Af
Kasper Lykke Frederiksen, Emil Alexander Faramarzi, Christian Lie Guldager
Søren Bennike (DBU)
Sine Agergaard (AAU)

Tre studerende ved idrætsuddannelsen på Aalborg Universitet har i forbindelse med deres speciale udarbejdet et state-of-the-art litteraturstudie i samarbejde med specialevejleder og DBU’s afdeling ”Projekt & Analyse”. Litteraturstudiet har til formål at identificere, gennemgå og formidle videnskabelige studier der omhandler, hvordan børn og unge med etnisk minorietsbaggrund og/eller lav socioøkonomi kan inkluderes i foreningsfodbold. Denne type studie kan tilbyde at præsentere den aktuelle viden og/eller fremhæve huller i den eksisterende viden, som har brug for yderligere undersøgelse og/eller kalder på nye indsatser.

Rapporten der kan findes her, indledes med et konkluderende resumé, der også beskriver perspektiver for mulige fremtidige initiativer og videre vidensopsamling. Dette resumé præsenteres i det følgende. Bemærk at rapporten også behandles i denne podcast.

Resumé og perspektiver

Som det fremgår af de studier der behandles i denne rapport findes der en lang række forhold som påvirker deltagelse i foreningsidræt (og mere specifikt fodbold) blandt børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund og/eller lav socioøkonomi. Deres inklusion/eksklusion fra idræt og fodbold kan således ikke beskrives ud fra en enkelt faktor. Det er dog indiskutabelt at børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund og/eller lav socioøkonomi deltager mindre i foreningsidræt end børn og unge med majoritetsbaggrund og med middel/høj socioøkonomi (Strandbu et al. 2019).

For børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund er der i forskningen fundet en række faktorer som har betydning for deres deltagelse. De oftest beskrevne barrierer i form af kulturelle, religiøse og familiemæssige forhold kan både have en fremmende og hæmmende effekt. Mødet med andre i fodboldklubben og i kamp har også betydning (Mauro, 2013; Mauro, 2016). Her kan både selvoplevet og påført forskelsbehandling føre til frustrationer og i sidste ende til at minoritetsdeltagere ekskluderer sig selv eller bliver ekskluderet fra fodboldklubberne (Mauro, 2016).

Disse forhold kan dog ikke alene forklare den lavere idrætsdeltagelse blandt børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund. Både i Danmark (Nielsen et al. 2013) og i Norge (Strandbu et al. 2019) er minoritetsbefolkningen overrepræsenteret i den laveste socioøkonomiske gruppe. Og meget tyder på, at socioøkonomi også er en betydelig faktor i forhold til børn og unges deltagelse i foreningsidræt. Uanset om det drejer sig om minoritets- eller majoritetsbørn. Kontingenter, samt omkostninger til transport og udstyr kan medvirke til, at børn og unge med lav socioøkonomi bliver ekskluderet (Nielsen et al. 2013). Dertil tillægger minoritetsfamilier sjældent fritidsaktiviteter stor værdi, og er derfor mindre tilbøjelige til at bruge penge på deres børns deltagelse, hvilket i særdeleshed gør sig gældende for minoritetspiger (Strandbu et al. 2019).

Udover den centrale betydning af økonomi ser familien ud til at være den vigtigste faktor for børns idrætsdeltagelse i en ung alder. Men i teenagealderen bliver venner mere betydningsfulde for deltagelsen i fodbold og foreningsidræt (Pot et al. 2016; Strandbu et al. 2019). Dog har venner en større betydning for unge drenge end for unge piger, for hvem familien fortsat har afgørende betydning (Strandbu et al. 2019).

Et systematisk litteraturstudie af Temple & Crane (2016), som undersøger, hvorfor børn og unge stopper til fodbold (uanset etnicitet og/eller lav socioøkonomi), fandt, at et præstationsorienteret miljø fremmer eksklusion. Derimod tyder det på, at et procesorienteret træningsmiljø kan bidrage til at reducere eksklusion af etniske minoritetsbørn og unge (Schaillée et al. 2017; Morela et al. 2017). Et procesorienteret miljø med fokus på samarbejde og forbedring af den enkeltes evner, frem for et fokus på resultater kan altså understøtte, at klubber kan inkludere forskelligartede børn og unge. Også de der er uvante med idræt. Et procesorienteret miljø faciliterer også en positiv attitude med accept af andre kulturer og etniciteter, og bidrager til at unge med etnisk minoritetsbaggrund ikke føler sig marginaliseret (Morela et al., 2017; Elbe et al., 2018). Her er træneren essentiel, da denne kan facilitere et sådant miljø. Træneren er desuden en vigtig person, idet han/hun bevidst som ubevidst kan skabe forhold, som enten fremmer inklusion, eller fremmer eksklusion. I den henseende bør man være opmærksom på, at mange trænere i idrætsforeninger er frivillige, som ikke altid besidder den nødvendige viden og kompetence for at kunne skabe et procesorienteret miljø. Det er således nødvendigt at udbrede kendskabet til sådanne tilgange, så chancen, for at inkludere flere unge med etnisk minoritetsbaggrund øges (Morela et al., 2017).

Der mangler generelt viden om, hvordan børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund og/eller lav socioøkonomi bliver inkluderet i fodboldklubber, og hvorfor de stopper og/eller føler sig ekskluderet. Fremtidige undersøgelser bør desuden afdække forskelligheder indenfor grupperne af børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund og børn og unge med lav socioøkonomi. Som det er nu, fokuserer størstedelen af tilbuddene i foreningsidræt på middelklassens præferencer (Vandermeerschen et al. 2015) og der mangler undersøgelser, der afsøger viden om ønsker og behov blandt børn og unge fra familier med lav socioøkonomi (Vandermeerschen et al. 2015).

Der mangler også (flere) tiltag i fodbold, som fokuserer på at uddanne hele fodboldfællesskabet i at håndtere medlemmer som er anderledes end flertallet. Fokus kan være på at give foreningsledere og trænere de nødvendige evner til at bekæmpe diskrimination af børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund, og derved nedbringe risikoen for disse unges ekskludering fra fodbold (Mauro, 2016). Ligeledes kan uddannelse af trænere med fokus på at facilitere et bedre træningsmiljø gavne inklusion. Som nævnt ovenfor ved vi, at et procesorienteret træningsmiljø, kan være med til at inkludere de to målgrupper, samt undgå at de stopper (Morela et al. 2017; Scheillée et al. 2017). Der er en betydelig mængde forskning om træningsmiljøet i fodbold, men det mangler fortsat at blive undersøgt i sammenhæng med etnicitet og socioøkonomi. Desuden bør fremtidige undersøgelser også undersøge andre forhold der er relateret til træningsmiljøet (Elbe et al. 2018). Det gælder eksempelvis hold-dynamik, relationer mellem spillere, kommunikation og lederskab, der bør undersøges sammen med betydningen af etnicitet, religion, køn og socioøkonomi for (potentielle) deltagere i fodboldklubber.

Rapporten peger på tre interventioner (de Meij et al. 2010; Goosens et al., 2016; Ryom, 2017) der har haft succes med at inkludere børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund og/eller lav socioøkonomi i idrætsforeninger og fodboldklubber. Fælles for de tre interventioner er, at der har været fokus på at inddrage flere forskellige samarbejdspartnere, som påvirker målgrupperne. Både skolen, kommunen, forældre og lokale fodboldklubber/foreninger, herunder trænerne, var alle vigtige at inddrage. Og deres samspil lader til at være afgørende for at få inkluderet flere børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund og børn og unge med lav socioøkonomi. Brugen af rollemodeller viste sig også som en betydningsfuld del i interventionen af Ryom (2017). Her blev professionelle fodboldspillere med etnisk minoritetsbaggrund inddraget. Al Ganideh (2018) havde også succes med dette, om end et noget mere nuanceret syn på rollemodellers funktion er interessant at forfølge.

Der er altså flere steder at starte med tiltag der kan bidrage til at øge inklusionen af børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund og/eller lav socioøkonomi. Goosens et al. (2016) har haft succes med at øge idrætsdeltagelsen blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund ved brug af den såkaldte POWER-intervention der understøtter samarbejde mellem de unge, deres forældre og de lokale foreninger (Goossens et al., 2016). Her er hovedfokus på individets følelse af at have personlig kontrol over deres liv og miljø. Det interessante ved intervention er, at den reducerede deltagernes følelse af marginalisering (Goossens et al., 2016). POWER-interventionen fokuserer på en lang række forhold ved børn og unges hverdagsliv og ikke kun på deres idrætsdeltagelse. I tilknytning til fremtidige interventioner er det interessant at afsøge, om sådanne holistiske interventioner har mere succes end interventioner med et specifikt fokus på at fremme fodbolddeltagelse.