Til OL i 1968 hævede en ukendt amerikaner barren for, hvad det vil sige at lave et højdespring.
Richard Dick Fosbury overraskede verden ved at genopfinde en teknik, der år forinden var blevet lagt på hylden af alle andre.
På daværende tidspunkt benyttede de fleste højdespringere sig af den såkaldte ‘straddle technique’, hvor hovedet vender nedad, når stangen krydses. Fosbury vendte dog tingene på hovedet og sprang med ryggen først over stangen.
Anvendelsen af den nye teknik sikrede ham ikke bare guldmedaljen. Det revolutionerede også sporten.
Inden for få år havde alle andre udøvere skiftet spor og adapteret det såkaldte ‘Fosbury Flop’.
I dag er teknikken stadig altdominerende, omend i videreudviklede former. Individuel tilpasning har eksempelvis medført forskel på tilløbet og armenes position under springet.
Dette eksempel viser, at kreativitet kan drive den sportslige udvikling og præstation fremad.
Det viser dog også, at kreativitet kan være vigtigt for at nå et højere præstationsniveau. Da Fosbury udviklede teknikken, sprang han nemlig på et lavere niveau end konkurrenterne.
Dette er afsættet for nærværende artikel, der viser, hvorfor eliteidrætsudøveres evne til at tænke anderledes kan være en afgørende faktor for at nå verdenstoppen.
Kreativitet på eller udenfor stadion?
I de seneste år er betydningen af udøvernes kreative kompetencer for alvor kommet i fokus rent forskningsmæssigt.
Her tænkes der ikke bare på evnen til at overraske modstanderne på banen, men på kreative problemløsningsfærdigheder, som er vigtige for at løse de hverdagsagtige eller trænings- og præstationsrelaterede udfordringer, idrætsudøvere møder i løbet af deres karriere.
Dette giver anledning til at skelne mellem to former for kreativitet:
- Sportsspecifik ’in-game’ kreativitet – evnen til at producere fleksible og unikke løsninger til forskellige spilsituationer (for eksempel mand mod mand-dueller på kanten af feltet).
- Domænegenerel, hverdagsagtig kreativitet – evnen til at generere nye og brugbare løsninger til åbne opgaver eller udfordringer (for eksempel træne en teknik på en ny måde, eller håndtere uventede forstyrrelser inden konkurrencer).
Domænegenerelle kreative evner (for eksempel fantasi og opfindsomhed) er vigtige på tværs af domæner og situationer, mens sportsspecifik kreativitet forudsætter specialiserede færdigheder inden for den pågældende sportsgren (for eksempel kropslige kompetencer).
Mange tror fejlagtigt, at kreativitet kun handler om spillet på banen, men der kan og bør ligeledes foregå meget kreativitet i det skjulte, for eksempel i træningslokalet eller atleternes hverdagsliv.
Altså i alt det, der ikke foregår på de olympiske stadions i Tokyo. Som eksemplet med Richard Fosbury understreger, gælder dette også i sportsgrene, der ikke umiddelbart forbindes med kreativitet.
Fra små til store opfindelser
For at tydeliggøre kreativitetens altafgørende rolle i eliteidrætsudøvernes hverdag og karriere, er det relevant at inddele forskellige niveauer for kreativitet. Disse niveauer opdeles alt efter graden af ’kreativ impact’, altså hvem idéen er ny og brugbar for, samt hvor nyskabelsen foregår:
- Kreativitet med mini K: Løsninger, der kun er nye og meningsfulde for skaberen.
- Kreativitet med lille K: Idéer og løsninger i hverdagen, der bemærkes af andre personer.
- Kreativitet med professionelt K: Nye og brugbare løsninger i en professionel kontekst.
- Kreativitet med stort K: Banebrydende løsninger, der ændrer måden folk lever på.
En af årsagerne til at de mindst synlige former for kreativitet, altså mini og lille k, er vigtige, er, at de forbindes med en række positive aspekter, der kan fremme udøveres velvære og udvikling, og dermed deres langsigtede præstation.
De er eksempelvis vigtige for vores mentale velbefindende og lykkefølelse, gør os mindre stressede, og øger vores åbenhed overfor nye oplevelser.
Hvis der er plads til disse former for kreativitet i vores arbejdsliv (eller træning for den sags skyld), kan vi desuden blive bedre til at forfølge vores mål og mere tilfredse med vores arbejde.
To eksempler på kreativitet med stort K
Kreativitet med professionelt K kan opnås af succesfuldt innovative udøvere, der lever af deres sport.
De adskiller sig fra normen, har udviklet en unik stil, og fornyer kontinuerligt deres måde at træne og konkurrere på til fordel for dem selv og deres omgivelser (for eksempel medspillere, trænere og sponsorer).
Det professionelle K svarer i princippet til det lille, men da det er sværere at forny en professionel kontekst (der tit er konservativ), ses dette som et højere niveau af kreativitet.
En komparativ analyse af Fosburys Flop og et gymnastisk spring, der blev udviklet af Mitsuo Tsukahara (Tsukuharas hvælving) har ført til beskrivelsen af fire delprocesser, der kan føre til kreativitet med stort K i sport:
- Atleten møder et problem (for eksempel et ønske om præstationsforbedring) og søger løsninger.
- Atleten får en idé til at anvende en ny, utraditionel tilgang til at overkomme udfordringen.
- Idéen forbedres systematisk igennem en optimeringsproces for at øge præstationen.
- Idéen udbredes, adopteres og anvendes af mange andre atleter inden for disciplinen.
De første to faser forløber nogenlunde ens ved mini og lille K (omend idéen ikke er ny for andre). Derfor er der bred enighed om blandt forskere, at jo flere erfaringer en udøver (eller et hold) får med mini og lille K, jo større chance er der for at skabe et professionelt eller stort K på senere tidspunkter i deres karriere.
Som angivet ovenfor har de mindre synlige former for kreativitet dog også en værdi i sig selv.
Kreativitet understøtter en exceptionel tilgang til træning
Men hvorfor er det så, at kreativitet kan bidrage til at gøre udøverne til de bedste af de bedste, hvis vi ser bort fra de banebrydende idéer, der skaber nye måder at deltage og præstere på?
En forskningsgennemgang viser, at olympiske mestre i højere grad end andre eliteatleter besidder kvaliteter såsom en høj grad af indre motivation (de er drevet af udfordringen og glæden ved aktiviteten frem for at opnå resultater og anerkendelse), determination, dedikation, lærevillighed, vedholdenhed og kreativitet.
Forfatteren bag dette studie argumenterer desuden for, at kreativiteten bidrager til at opretholde de olympiske atleters exceptionelle træningsattitude.
Et middel til at blive på toppen
Datagrundlaget viser således, at fremtidige guldvinderne i højere grad var karakteriseret ved en stor villighed til at udføre en stor mængde træning af høj kvalitet.
Dette kan skyldes, at de er i stand til at indføre kreativ variation i disse aktiviteter, hvilket er med til at opretholde den indre motivation.
Kreativitet ser ikke bare ud til at være vigtigt for at nå toppen, men også for at blive på toppen.
Et studie fra 2002 viste, at flerfoldige olympiske guldmedaljevindere fra blandt andet ishockey, freestyle skiløb og brydning opfattede kreativitet som en essentiel kvalitet i vedligeholdelsen af deres høje sportslige præstationsniveau.
Deres eksperimenterende tilgang og opfindelsen af nye færdigheder, bevægelser og strategier til træning og konkurrence, hjalp dem med ikke bare med at forme deres præstation.
Det hjalp dem også med at opretholde afstanden til konkurrenterne og tilpasse sig sportens nye trends og tendenser.
Kreativitet i hverdagen øger præstationerne
Et af de allertidligste studier af kreativitet i sport målte på 14-17-årige slovakiske fodboldtalenters hverdagskreative potentiale med Torrance Test of Creative Thinking (TTCT).
Denne test måler på divergent tænkning, der kort fortalt dækker over evnen til at generere mange forskellige idéer til en åben opgave.
Dette kan primært sammenlignes med kreativitet mini K, men er vigtigt for alle de forskellige niveauer for kreativitet.
Antagelsen er således, at jo bedre testresultater, desto større chance har vedkommende for at være kreativ i mødet med forskellige udfordringer.
Sammenlignet med resultater fra en række andre tests, afslørede studiet, at de mest kreative var mindre påvirket af fejl og mindre stressede over livet med skole og elitesport (dual career).
Studiet fandt desuden en sammenhæng mellem divergent tænkning og fodboldtrænernes bedømmelse af spillernes kamppræstationer.
Disse resultater fik efterfølgende anerkendte forskere til at udpege kreativitet som et vigtigt psykologisk aspekt af at talent i fodbold.
Siden da har et studie vist, at spillere fra Allsvenskan (den bedste fodboldrække i Sverige) havde bedre divergent tænkning end spillere fra de to næstbedste rækker.
I denne test havde spillerne et minut til at forbinde et nogle prikker i en firkant på så mange måder som muligt. De spillere, der klarede testen bedst, scorede flere mål og lavede flere assists i de to følgende sæsoner.
Evnen til at få nye idéer er værdifuld
Et lignende studie undersøgte sammenhængen mellem eliteatleters hverdagskreative evner og sportslige færdighedsniveau.
Hele 208 olympiske atleter fra Canada blev inddelt i niveauerne, 1) experts, 2) advanced og 3) intermediate (ud fra en færdighedstest).
Det hverdagskreative potentiale blev målt i en skriftlig test, hvor atleterne skulle finde på så mange løsninger som muligt til to realistiske hverdagsudfordringer i elitesport.
Udfordringerne oplistes her i komprimeret form:
- Hvad ville du gøre for at undgå at blive distraheret og negativt påvirket af en atlet i din træningsgruppe, der altid præsterer på et højt niveau?
- Hvordan vil du håndtere en obligatorisk men sent planlagt træningssession i en periode, hvor du også arbejder på et tidskrævende skoleprojekt?
Studiet viste, at de udøvere, der var klassificeret som eksperter, klarede sig bedst i testen.
Disse resultater indikerer, at evnen til at generere forskellige ideer ved at anskue hverdagsproblemer fra forskellige perspektiver kan være vigtigt for at opnå et højt færdighedsniveau.
Det ser således ud til at kreative evner til at løse disse typer af små og store udfordringer kan hjælpe udøverne med at overkomme forskellige former for modgang.
Man kan ligeledes forestille sig, at kreative evner er hensigtsmæssige, hvis udøvernes rolle ændrer sig (eksempelvis fra anfører til bænkevarmer), hvis de får en ny træner, hvis de bliver skadet, eller hvis de ikke er så fysisk veludviklede som deres modstandere – det er håndboldspilleren Mikkel Hansen et eksempel på.
Desuden viser en nylig artikel, at kreative evner er vigtige for udøvere på alle niveauer under komplekse forandringer såsom COVID-19 pandemien (for eksempel fordi udøverne ikke kunne træne på samme måde, som de plejede at gøre på grund af nedlukningerne).
LÆS OGSÅ: Hvordan trænes kreativitet, så vi kan få flere kreative genier på fodboldbanen?
Et opgør med idéen om de 10.000 timer
Baseret på ovenstående forskning kan der argumenteres for, at 10.000 timer ikke nytter noget, hvis man ikke sørger for at flette noget kreativitet ind i træningen.
Anders Ericksons oprindelige teori om deliberate practice, der sidenhen blev oversat til idéen om at 10.000 træningstimer er påkrævet for at opnå ekspertise inden for ens disciplin, indeholder desuden et tydeligt kreativt element.
Dette ser dog ud til at være gået tabt i den populistiske oversættelse af begrebet.
Ericssons begreb for bevidst, målrettet træning var baseret på et studie af violinister og omhandlede faktisk udvikling af exceptionel kreativitet, altså kreativitet med stort K.
Med god hjælp fra andre handler dette ikke om at træne i mange timer, men om at træne de rigtige ting. Det gælder om at træne de udfordrende ting, som kan hjælpe udøveren med at udvikle sig.
Det ser altså ud til, at dedikation og træningsflid er nytteløst, med mindre du træner kreativt.
Artiklen er forfattet af Ludvig Johan Torp Rasmussen
Ph.d., Postdoc ved Sport & Social Issues, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet
Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler.
Læs den oprindelig artikel her.
