En ny analyse fra UEFA peger på, at kampenes første fase ofte bliver afgørende. Med udgangspunkt i ottendedelsfinalerne i Champions League fremhæver UEFA både, hvad der kendetegner hold, der kommer aggressivt og effektivt ud til kampstart, og hvad der kræves for at stå imod et tidligt pres.UEFA’s seneste performanceanalyse retter blikket mod kampens startfase og den dynamik, der opstår i kampen, når hold jagter et tidligt mål eller skal forsvare sig mod en intens åbning.
Ifølge UEFA Technical Observer Frank de Boer var et gennemgående mønster i de første ottendedelsfinaler, at flere hold kom ud med stor fart, direkte intention og høj risikovillighed. Analysen peger samtidig på, at der i kampenes første 15 minutter blev registreret flere afslutninger end i nogen anden 15-minutters periode.
I de første ottendedelsfinaler (10. og 11. marts 2026) blev der samlet set afsluttet 186 gange. Diagrammet nedenfor viser, hvordan afslutningerne fordeler sig på intervaller af 15 minutter:

De første ottendedelsfinaler var præget af mange mål og flere meget tidlige scoringer. Atlético de Madrid scorede efter seks minutter, Galatasaray efter syv, Paris Saint-Germain efter ti og Bayern efter 12 minutter. Ifølge UEFA understøtter det et tydeligt mønster i turneringen, hvor kampene ofte åbner med høj intensitet og stor offensiv vilje. Flere hold skulle således i returopgørene hente tre mål eller flere, ligesom Frank de Boer peger på, at kampenes første fase igen kan blive særligt aggressiv og chancepræget.
På UEFA’s hjemmeside finder du videoer, som giver eksempler på analysen. Videoerne kan du bruge som inspiration til kampforberedelse, træningsplanlægning og dialog i staben. Nedenfor kan du læse en dansk version af analysen.
Fire elementer i den hurtige kampstart
UEFA fremhæver især fire elementer i den hurtige kampstart:
- Det første er løb og afleveringer i bagrummet, som flytter spillet hurtigt op på modstanderens banehalvdel.
- Det andet er højt tempo og hurtige igangsætninger, som holder trykket oppe og gør det vanskeligt for modstanderen at reorganisere sig.
- Det tredje er 1-mod-1-situationer, kombineret med højt pres og genpres, som kan skabe ubalance tæt på modstanderens mål.
- Det fjerde er indlægsspil med mange spillere i feltet, så presset omsættes til afslutninger og andenbolde.
Analysen peger også på, hvordan hold kan dæmpe modstanderens tidlige momentum. Her fremhæves den længere og mere direkte løsning som et relevant strategisk greb i perioder, hvor det bliver for risikabelt at spille sig ud nedefra. Pointen er ikke at opgive egne principper, men at kunne variere udtrykket, aflaste presset og være forberedt på at vinde første- og andenbolde længere fremme på banen.
Defensivt fremhæver UEFA betydningen af proaktiv og modig forsvarsadfærd. I analysen beskrives emergency defending som et centralt aspekt i knockoutkampe, hvor små aktioner kan få stor betydning. Det handler om at forsvare fremad i tanke og handling, læse faren tidligt, dække rum før angriberen når det og have mod til at blokere og intervenere i afgørende situationer. Frank de Boer peger netop på anticipation frem for reaction som et afgørende kvalitet hos de bedste forsvarsspillere.
Refleksioner: Comeback i returkampe
Hvordan bør en træner gribe en returopgør an, når holdet står med et stort underskud? For Frank de Boer er den rette mentalitet afgørende:
»Som træner forsøger du at få ind i hovedet på dine spillere, at intet er umuligt, og du fortæller dem, at hvis modstanderen kan score tre mål i én halvleg, som Real Madrid gjorde mod Manchester City, så har I 90 minutter til at gøre det samme. Dit budskab er: ‘Hvis vi scorer ét mål i første halvleg, så er alt muligt i anden halvleg.’«
Derudover fremhæver han, at du skal få dine spillere til at tro på deres egne kvaliteter og forsøge at få det bedste frem i sig selv for at gøre noget historisk: »Vi har et virkelig godt hold, og vi kan score tre mål. Vi er nødt til at tage risici, men hvis alle er koncentrerede i 90 minutter, så er det muligt.«
Dine spillere skal fra første sekund vise, at de er villige til at ofre alt for at få et stort resultat. Det betyder positivt kropssprog, pres og intensitet.