Læring handler ikke alene om at gentage en løsning, men om at gentage processen med at finde en løsning.

Denne helhedsorienterede tilgang bidrager både til færdighedsudvikling og fremmer en dybere forståelse for og glæde ved sporten. Ved at anvende en mere nuanceret og evidensbaseret tilgang kan du bedre understøtte unge spilleres udvikling.

Sådan indleder Dr. Mark O’Sullivan og Martin Vlk deres nye artikel “Learning isn’t just about repetition: Three ways to improve training programs for young people”.

Mark O’Sullivan er Associate Professor hos Norges Idrettshøgskole, og Martin Vlk er Head of Methodology and Coach Development, SK Slavia Prague, og Coordinator of Higher Education hos det tjekkiske fodboldforbund.

Nedenfor kan du læse en oversat version af artiklen om, hvordan du med afsæt i tre tilgange kan sammensætte mere dynamiske træningsprogrammer.

En sejlivet myte: Den “gyldne alder” for indlæring af færdigheder

En udbredt forestilling i talentudvikling er, at der findes en “gylden alder” for at lære sportslige færdigheder – ofte placeret mellem 7 og 12 år. Det hævdes, at hvis en spiller ikke tilegner sig væsentlige færdigheder i denne periode, bliver det svært at indhente senere. Forskning viser dog, at dette er en såkaldt neuromyte uden videnskabelig dokumentation og uden hensyn til, hvordan børn udvikler sig i forskellige tempi.

Oprindelsen af denne forestilling er uklar, men den harmonerer med andre myter, såsom den såkaldte “10.000 timers regel,” der påstår, at ekspertise kræver 10.000 timers træning. En regel, som blev udbredt gennem Malcolm Gladwells bestseller Outliers, men som i virkeligheden er en misforståelse af Anders Ericssons teori om “deliberate practice” (målrettet træning).

LÆS: Myten om de 10.000 timer: Genetikkens og miljøets betydning for sportslig udvikling

LYT TIL: Få spillerne ud af komfortzonen: Sådan arbejder du med Deliberate Practice

Selvom det er vigtigt, at børn får mulighed for at bevæge sig og udforske kroppens potentiale både i og uden for organiseret idræt, har sådanne myter haft en problematisk indflydelse på ungdomsidrætten. Især i fodboldens talentudvikling.

At reducere spillerudvikling til et spørgsmål om træningstid og argumenter om, at færdigheder kun kan tilegnes inden for ”et tidligt, kritisk vindue,” er en snæver måde at forstå læring og udvikling på. Det kan desuden forstærke bias, såsom en overvægt af tidligt fysisk udviklede spillere i talentidentifikationen.

Problemet med mekanisk træning og gentagne øvelser

Trænere og klubber har tendens til at prioritere tidlig specialisering og intensive, gentagne øvelser i troen på, at det giver de bedste resultater, skriver Mark O’Sullivan og  Martin Vlk. De argumenterer for, at denne tilgang kan være begrænsende for unge spillere, fordi den overser vigtigheden af at lade spillerne eksperimentere med forskellige bevægelsesmønstre og spilsituationer.

Traditionelle øvelser fokuserer ofte på at gentage de samme bevægelser igen og igen. Selvom det kan føre til kortsigtet automatisering, hjælper det ikke nødvendigvis spillerne med at tilpasse sig dynamiske og uforudsigelige situationer på banen.

En mekanisk tilgang til indlæring behandler hjernen som en computer, der skal processere information trin for trin. Her er trænerens mål ofte at automatisere bevægelser i en rigid struktur. Denne tankegang har været dominerende, men udfordres i stigende grad af moderne forståelser af spillerudvikling. Unge spillere er ikke “automater,” der blot udfører forprogrammerede handlinger. De skal have mulighed for at lære at tilpasse sig og reagere på deres omgivelser i realtid.

En moderne tilgang: Økologisk dynamik

I stedet for at se færdighedsudvikling som en lineær proces tilbyder økologisk dynamik (eng.: ecological dynamics) et mere helhedsorienteret/holistisk perspektiv. Denne teoretiske ramme ser læring som en konstant tilpasningsproces, hvor spillerens udvikling formes af samspillet mellem individet, opgaven og miljøet.

For at omsætte helhedsorienteret tilgang til praksis kan du trække på principperne fra nonlinear pedagogy, som blandt andet anvendes i træneruddannelsen hos Norges Idrettshøgskole. Og her er tre veje til mere dynamiske træningsprogrammer:

• Repræsentativ læringsdesign (Representative Learning Design): Træningen bør afspejle reelle spilsituationer, så spillerne udsættes for meningsfulde informationer.
• Gentagelse uden gentagelse (Repetition without Repetition): Træningen skal indeholde variation, så spillere lærer at tilpasse sig og finde nye løsninger.
• Manipulation af begrænsninger (Manipulation of Constraints): Øvelser bør designes, så de spejler kampens krav og understøtter naturlige bevægelsesmønstre og beslutningstagning.

Ved at implementere en mere dynamisk og situationsbestemt tilgang til spillerudvikling kan du skabe et miljø, hvor unge fodboldspillere udvikler sig i takt med spillets krav – snarere end at blive låst fast i mekaniske træningsrutiner.

I fodboldtræning bør færdigheder ikke isoleres i gentagne øvelser. I stedet kan trænere designe træningspas, der involverer modstandere og realistiske spilsituationer. Dette styrker spillernes spilforståelse og forbedrer deres evne til at træffe hurtige beslutninger.

Den praktiske anvendelse forklarer O’Sullivan og Vlk (2025) ud fra Foundations for Task Design Model, som fremgår nedenfor. Denne model kan være en værdifuld støtte for trænere i dette arbejde.

En dynamisk tilgang til færdighedsudvikling

Trænere bør anerkende, at læring og udvikling er ikke-lineære og komplekse processer. I stedet for at fokusere på en “perfekt teknik” bør træningen rumme variation og tilpasningsevne, så spillerne rustes til at håndtere den uforudsigelighed, der præger virkelige kampsituationer.

Når målet er at udvikle specifikke færdigheder, bør fokus ikke være på at mestre én standardiseret teknik og derefter anvende den i spillet. I stedet bør træningen give plads til, at spillere kan eksperimentere med forskellige teknikker, som passer til deres individuelle bevægelsesmuligheder.

Principper for en fleksibel træningsstruktur:

• Bevægelse styret af information: Sørg for, at spillerne træner i miljøer, hvor de kan reagere på relevante spilinformationer, som kan justeres og skaleres.
• Bevar færdighedens helhed: Simplificér opgaverne uden at bryde færdigheden op i isolerede dele. Dette kan gøres ved at justere baneareal, afstande eller udstyr, så øvelserne stadig afspejler spillets krav.

Frem læring gennem udforskning

I stedet for at stræbe efter en mytisk “perfekt teknik” bør træningen fokusere på gentagelse uden gentagelse for at afspejle den naturlige uforudsigelighed i konkurrence.

Trænere kan understøtte dette ved at designe repræsentativ træning, hvor øvelserne indeholder information og stimuli, der ligner dem, spillerne møder i kamp.

Når unge spillere får mulighed for at eksperimentere med forskellige bevægelser og strategier, udvikler de en større kreativitet og bedre problemløsningsevner. Denne tilgang forbedrer ikke kun deres færdigheder, men gør også læringsprocessen sjovere og mere engagerende.

En sådan træningsmetode forbereder unge atleter bedre på de fysiske, mentale og miljømæssige udfordringer, de vil møde i sporten.