Af MADS DAVIDSEN

UEFA PRO-træner, rådgiver og ejer af Optima Football

 I 2017 udkom ledelses- og motivationsforsker Helle Hein og jeg med bogen ”Når talent forpligter”. En bog om ledelse af talent med konkrete historier fra 11 danske topatleter sammenholdt med vores feltstudier i sportens verden samt forskningen på området.

Og det er vigtigt som leder og træner for et talent, at vi både forstår og anerkender talentets motivation og primære drive for at kunne forløse talentet over tid. Mens det også er vitalt, at trænerne har et generelt åbent mindset mod forståelsen af begrebet ’talent’, der igennem mange årtier har været til evig debat.

Born or developed?

Det største spørgsmål, der hersker inden for talentforskningen og den mere populærvidenskabelige talentlitteratur, er det evige spørgsmål om arv og miljø: Er talent primært noget medfødt, dvs. et spørgsmål om genetik og medfødte intelligensformer? Eller er talent primært noget tillært, dvs. et spørgsmål om mængden og kvaliteten af træning? Dette spørgsmål har delt talentforskningen og talentlitteraturen i forskellige paradigmer.

Tilhængerne af paradigmet om det medfødte talent vil mene, at vi fødes med forskellige evner og former for intelligens, som giver nogle mennesker et anlæg for visse typer af aktiviteter. Nogle fødes med et matematisk talent, andre med et musisk talent, atter andre med et kunstnerisk talent. Talent i dette paradigme er altså en form for genetisk kode, som er forskellig fra person til person. Indimellem fødes der nogen med en helt særlig genetisk kode. Det er dem, vi alle tænker på som store naturtalenter. Albert Einstein, Wolfgang Amadeus Mozart, Pablo Picasso, Luciano Pavarotti, Michael Jordan, Usain Bolt og Lionel Messi vil inden for dette paradigme betragtes som personer, der er født med særlige forudsætninger, og som skaber særlige præstationer, som det langtfra er enhver forundt at skabe.

Tanken om det medfødte talent går langt tilbage. Kigger vi på videnskaben, er det den engelske multividenskabsmand (han var både statistiker, sociolog, psykolog, antropolog og meget andet), sir Francis Galton, der første gang for alvor tager fat på diskussionen af spørgsmålet om arv og miljø, når det gælder talent. I en artikel fra 1865 diskuterer Galton spørgsmålet og når frem til, at talent ene og alene er medfødt.

Galton mente, at mentale egenskaber (og især intelligens) nedarves på præcis samme måde som fysiske egenskaber. For at understøtte sit argument, baserede Galton sit arbejde på studier af det, han kaldte genier eller eminente mænd. Han kastede sig over en bog af sir Thomas Phillips med den mageløse titel: A Million of Facts, connected with the Studies, Pursuits, and Interests of Mankind, serving as a Common-Place Book or Useful Reference on all Subjects of Research and Curiosity. Bogen indeholder en række oplysninger om alt mellem himmel og jord og kan bedst beskrives som et grundigt konversationsleksikon, der blandt andet også indeholder beskrivelser af og biografiske oplysninger om videnskabsmænd, kunstnere, jurister mv. I bogen fandt Galton 605 personer, som alle levede mellem 1453 og 1853, og ved nærmere eftersyn viste det sig, at en forbløffende stor del af dem havde familierelationer til de øvrige på listen. Galton udbyggede sin liste betragteligt ud fra endnu flere leksika, og efter grundigt arbejde fandt han samme familietendens. Galton kunne derfor konkludere, at når man kortlagde en række særlige talenters stamtræer, kunne der påvises en høj koncentration af andre talenter inden for samme familie. Galtons egen familie var ingen undtagelse. Galton selv må med sine mange videnskabelige landvindinger og bidrag betragtes som et slags talent, og i hans egen familie var der adskillige andre, der udmærkede sig på samme måde. Mest berømt var Galtons halvfætter, Charles Darwin, og som det anes, var Galton meget inspireret af Darwins tanker om naturlig selektion.

Sikker i sin sag om det nedarvede talent blev Galton optændt af tanken om eugenik, dvs. ideen om, at man kan kontrollere og forbedre arvemateriale gennem arvehygiejne. Eugenik kommer fra græsk og betyder god (eu) fødsel (genes). Hvor meget ville man ikke kunne forbedre fremtidens afkom, hvis kvinder, som udmærkede sig på bestemte områder, blev gift og fik børn med mænd, som udmærkede sig på de samme områder? Ligesom man kan forsøge at ændre befolkningens arvemasse ved at kontrollere for genetiske defekter og arvelige sygdomme og sørge for, at kun dem med den ønskværdige genetiske sammensætning giver arvemassen videre til næste generation, legede Galton også med tanken om, at man kan fremelske særligt talent, ved at mennesker med særlige talenter får børn med hinanden. Sådanne arvehygiejniske tan- ker kan synes ekstreme i dag, men på Galtons tid mente flere videnskabsmænd, at degeneration var et reelt problem, som måtte forebygges gennem arvehygiejne.

Galton konkluderede, at alt, hvad vi besidder ved fødslen, er en arv fra vores forfædre. Spørgsmålet er så, mente Galton, om disse træk, der nedarves, kan forbedres, og om de forbedrede træk så også nedarves? Galton mente, at man sagtens kan forbedre de træk, der er nedarvet, så man kan forfine sit talent, men forbedringen nedarves ikke, for som han argumenterede:

Børn af fiskere bliver lige så søsyge som børn af landmænd, når de første gang står til søs.

Alt er derfor til syvende og sidst et spørgsmål om nedarvede gener og træk, mente Galton. Det vil dog være en misforståelse at gøre Galton til talsmand for, at det nedarvede talent ikke kan forfines, og at medfødte evner ikke kan trænes, uanset i hvilken form og størrelse de kommer. Det, der primært var Galtons ærinde, var at forklare, at talent udspringer af arvemassen, og at det f.eks. ikke er noget guddommeligt, der gives nogle få udvalgte i særlig fødselsgave. Så når man skal forklare, hvorfor nogle har talent, og andre ikke har, ligger forklaringen ifølge Galton i generne.

Øvelse gør mester

Galtons synspunkter skulle dog hurtigt blive udfordret. Allerede tilbage i 1930 fremførte den amerikanske psykolog John Watson bramfrit, at hvis han fik et dusin sunde spædbørn, så kunne han træne dem til at blive eksperter inden for et hvilket som helst område. De kunne blive læger, advokater, kunstnere, købmænd, ja, sågar tyveknægte og tiggere, uagtet deres talenter, evner, race, tilbøjeligheder og så videre. Watsons ærinde var at argumentere kraftigt imod den eugenik, som Galton var fortaler for. Watson talte ikke imod tanken om et medfødt talent, men hans ønske var et mere nuanceret syn på diskussionen om arv og miljø – en diskussion, som stadig lever i bedste velgående i talentlitteraturen i dag.

Sådanne diskussioner folder sig ofte ud i modpoler. Modpolen til Galtons syn på talent som noget arveligt er tanken om, at talent primært eller udelukkende er et spørgsmål om miljø, og i de seneste godt 20 år er der dukket flere og flere tilhængere op af det, vi kan kalde for miljøparadigmet. Et ofte fremført argument inden for miljøparadigmet er, at der ikke findes vidunderbørn med en særligt genetisk betinget gave for deres virke. Vidunderbørn er slet ikke vidunderbørn, men i virkeligheden bare børn, der har brugt mere tid end andre på at blive dygtige inden for deres felt. Ud fra denne argumentation var Wolfgang Amadeus Mozart ikke en særlig musikalsk begavelse, men snarere et produkt af far Leopold, som underviste den unge Wolfgang i musik fra en ganske tidlig alder. De mange timers undervisning gjorde, at Mozart i en tidlig alder var markant dygtigere end mange andre. De mest ivrige tilhængere af miljøparadigmet vil endda argumentere for, at andre – ja, måske alle – ville kunne nå samme niveau som Mozart, hvis de bare fik samme mængde undervisning. Miljøparadigmet har især fået medvind af en række undersøgelser, som har påvist, at mængden af træning er afgørende for, at man opnår ekspertniveau. I virkeligheden interesserede man sig i begyndelsen ikke for mængden af træning, men for noget helt andet. I 1940’erne stillede den hollandske psykolog og forsker Adriaan de Groot sig selv spørgsmålet: Hvad er det for tankemønstre og beslutningsregler, der ligger til grund for komplekse beslutninger? De Groot besluttede sig for, at det mest oplagte feltstudie til at besvare dette spørgsmål måtte være skakspillere. Det var ikke noget tilfælde, at de Groot lige valgte skak. Han var nemlig selv skakmester og spillede for Holland til skakolympiaderne i 1937 og 1939.

Når en skakspiller skal træffe en beslutning om det næste træk, er der mange valg, og det bedste valg kræver ikke bare, at man kan tænke mange træk frem, men at man kan tænke mange træk frem i mange forskellige kombinationer. Det er en eksponentiel funktion, der kan virke svimlende på almindelige dødelige. Hvis en skakspiller overvejer 10 mulige træk i det aktuelle træk, og hvis han skal tænke seks træk frem (altså tre af sine egne træk og tre af modstanderens træk), vil der være over en million forskellige udfald. Det er ikke menneskeligt muligt at overskue så mange muligheder, så hvad er det for kognitive processer, der hjælper skakspillere igennem labyrinten af mulige træk for at afgøre, hvad det bedste træk er?

Baseret på sine tidligere studier af skakspillere stillede de Groot sig selv det næste spørgsmål: Hvad adskiller skakstormestre fra almindelige skakspillere? Hvad er det, skakstormestre kan, som gør, at de bliver skakstormestre? De Groot samlede en række skakspillere og viste dem først skakbrætter med forskellige skakpositioner fra faktiske spil. Skakspillerne fik lov at kigge på positionerne i ganske få sekunder og blev derefter bedt om at rekonstruere de forskellige brikkers placering på brættet, og det viste sig, at højt rangerede skakspillere klarede opgaven markant bedre end amatørskakspillere.

De to amerikanske forskere Herbert Simon og Bill Chase tog de Groots forskning et skridt længere og arrangerede skakbrikkerne i tilfældige positioner på brættet, så de ikke stod i skakmæssigt logiske positioner i forhold til hinanden. Her var de højtrangerede skakspillere og amatørspillerne lige dårlige. Meningsfulde mønstre var altså afgørende for skakspillernes korttidshukommelse, fordi de meningsfulde mønstre udgjorde en form for skakmæssigt ordforråd. Jo længere tid de havde spillet, des større ordforråd og mønstergenkendelse havde skakspillerne. De to forskere estimerede, at skakstormestre havde ca. 50.000 mønstre i deres skakmæssige ordforråd, ligesom de også i en bisætning estimerede, at skakmestre har tilbragt mellem 10.000 og 50.000 timer med at kigge på skak- positioner, mens timetallet formentlig ligger på mellem 1.000 og 5.000 timer for lavererangerede skakspillere. Dette svarer fint til forskernes betragtning om, at ingen – selv ikke Bobby Fischer – har nået skakstormesterniveau med mindre end 10 års intens optagethed af skak. Simon og Chase henviser i deres arbejde til undersøgelser, der viser, at hvis man læser meget, fra man lærer at læse, til man er voksen, opnår man et ordforråd på 50.000 ord, så derfor ser pengene så at sige ud til at passe. På den måde påviste Simon og Chase altså, at ingen bliver eksperter i noget uden at have øvet sig rigtigt meget.

En af Herbert Simons elever er den svensk-amerikanske psykolog Anders Ericsson, som nok er den fremmeste fortaler for miljøparadigmet. Ericsson har viet sit liv til at finde forklaringen på, at mennesker præsterer forskelligt. Det spørgsmål har blandt andet bragt Ericsson og hans kollegaer til musik- konservatoriet i Berlin, hvor 30 violinister blev bedt om at føre dagbog. I 1993 udgav Ericsson og hans kollegaer en artikel om deres studier, som skulle vise sig at blive en øjeblikkelig klassiker inden for talentlitteraturen. De 30 violinister var studerende på konservatoriet, og de blev udvalgt af lærerstaben ud fra deres niveau. Der blev valgt 10 personer fra tre forskellige grupper. Blandt eleverne i solistklassen, det vil sige de elever, som sigtede efter en karriere som violinister i et symfoniorkester, valgte man 10 af de allerbedste. Denne gruppe blev meget rammende kaldt ’de bedste’. Derudover valgte man også 10 elever blandt de næstbedste i solistklassen, og den gruppe blev kaldt ’de gode’. Endelig blev der valgt 10 elever i den gruppe, som læste til musiklærer med violin som hovedfag, men fordi deres uddannelse sigtede mod en anden karriere, var violinadgangskravene lavere for dem end for solistklasseeleverne. De blev med henvisning til deres fremtidige karriere kaldt for ’musiklærerne’.

I dagbogen skulle de udvalgte violinister anføre, hvor lang tid de brugte på forskellige musikrelaterede aktiviteter og andre typer af aktiviteter. De skulle derfor føre dagbog over, hvor lang tid de brugte på at øve alene, øve med andre, spille for sjov alene, spille for sjov med andre, gå til undervisning, undervise selv, solooptræden, ensembleoptræden, musikteori, musiklytning etc. De skulle også føre dagbog over, hvor lang tid de brugte på huslige pligter, indkøb, børnepasning, fritid, sport og søvn. Ud over at angive, hvor lang tid de brugte på de forskellige aktiviteter, skulle de også angive, hvor vigtig de mente, den enkelte aktivitet var i forhold til at forbedre deres violinspil, samt hvor krævende de vurderede den enkelte aktivitet til at være. Alle tre grupper angav øvetid alene som den vigtigste aktivitet i forhold til at forbedre deres violinspil. Det blev efterfulgt af musikteori og musiklytning, mens det at spille for sjov alene blev vurderet til at være langt mindre vigtigt. Af de ikke-musikrelaterede aktiviteter blev søvn vurderet til at være det vigtigste element til at forbedre sit violinspil.

Ericsson og hans kollegaer kiggede derpå efter sammen- hænge i de tre gruppers dagbøger. De kunne se, at alle brug- te godt 50 timer om ugen på musikrelaterede aktiviteter, men der var stor forskel på, hvor lang tid de brugte på at øve alene. De bedste og de gode brugte ca. 24 timer om ugen, mens musiklærerne brugte ca. ni timer om ugen. De bedste og de gode lagde primært deres øvetid alene før frokost, mens musiklærerne ikke havde nogen fast rutine. Alle tre grupper øvede alene i sessioner på 1-11⁄2 time ad gangen. Der tegnede sig også et andet mønster. De to bedste grupper sov i gennemsnit 60 timer om ugen, mens musiklærerne sov ca. 55 timer om ugen. De to bedste grupper tog ofte en middagslur om eftermiddagen på hverdage, mens den praksis var meget mindre udbredt blandt musiklærerne.

Endelig bad Ericsson og hans kollegaer violinisterne om retrospektivt at estimere, hvor mange timer de havde brugt på at øve violin alene, fra de begyndte at spille violin og frem til, de var fyldt 18. Også her var der forskel på grupperne. De bedste havde sammenlagt øvet sig cirka 7.400 timer alene, de gode havde øvet sig ca. 5.300 timer alene, mens musiklærerne kun havde øvet cirka 3.400 timer alene. Man bad derefter en gruppe ældre violinister i et symfoniorkester om at estimere, hvor meget tid de havde brugt på at øve alene frem til de fyldte 18, og de havde i gennemsnit øvet sig cirka 7.300 timer alene, dvs. nogenlunde det samme som de bedste blandt eleverne på musikkonservatoriet.

Tilsammen gav disse mønstre anledning til, at Ericsson og hans kollegaer konkluderede, at dem, der opnår ekspertniveau, også er dem, der øver sig mest alene – og vel at mærke i rigtigt mange timer. Øvelse gør med andre ord mester.

Bevidst, målrettet træning

Mønstrene gav dog også anledning til andre overvejelser for Ericsson og hans kollegaer. For hvorfor er det lige øvetiden alene, som er så udslagsgivende for, om man når ekspertniveau? Hvad er det ved øvetiden alene, der gør, at den opfattes som den mest krævende aktivitet? Og hvad har det med middagslur at gøre? Ericsson og hans kollegaer mente, at svaret er bevidst, målrettet træning (deliberate practice). Det er den kritiske faktor i udviklingen mod ekspertniveau, og det er det, Ericsson og hans kollegaer mente, foregik i øvetiden alene.

Bevidst, målrettet træning er, som navnet antyder, en træning, der involverer, at man arbejder bevidst og fokuseret mod veldefinerede, specifikke mål, der typisk omhandler en forbedring af ens svagheder. Når man har defineret, hvad det er for en præcis evne, man vil forbedre, øver man sig på den specifikke evne ved at lave små ændringer i det, man gør, hvorefter man evaluerer, justerer og retter fejl og prøver igen, mens man gradvis gør øvelsen sværere og sværere. Det forudsætter for det første, at man øver sig på noget, der lige akkurat rækker ud over ens aktuelle evner. Det er med andre ord noget, der foregår uden for komfortzonen. For det andet forudsætter det en høj grad af koncentration, og derfor er det noget, man generelt kun kan gøre i halvanden time ad gangen, nøjagtigt som Ericsson så med violinisternes alene øvetid. Det er en krævende træningsform, og Ericsson antog, at det var derfor, violinisterne opfattede det som den mest krævende aktivitet, og at det også var derfor, de ofte sov til middag efter træningen.

Derfor adskiller bevidst, målrettet træning sig markant fra andre former for træning. Det adskiller sig fra det, man gør for sjov, f.eks. når violinisterne spillede for sjov alene eller sammen med andre. Det adskiller sig fra det, man gør, når man øver sig på det, man er god til i forvejen. Det adskiller sig fra det, man gør, når man er i flow – når man oplever, at man ikke behøver tænke over det, man gør, men når man glemmer tid og sted og oplever, at det bare flyder ubesværet fra én. Det adskiller sig fra det, man gør, når man skal præstere, f.eks. når violinister spiller koncert, eller når atleten spiller en kamp, eller når kirurgen opererer. Det er en langt mere effektiv træningsform, hvor der hele tiden sker en gradvis, målrettet udvikling af ens evner. Bevidst, målrettet træning indeholder ifølge Ericsson den formel, der gør, at man fortsætter udviklingen mod ekspertniveau.

Effekten af bevidst, målrettet træning underbygges af undersøgelser, der peger på en biologisk mekanisme, der lagrer kompetencer, når man træner på en bestemt måde. I bogen The Talent Code beskriver Daniel Coyle effekten af myelin. Myelin er et isolerende lag, der indkapsler nervefibrene i hjernen og skaber en slags motorvej for hjernens signaler. Jo mere man har øvet sig på en måde, der svarer til bevidst, målrettet træning, des mere myelin dannes der, og des stærkere og hurtigere bliver ens tanker og bevægelser. Det kræver dog store mængder energi og tid at udføre en bestemt bevægelse så mange gange, at man får pakket nervefibrene ind i tilstrækkeligt store mængder myelin, hvilket stemmer godt overens med Ericssons påpegning af, at det kræver en anseelig mængde timer at opnå ekspertniveau.