Forældre til elitesportsudøvere tilpasser ofte hele familielivet efter barnets sportslige behov. Det afspejler det intensive forældreskab, som Charlotte Faircloth (2014) beskriver, hvor idealet om at være en “god forælder” er blevet mere krævende.

Tidligere har begreber som tigermødre og curlingforældre beskrevet forskellige forældrestrategier. Imidlertid foreslår Jesper Stilling Olesen, Lektor hos DPU, og Martin Treumer Gregersen, Ph.d. og ekstern lektor hos DPU, i et nyt studie begrebet elitesportsforældre.

Studiet har titlen ”Elitesportsforældre som en intensiv forældrestil – et etnografisk studie af hvordan forældre samstemmer opdragelse i to danske elitefodboldklubber” (2025).

Gennem et etnografisk studie af 15- til 18-årige talenter i drengefodbold har Olesen og Gregersen undersøgt den særlige form for forældreskab, der er opstår i og omkring danske elitefodboldklubber, og hvordan det afspejler opdragelsesstrategier.

I stedet for at fokusere på, hvorvidt forældre støtter eller forstyrrer elitesportens dagsorden, undersøger Olesen og Gregersen de ambivalenser (modstridende følelser), som forældre oplever i balancen mellem kortsigtede sportslige mål og langsigtede hensyn såsom uddannelse, familieliv og social udvikling. Ambivalenserne kan føre til fysisk og følelsesmæssig belastning, hvis ikke et stærkt samarbejde mellem forældre og de professionelle i talentmiljøet etableres.

I denne artikel kan du læse et resumé af analysen og konklusionerne.

Forældrenes rolle i talentudvikling: Fra støttefunktion til social kontekst

Forskningen har traditionelt set på forældre som en støttefunktion i børns sportslige udvikling, især i elitesport. Eksempelvis introducerede Jean Coté (1999) en model med tre udviklingsstadier, hvor forældre gradvist skal træde i baggrunden for at støtte deres barns talentudvikling. Ligeledes har Jon Hellstedt (2005) beskrevet forældre enten som en kilde til stress eller som en allieret, der tilpasser sig barnets skiftende behov.

På trods af bred enighed om forældres betydning har forskningen haft begrænset fokus på de sociale og kulturelle kontekster, som former forældres adfærd i elitesport. Clarke og Harwood (2014, 2016) fremhæver, at forældre identificerer sig stærkere med deres barns fodboldkarriere i takt med barnets udvikling, men at de samtidig må navigere forsigtigt i talentmiljøet.

Der efterlyses mere forskning, som undersøger forældres samarbejde med klubber og hvordan deres perspektiver formes af de sociale rammer.

LÆS OGSÅ: Hvilken effekt har dual career på unge spilleres udvikling i dag – og i fremtiden?

I lyset af dual career-forskningen, der ser atleter som hele mennesker med både sportslige og akademiske forpligtelser, bliver forældre en uundgåelig del af deres barns udvikling. Etnografiske studier af Jens Christian Nielsen, Jesper Stilling Olesen og Martin Treumer Gregersen har analyseret forældrenes rolle i idrætsklasser og elitefodboldklubber, hvilket understreger behovet for en mere nuanceret forståelse af forældreskabet i elitesport. Fremtidig forskning kan med fordel inddrage nyere perspektiver på intensivt forældreskab for at udvide forståelsen af forældrenes rolle i talentudvikling.

Intensivt forældreskab og sportsforældrenes rolle

Begrebet intensivt forældreskab beskriver en stadig mere omfattende forældreopgave, hvor forældre investerer store mængder tid, energi og ressourcer i deres børns udvikling. Ifølge Faircloth (2014) er dette ideal både børnecentreret og ekspertstyret, men også følelsesmæssigt og økonomisk krævende.

I sportens verden forstærkes dette ideal især for forældre til talentfulde børn. Noel Dyck (2012) beskriver, hvordan sportsforældre ikke blot betaler kontingent og transporterer deres børn, men også forventes at støtte klubber økonomisk og deltage aktivt i børnenes sportslige liv.

Samtidig balancerer de en dobbeltrolle: De skal 1) støtte barnets talentudvikling og 2) beskytte dem mod de udfordringer, en elitesportskarriere indebærer. Dette skaber et spændingsfelt, der ikke kun eksisterer mellem klubber og forældre, men også internt i forældrene selv. For at håndtere dette kræver det et tæt samarbejde mellem forældre og sportslige eksperter.

Elitesportsambitioner hos forældre og klubber

Forældrene til unge fodboldtalenter deler klubbernes ambitioner om elitesport og engagerer sig aktivt i deres børns udvikling. De ser samarbejdet med eliteklubber som en nødvendighed for at hjælpe deres børn med at realisere deres sportslige potentiale. Samtaler med forældre viser, at de understøtter drengenes mål uden nødvendigvis at presse dem, men snarere gennem “opfølgning” og “opbakning”.

Forældrenes engagement indebærer også et “bindende skub”, hvor de hjælper børnene med at fastholde deres valg, selv når motivationen svigter:

“Vi har en aftale, og nu kalder du det et pres, så kalder jeg det et bindende skub. Nu havde vi en aftale, og nu er det sådan, at det er, og så kan det godt være, at der er lidt modvind, men så må du sidde i modvinden i et stykke tid” (forældre fra x-klub).

Dette intensive forældreskab indebærer også en tæt koordination med klubberne, hvor ungdomskontrakter skaber klare forventninger. Disse kontrakter indebærer både forpligtelser for spillerne og deres forældre – eksempelvis at afstå fra ferier eller sociale aktiviteter, hvis det kan forstyrre den sportslige udvikling. Forældrene må derfor ofte forsvare deres valg over for andre, der ikke deler deres opdragelsesideal.

Klub og forældre samstemmer prioriteringen mellem sport og uddannelse

Til trods for den fælles, sportslige ambition er det vigtigt for elitesportsforældre, at klubben også prioriterer drengenes uddannelse. Forældrene ønsker sikkerhed for, at deres sønner kan følge med i skolen, samtidig med at de satser på fodbolden.

Klubbens dual career-program bidrager til denne tryghed og til at sikre en balance mellem skole og sport:

“Jeg oplever, at den trivsel de nu har på [efterskole] og i kontakten til [klub] fungerer rimelig gnidningsfrit og har egentligt oplevet, at de har været gode til at afstemme […] noget af det drengene kan blive udfordret på, er, at det ene miljø stiller nogle krav, og det andet miljø stiller andre krav, men der synes jeg egentligt, at de er gode til at flette det sammen” (forældre fra x-klub).

Dog viser det empiriske materiale, at der er forskellige holdninger blandt forældrene til, hvordan dual career-programmet skal vægtes. Nogle forældre mener, at det er nødvendigt at prioritere fodbolden i en periode for at forfølge drømmen om en professionel karriere:

“Kan du to ting 100 procent? Og der kom vi til den konklusion, at det kan man ikke. Du er nødt til at vælge. […] Vores råd var 100 procent på fodbold og så se, hvor langt du kan drive det – og så må skolen blive samlet op efterfølgende” (forældre fra x-klub).

Disse forskellige prioriteringer kan skabe uoverensstemmelser mellem klubben og forældrene. Særligt når forældrene oplever, at deres indflydelse mindskes, og klubben har det sidste ord i, hvordan skole og fodbold skal balanceres.

Forældrene bakker som regel op om klubbens disciplinære tilgang til skolearbejde, hvor manglende afleveringer eller lektier medfører konsekvenser såsom udelukkelse fra træning. Dette stemmer overens med den disciplinære kultur i fodboldklubberne og giver forældrene en sikkerhed for, at deres sønner ikke forsømmer skolen. Men det rejser også et pædagogisk spørgsmål om, hvorvidt straf er den bedste måde at håndtere udfordringer med skolearbejdet på. Da forældrene ofte accepterer klubbens tilgang, bliver samstemmelse i praksis et spørgsmål om at tilpasse sig klubbens opdragelsesprincipper.

Opdragelse uden for fodbold og uddannelse er sværere at samstemme

Forældre til elitefodboldspillere står ofte overfor en udfordring, når det gælder opdragelsen af deres børn, da meget af deres hverdag og udvikling styres af klubben. Forældrene overdrager en del af opdragelsen til klubben, men det er ikke kun fodbold og skole, der skal samstemmes – det handler også om drengenes sociale liv og generelle trivsel. En forælder beskriver det som:

“De er jo et eller andet sted et projekt. Det er jo et projekt vi giver vores barn til og siger, nu får I en større del af ansvaret, end ellers for mit barns udvikling og trivsel, og der skal man være rimelig sikker på det set-up, man bringer sit barn ind i” (Forælder fra Y-klub).

Der er ikke enighed blandt forældrene om, hvorvidt det unikke, strukturerede miljø, som fodboldmiljøet tilbyder, opvejer det, børnene går glip af i forhold til almindelige ungdomsoplevelser. En forælder reflekterer:

“De får så noget andet, men det tror jeg er mindst lige så godt. De får en mere struktureret hverdag og de lærer at prioritere nogle ting og strukturere deres hverdag og få styr på tingene” (Forælder fra X-klub).

En anden forælder er dog mere bekymret for, hvad børnene går glip af:

“For mig ligger en lige så stor del af skolegangen i at være med i nogle af de sociale aktiviteter, fordi jeg ved hvor meget det kitter sammen. Hvis man ikke er med i det, så misser man en stor del” (Forælder fra X-klub).

Disse perspektiver understreger, hvordan forældrene balancerer den sociale og personlige udvikling af deres børn i et miljø, der primært fokuserer på fodbold og skole, og viser det svære valg mellem at give deres børn unikke oplevelser gennem fodbolden eller sikre, at de også får erfaringer udenfor sportens verden.

Elitesport leder drengene ind i et kulturelt homogent miljø

En af de største bekymringer blandt elitesportsforældre er, at deres drenge kun omgås andre fodboldspillere og dermed risikerer at blive en del af et homogent miljø, der ikke udfordrer deres måde at være på eller deres syn på verden.

Forældrene er især bekymrede over, at deres børn ikke får mulighed for at socialisere med unge fra andre miljøer, hvilket kan føre til en ensidig udvikling. Dette gælder især i sportsklasser og i klubben, hvor drengene tilbringer meget tid sammen med deres fodboldkammerater. En forælder udtrykker bekymring for, at hans søn kun har sine holdkammerater som klassekammerater, hvilket betyder, at han ikke møder andre perspektiver i løbet af sin skolegang:

“Der starter man op i 7. klasse og det var rigtig fint at de havde den mulighed på idrætslinjen… men det kan også blive for meget med de samme venner og snakke med de samme fra morgenstunden til de skal hjem” (Forælder fra X-klub).

Forældrene er også bekymrede for, at deres børn bliver for fokuseret på fodbold og derfor mister muligheden for at lære at omgås mennesker med forskellige interesser og synspunkter. De frygter, at drengene bliver så opslugte af fodboldverdenen, at de mister forbindelsen til andre aspekter af livet. En forælder deler sin frygt for, at deres søn vil ende med at føle sig isoleret i fodboldverdenen, når han bliver ældre:

“Frygten som forældre … er, at han kommer til at sidde helt alene i hans lejlighed med ting han skal bøvle med, fordi fodboldverdenen er jo hård” (Forælder fra X-klub).

Desuden oplever nogle forældre, at de har svært ved at præge deres børn, fordi de ikke længere deler de samme sociale erfaringer. I stedet for at kunne dele værdier om venskaber og socialisering med mennesker uden for fodboldmiljøet, føler de, at deres børn kun er optaget af fodbold og de relationer, der er forbundet med sporten. De ser det som en udfordring, at deres drenge kun udvikler sig inden for fodboldens snævre rammer og ikke har de samme muligheder for at blive “hele mennesker” gennem andre sociale erfaringer.

LÆS OGSÅ: At balancere konkurrence og trivsel: Eliteatleter beskriver mental sundhed ud fra fire temaer

Forældrene ser en risiko i det kulturelt lukkede miljø, som deres børn er en del af, og de ønsker, at de skal have en bredere forståelse af verden og relationer. De håber, at deres børn vil kunne forholde sig til forskellige mennesker og ikke kun dem, der deler deres interesse for fodbold.