen giver dem – og ikke ud fra, hvad træneren sagde til mødet inden kampen.

De danske hold har udviklet sig i de senere år, men begynder at få svært ved at følge med andre nationer, som investerer mere og mere i deres pige- og kvindehold samt ligaer. Udviklingen går meget hurtigt, og vi er nødt til at følge med – ellers bliver vi indhentet eller overhalet.

Eksempelvis er det positivt, at vi ser mere professionelle set-ups, for det er fundamentet for at give spillerne de bedste forudsætninger for mere træning på bedre baner og tidspunkter, bedre muligheder for restitution – og samtidig fortsat fokus på den individuelle udvikling, hånd i hånd med holdets udvikling.

Hvis du omvendt kigger fem år frem: Hvilke parametre, vurderer du, bliver de vigtigste for at konkurrere internationalt i kvindefodbold – både på og uden for banen?

Vi skal også give vores piger de samme forudsætninger som drengene, når det gælder træningsmuligheder, tider og kvaliteten af trænerne.

I de unge år skal fokus være på at sikre de tekniske færdigheder i høj fart og under pres samt at kunne klare sig i 1-mod-1-situationer. Her er det også vores opgave som trænere at støtte i beslutningstagning, så spillerne så hurtigt som muligt bliver i stand til at klare sig selv på banen.

Fremtidens spillere skal være dynamiske og kunne spille i flere positioner og områder på banen, kunne klare sig 1-mod-1 og helst besidde en spidskompetence. Fysisk skal de kunne udføre ting hurtigt og gentagne gange – til både træning og kamp – gennem hele sæsonen. Hvis man ikke har fart eller eksplosivitet, skal man være hurtig i hovedet for hele tiden at ligge et skridt foran.

Taktisk skal vi træne beslutningstagning – særligt hos piger. De vil ofte gerne gøre, hvad træneren siger, men vi skal opbygge en selvtillid og selvforståelse hos spillerne, der gør dem i stand til at tage hurtige beslutninger på banen ud fra, hvad de ser – og ikke kun ud fra, hvad der blev sagt inden kampen. Det er både en taktisk og mental træning, og det handler i høj grad om, hvilken form for lederskab vi har omkring vores spillere. Træner de i pressede og kampnære situationer, hvor de hele tiden skal tage beslutninger, og hvor vi som trænere støtter og motiverer dem til at stole på deres egne vurderinger? Det stiller store krav til os som ledere og til vores lederskab – både på og uden for banen.

Alle de piger, jeg har arbejdet med, er meget engagerede i deres egen udvikling og opsatte på hele tiden at blive bedre. Det skal vi blive ved med at stimulere hver dag – gennem individuel træning og videofeedback – men samtidig sikre, at spillerne selv tager ejerskab, så det også styrker deres selvtillid og beslutningsevne.

Fordi spillet bliver hurtigere og hurtigere, bør træningen i høj grad afspejle det. Det medfører en øget belastning på spillerne, og den skal vi være omhyggelige med at overvåge – hvilket jeg synes, mange faktisk er ret gode til. Dog oplever jeg, at vi nogle gange bliver for forsigtige i forhold til antallet af træninger og indholdet i dem.

Ja, vi kan træne mere, end vi gør i dag – men vi være skal præcise, i forhold til hvad vi træner og med hvilken intensitet.

Tidligere i år var du med i en GameChanger-podcast, hvor du fortale om, at skandinaviske miljøer er stærke på feedback og involvering. Hvordan kan en kultur præget af feedback og involvering til at udvikle både spillere og spillet i international kvindefodbold?

Jeg tror, at spillere, der er involveret og tager ansvar for holdets spillestil og kampplan, får en bedre forståelse for, hvad der venter dem til træning og kamp – og flere redskaber til at træffe beslutninger ud fra.

Kommunikation mellem træner og spillere er meget vanskelig under internationale kampe, og derfor skal spillerne være så godt forberedte som muligt, når de går på banen. Vi kan ikke forberede dem på alt gennem flere træninger og møder, men hvis de i høj grad har været en del af processen op til kampen, skaber vi i højere grad det samme billede af, hvad vi kan forvente, og hvordan vi bør agere sammen.

Som jeg var inde på i podcasten, mener jeg, at vi i Skandinavien generelt er gode til individuel udvikling og feedback til spillerne. Især hvis du sammenligner med de sydeuropæiske hold, og dét er en konkurrencefordel, når spillerne skal vælge, om de vil flytte til udlandet eller ej.

Vi kan dog blive bedre til at sikre, at spillerne selv ejer deres udvikling – og ikke træneren. Det giver mere selvstændige spillere, som også er bedre forberedt, når de rejser ud.

Skal jeg give nogle tips videre til andre trænere, skal feedback tilpasses individuelt og være situationsbestemt. Nogle spillere har behov for eller ønsker at se klip, som fremhæver positive aktioner, for at styrke deres gode egenskaber. Omvendt har andre brug for et tydeligere billede af, hvad de skal ændre eller udvikle i deres præstation.

Min måde at gøre feedback individuel og situationsbestemt er blandt andet at bruge video, taktiktavle, direkte samtaler eller en walk-and-talk. Jeg arbejder med spillere, som selv er gode til selv at opsøge feedback i form af klip eller samtaler – og igen er det en fordel, når de selv driver processen. Generelt er de klart bedre til at finde klip eller genkalde situationer, de ikke er tilfredse med, og dem bør vi så balancere med fokus på det, de lykkes med.

Derfor er det vigtigt, at vi som trænere lærer den enkelte spiller at kende og forstår, hvordan vi bedst motiverer, instruerer og giver feedback.

Jeg tror også, vi kan gøre os selv en tjeneste, når det kommer til samtaler om startopstilling og spilletid: Hvis vi har været konsekvente med træning og feedback i forhold til den individuelle udvikling, kan vi altid vende tilbage til det, når vi skal begrunde vores udtagelser.

Din kollega, Kristine Pedersen, som skrev det seneste indlæg, har sendt følgende spørgsmål videre til dig: Hvordan oplever du generelt overgangen fra ungdomslandshold til seniorniveau i international kvindefodbold?

Ungdomsspillere skal vænne sig til, at spillet går hurtigere, og spillerne skal kunne udføre deres tekniske færdigheder og træffe beslutninger i et højere tempo. Det ligger i virkeligheden tæt op ad mit tidligere svar om, hvordan fodbold for piger og kvinder vil se ud de kommende år.

I ungdomsfodbold kan spillerne nogle gange begå simple fejl uden at blive straffet af modstanderen – det går ikke til træning eller kamp på seniorniveau. Hver eneste aktion er vigtig: Du skal passe på bolden, når det er nødvendigt, og være omhyggelig med detaljerne i hver aflevering, duel etc.

Samtidigt bliver det i højere grad vigtigt, at du kan klare dig 1-mod-1 i både defensiven og offensiven.

Overgangen fra ungdoms- til seniorniveau stiller også nogle krav til det mentale, og her vil jeg fremhæve ordet ”modig”. For mentalt er det vigtigste, at spilleren er modig og tør gøre det, vedkommende er god til – også selvom tempoet er højere, og modstanderne er bedre.