GameChanger

Martin Vingaards Pro-opgave: Orienteringsfærdigheder hos centrale midtbanespillere – og træning af disse

Key-takeaways

  • Analysen af spillere hos FCK Talent viser, at orienteringsfærdigheder er afgørende – især for centrale midtbanespillere i boldbesiddende spil, hvor succesfulde fremadrettede aktioner kræver forberedelse under pres.
  • Specifik, øget og struktureret træning (holdtræning, individuel træning, priming, coaching og feedback) kan forbedre orienteringsfærdigheder.
  • Træningsmiljøer inspireret af Vitor Frades taktiske periodisering understøtter systematisk udvikling af spillernes orienteringsevner.
  • Spillere med høj træningsdeltagelse forbedrer deres resultater mest, mens lav tilgængelighed hæmmer udviklingen.
  • Kropsposition før boldmodtagelse er nøglen, idet en åben kropsstilling og aktiv orientering øger chancen for fremadrettede aktioner. Omvendt begrænser en lukket position spillerens muligheder.
  • Der er en sammenhæng mellem spillerens orienteringsfærdigheder og kvaliteten af efterfølgende aktioner – især når orienteringen sker med systematik og timing.
  • Videofeedback styrker refleksion – både i 1:1-sessioner og gruppesessioner hjælper videoanalyse med at skabe dialog, forståelse og nysgerrighed om orienteringens betydning.

»Drenge, hvad orienterer I jer efter, når I drejer hovedet?«

Det er et spørgsmål, Martin Vingaard ofte stiller spillerne i forbindelse med kamp eller træning. Og netop orienteringsfærdigheder er emnet i hans Pro-opgave, som han afleverede og forsvarede i august 2025.

Nogle af spillerne svarer, at de orienterer sig efter medspillere. Andre svarer, at de orienterer sig efter modspillere. Enkelte svarer, at de orienterer sig efter rum på banen, mens et fåtal giver udtryk for, at de orienterer sig efter både, med- og modspillere og rum. I det tilfælde, hvor der bliver stillet et mere uddybende spørgsmål om teknikker eller strategier, erfarer han, at svarerne bliver mindre konkrete. Der bliver svaret: »jamen det gør jeg bare«, eller: »det ved jeg ikke«.

Et af de områder, der udvikler sig hastigt inden for fodboldspillet, omhandler de kognitive færdigheder, som den enkelte spiller skal besidde. Fodbold anses – ikke uden grund – som værende et komplekst spil, blandt andet fordi der er et stort antal aktører på banen på samme tid, spillerne skal træffe (nye) beslutninger i ekstremt højt tempo og agere på små og store områder.

Fodboldspillere skal præstere i et tempofyldt og konstant skiftende dynamisk miljø. Her er bold, medspillere, modspillere og rum afgørende faktorer, når spillerne skal trænes i at tage beslutninger og derpå udføre en handling.

Det kræver en stor variation af kognitiv intelligens, hvor en succesfuld aktion beror på, at de tekniske, taktiske og fysiske færdigheder spiller sammen. Et eksempel på kognitiv intelligens er visuel perception, hvilket også er den kognitive færdighed, som Pro-opgaven vil beskæftige sig med.

På fodboldsfagligt sprog taler vi om ’orienteringsfærdigheder’ – eller ganske simpelt om, at spilleren ’orienterer sig’, hvor der er tale om en adfærd hos spilleren i form af aktiv indsamling af information. Denne adfærd opstår både, når vi har bolden, men også når de har bolden.

I sin Pro-opgave fokuserer Martin Vingaard på kampsituationer, når vi har bolden – det vil sige den offensive del af spillet, og spillerens orienteringsfærdigheder før denne modtager bolden.

Mere specifikt lyder opgavens problemformulering:

Hvordan kan specifikke orienteringsfærdigheder hos spilleren forbedres gennem træning? Og hvilken effekt har specifikke orienteringsfærdigheder på en spillers efterfølgende aktion?

Dertil fremsætter Martin Vingaard hypoteserne:

  • at gennem træning og øget fokus på specifikke orienteringsfærdigheder kan en forbedring hos spilleren påvises.
  • at på baggrund af eksisterende og ny viden kan en sammenhæng mellem specifikke orienteringsfærdigheder og en spillers efterfølgende aktion bekræftes.

I de følgende afsnit kan du læse et resumé af opgaven. Download hele opgaven her.

Orienteringsfærdigheder i offensive situationer

Opgaven beskæftiger sig med centrale midtbanespilleres orienteringsfærdigheder på FCK Talent U19, og analysen tager afsæt i offensive situationer. Opgaven har således ikke testet i henhold til øvrige kognitive funktioner, ligesom en heller ikke forholder sig ikke til, om spillerens beslutning af aflevering er korrekt eller forkert.

Fodboldtræningen, som U19-spillerne er blevet testet i, er inspireret af Vitor Frades træningsmetodik taktisk periodisering. Træningen indeholdt følgende:

  • Holdtræning: De testede spillere har deltaget i den planlagte holdtræning som FCK Talent U19-trænerteamet har forberedt.
  • Individuel træning: Spillerne i testgruppen har haft individuel træning, hvor indholdet både har været med fokus på orienteringsfærdighede og andre udviklingspunkter hos spilleren. Kontrolgruppen har deltaget i individuel træning, men uden specifikt fokus på orienteringsfærdigheder.
  • Priming: Spillerne i testgruppen er for eksempel blevet primet i øvelsesdesign for at fremkalde bestemte tanker, forestillinger og handlinger, som de kunne bruge til den pågældende træning. Blandt andet hvis spillerne har haft en specifik rolle i en øvelse med formålet om at forbedre specifikke orienteringsfærdigheder.
  • Coaching: Under selve træningen er spillerne i testgruppen blevet coachet for at forbedre deres orienteringsfærdigheder. Fokus på konstruktiv feedback og spørgeteknikker, hvor spillerne har fået lov at reflektere, har været anvendt i testperioden.
  • Videofeedback: Klip fra kampe og træning, hvor orienteringsfærdigheder har været i fokus. Både individuelt og i gruppevis.

Spillerne bliver i opgaven omtalt ‘Test’ eller ‘Kontrol’, alt efter hvilken gruppe de tilhørte i forbindelse med observationerne og efterfølgende analyse.

Følgende krav i en given kampsituation skal være opfyldt for observationerne:

  • Alle observationer er foretaget fem sekunder før
  • Den foregående aflevering til den testede spiller er en bevidst handling fra en given medspiller.
  • Spillerens position ved boldmodtagelse er ikke en faktor for opgaven, men oftest er spillerne placeret centralt i banen og i rummene mellem angribere og midtbane eller midtbane og forsvarsspillere.

Følgende kampsituationer er udeladt af observationerne:

  • Tacklinger og/eller afretninger, hvor bolden ender ved de testede spiller.
  • Bolderobringer, hvor den testede spiller bryder en aflevering spillet af en modstander.
  • Den første aflevering til den testede spiller, hvor bolden er igangsat fra en standardsituation.

Kampe, der er udvalgt til analysen, er fra DBU U17 Liga, DBU U19 Liga og Nordiske Mesterskaber. Kampene er ikke udvalgt på baggrund af modstander, og kampens resultatmæssige forløb har ikke været en del af overvejelserne for observationerne. Der er i indsamlingen af data taget højde for fejlmargen på videokvalitet, vejrforhold et. Videoklip, som ikke har kunnet levere den optimale kvalitet, er bevidst fravalgt.

Du kan læse mere om analysemetoden i opgaven.

Flere fordele ved veludviklede orienteringsfærdigheder

Martin Vingaard redegør for centrale begreber inden for forskning i orienteringsfærdigheder. Det gælder særligt Geir Jordet og Karl Marius Aksums (2020) to store studier baseret på indsamling af viden fra elitefodboldspillere på øverste niveau – både fra senior- og ungdomsfodbold.

Følgende fire begreber er centrale:

  • Orientering
  • Frekvens
  • Timing
  • Systematik.

Der er videnskabelig dokumentation for fordele ved veludviklede orienteringsfærdigheder hos professionelle fodboldspillere. Her er nogle af de vigtigste:

  1. En spilsituation: Når spilleren løfter hovedet og orienterer sig for at danne et overblik over banen, bolden, medspillere og modspillere. Det er helt afgørende for spillerens næste aktion at indsamle information for at være bedst muligt forberedt. Hvor på banen befinder spilleren sig? Hvilken spilsituation kan opstå? Hvor er dennes med- og modspillere? Og hvad kræver den efterfølgende aktion af spilleren?
  2. Bedre beslutningstagen: Med denne informationsindsamling har spilleren nu bedre forudsætninger og kan bedre vurdere, om den givne situation kræver, en aflevering, dribling, eller skud på mål etc. Spilleren kan bedre identificere muligheder og trusler i situationen og derved opnå flere succesfulde aktioner. Hastigheden i beslutningen medfører en hurtigere afvikling.
  3. Forudseenhed: Ved at orientere sig jævnligt er det lettere for spilleren at forstå kampens flow. Det bliver lettere at forudse medspillerens bevægelser, modstanderens strategier og muligheder for en mere fordelagtig kropsposition før boldmodtagelse. Det er ofte små justeringer, der er afgørende for en succesfuld aktion.
  4. Tydelig kommunikation: Når spilleren har orienteret sig, er det ligeledes lettere at videregive information til medspillere om spilsituationer under kampen.

Udvikling af spillernes orienteringsfærdigheder

Opgaven bygger på en pre-analyse i perioden 1. april til 1. juli. Indledningsvis er der blevet lavet en test af 100 aktioner pr. spiller i konkurrencesammenhæng. I perioden 15. juli til 10. december 2024 foretog Martin Vingaard post-analysen.

Du kan se uddybende tabeller og grafer i den fulde opgave.

Resultaterne fra både den kvantitative og kvalitative analyse viser, at spillerne på FCK Talent U19, besidder et højt niveau, hvad angår evnen til at orienterer sig. Det er påvist – upåagtet af testperioden mellem Pre- og Post-analyse – at de forskellige orienteringsfærdigheder har effekt på spillernes efterfølgende succesfulde aktion både med og uden retning på afleveringer.

Opgaven finder frem til, at spillerne forbedrer deres output på succesfulde aktioner, når de:

  • Har god systematik, sammenlignet med hvis de kun orienterer sig.
  • Har god timing, sammenlignet med hvis de kun orienterer sig.
  • Har god systematik + timing, sammenlignet med hvis de kun orienterer sig. Ved denne kombination af to færdigheder opnår størstedelen af spillerne den højeste succes på deres efterfølgende aktion.

Fra pre- og postanalysen konkluderer opgaven, at

  • Der er ikke påvist en forbedring på spillerne i Testgruppen sammenlignet med spillerne i Kontrolgruppen. Hverken målt på total eller individuelt.
  • Test 2 er den testspiller, som forbedrer sig mest i testgruppen, og er samtidig den spiller med højeste træningstilgængelighed. Denne spiller er på alder også den ældste i testgruppen.
  • Test 2 formår i perioden at forbedre sig på systematik + timing med hele 13 procent. Over en hel sæson vil dette forøge antallet af succesfulde aktioner markant.
  • Test 1 og Test 3 forringer deres tal i testperioden. Årsager kan være træningstilgængelighed, alder, ændret træningsmiljø, fysiske og mentale tilstand, trænings- og øvelsesdesign, begrænset tidsperiode etc.
  • Kontrol 1 og Kontrol 3 forbedrer sig i testperioden, mens Kontrol 2 forringer sine tal. Årsagen til kan være, at spilleren skal adaptere fra sin daglige træning på U19, men i sommeren 2024 blev rykket op i førsteholdstruppen.

Træningsøvelser og -design, der fremmer spilleres orienteringsfærdigheder

Analysen viser, at centrale midtbanespillere i boldbesiddende spil er afhængige af stærke orienteringsfærdigheder for at kunne lykkes med succesfulde aktioner – især fremadrettede afleveringer under pres.

Output falder, når spillet kræver mere risikofyldte løsninger, men at dette er en nødvendig kompetence på højeste niveau. Desuden peger eksempler på unge spillere, som rykkede op i aldersgrupper, på en mulig sammenhæng mellem skiftet i miljø og faldende performance.

Trænerens rolle i feedback og coaching på kropsposition før boldmodtagelse fremhæves som afgørende for at forbedre spillernes orientering og fremadrettede aktioner.

Her kommer Martin Vingaard med nogle refleksioner i forhold til træningsøvelser og -design, der fremmer spilleres orienteringsfærdigheder.

Træning

Constraints er en vigtig del af træning. Det er her vigtigt at være opmærksom på, om banestørrelse og antallet af spillere udfordrer spilleren til at foretage orientering. Banestørrelse og antal spillere har stor betydning for, hvor meget spilleren udfordres i sin orientering. For små områder eller for store overtal giver ringe effekt, mens lige tal eller små overtal skaber bedre betingelser. Begrænsning i antal berøringer tvinger spillerne til at forberede sig bedre før boldmodtagelse.

Individuel træning er vigtig til at skabe bevidsthed om orienteringsfærdigheder, men øvelser skal designes, så spilleren ikke kun gør det ”fordi træneren siger det”, men fordi konteksten kræver det. Coaching bør være undersøgende og refleksiv, hvor spillerne selv mærker konsekvenserne af (manglende) orientering.

Priming

Bevidstgørende introduktion før øvelser kan styrke spillernes fokus på orientering. Det er dog vigtigt ikke at prime for ofte, da spillerne også skal have plads til at fejle og lære gennem erfaring fremfor udelukkende instruktion.

Videofeedback

Videofeedback skaber et værdifuldt læringsrum for både træner og spiller. Det fremmer dialog, forståelse og refleksion over konkrete situationer. Erfaringerne viser, at både 1:1-sessions og fælles gennemgange med en mindre spillergruppe er effektive, og metoden vækker stor nysgerrighed blandt spillerne.

Martin Vingaard fremhæver afslutningsvist, at han selv fremover vil fokusere på:

Kategori:

Udgivet:

01/10/2025

Forfatter:

Martin Vingaard og Anne la Cour Thysen

Relateret indhold