Julian Nagelsmann, Thomas Tuchel, Jürgen Klopp og Hansi Flick hører til blandt de mest kendte og succesfulde trænere i Europa i dag. De repræsenterer “trænerkvalitet made in Germany” og er eksempler på en generation af trænere, der skal leve op til stigende forventninger og krav.
Forskellige udviklinger har bidraget til, at trænerrollen er blevet mere alsidig og kompleks.
Anselm Küchle er Head of Education and Training hos International Football Institute, og han har foretaget en empirisk undersøgelse af kompetenceprofiler og kravene til cheftrænere i professionel fodbold.
Gennem interviews med trænere, sportsdirektører og uddannelsesansvarlige var formålet med studiet at undersøge, hvordan træneropgaverne har ændret sig de seneste år, og hvilke kompetencer professionelle trænere skal besidde for at imødekomme de øgede udfordringer og krav.
Resultaterne viser tydeligt, at ledelse er den centrale, tværgående kompetence for cheftrænere i professionel fodbold. Cheftrænere er i dag ledere, hvis opgaver strækker sig langt ud over banen, og ledelseskompetence indebærer “evnen til kreativt og selvstændigt at handle i uforudsete og fremtidsorienterede ledelsessituationer”. Derudover spiller troværdighed, beslutningsevne og kommunikationsevner en afgørende rolle.
Her kan du læse et resumé af undersøgelsen, som oprindeligt er udgivet på DFB-Akademie.
Cheftrænerens ændrede opgaver og fokusområder
Küchle (2022) foretog først to forundersøgelser og derefter hovedundersøgelsen. I den første forundersøgelse var cheftrænerens opgaver i fokus, mens den anden forundersøgelse identificerede de vigtigste kompetencer for en cheftræner. I hovedundersøgelsen, der omfattede interviews med 11 sportsdirektører og 17 cheftrænere (såkaldte ekspertinterviews), har Küchle analyseret både selvopfattelse og omverdenens opfattelse samt karriereveje. Nederst i denne artikel kan du læse konkrete udsagn fra interviewene.
Cheftrænerens opgaver og fokusområder har ændret sig markant i de seneste år som følge af forskellige påvirkninger. Opgaverne er blevet mere specifikke og detaljerede, og ledelsesopgaverne er vokset, i takt med at trænerstaben bliver udvidet.
Samtidig er påvirkningen af spillerne fra medspillere, ledere, medier og spilleragenter blevet langt større. Det betyder, at trænere i dag skal vurdere deres beslutninger ud fra flere forskellige perspektiver fra omverdenen. Andre væsentlige påvirkningsfaktorer er øget medieopmærksomhed og sociale medier samt brugen af teknologier, data, kampanalyser etc.
Coaching, ledelse af hold og stab
Figur 1 viser de identificerede kerneopgaveområder for cheftrænere i professionel fodbold. Undersøgelsen fremhæver, at cheftrænere (ud over deres opgaver “på banen”) særligt har ansvar for coaching samt ledelse af både holdet og staben.
Disse ansvarsområder betegnes som “must”-opgaver på linje med varetagelse af medier og optrædener i offentligheden. De mere “klassiske” træneropgaver såsom planlægning, gennemførelse og observation af træning kan derimod uddelegeres. Cheftræneren bevarer dog det overordnede ansvar.
Cheftrænernes kompetenceatlas
Opgaveområderne dannede grundlag for næste trin i undersøgelsen, hvor de vigtigste kompetencer for cheftrænere blev identificeret. For hvilke kompetencer kræves for at håndtere de komplekse opgaver?
For at besvare dette blev der anvendt et teamsportsspecifikt kompetenceatlas inspireret af Knackstedt et al. (2020). Ti eksperter vurderede 64 delkompetencer ud fra kompetencernes betydning for cheftrænere i professionel fodbold. I vurderingen blev der skelnet mellem normalperformere, topperformere og fremtidens kompetencer.
Aktivitets- og handlekompetencer skiller sig ud
På tværs af de tre evalueringskategorier (normalperformere, topperformere og fremtidens kompetencer) var det aktivitets- og handlekompetencer, der blev vurderet højest (jf. figur 2). Blandt de 20 højest vurderede kompetencer var der konsekvent syv delkompetencer inden for denne kategori.
Omvendt klarede fag- og metodekompetencer sig dårligst, idet kun fire af de 20 højest vurderede kompetencer faldt inden for dette område.
Eksperterne var dog enige om, at fagkompetencer er en grundlæggende forudsætning for at kunne arbejde i professionel fodbold. Tidligere studier underbygger dette resultat og fastslår, at fagkompetencer er afgørende for at blive træner. Det gælder dette studie af Christian Lang (2020) og dette af Thomas Apitzsch (2012).
Delkompetencer som troværdighed/tiltro (P), spiller- og medarbejderudvikling (P), pålidelighed (P), beslutningsevne (A), kommunikationsevne (S) samt coaching- og rådgivningsevner (S) blev i alle kategorier fremhævet blandt de 20 vigtigste kompetencer. Disse delkompetencer kan derfor betragtes som grundlæggende for enhver cheftræner uanset konteksten.
Ifølge teorien om kontekstfølsomhed fremlagt af Strauch, Wäsche & Jekauc (2019) skal trænere kunne tilpasse og anvende deres kompetencer i forskellige sammenhænge (eksempelvis børnefodbold, seniorfodbold og forskellige niveauer inden for både bredde- og elitefodbold).
For at identificere de 20 vigtigste kompetencer for cheftrænere blev gennemsnittet af top- og fremtidskompetencer beregnet og rangeret efter betydning. Til det reducerede kompetenceatlas for cheftrænere blev de fem bedst vurderede delkompetencer inden for hver hovedkategori inkluderet.
Disse delkompetencer er som følger:
Personlige kompetencer:
- Troværdighed og tiltro
- Engagement og arbejdsindsats
- Spiller- og medarbejderudvikling
- Disciplin
- Pålidelighed
Aktivitets- og handlekompetencer:
- Beslutningsevne
- Robusthed og følelsesmæssig stabilitet
- Optimisme og evnen til at skabe begejstring
- Resultatorienteret handling
- Målrettet og resultatorienteret ledelse
Sociale og kommunikative kompetencer:
- Teamwork og teambuilding
- Dialogevne og spillerorientering
- Problemløsning og krisehåndtering
- Coaching- og rådgivningsevne
- Kommunikationsevne
Fag- og metodekompetencer:
- Planlægningsevne
- Ekspertise
- Analytiske evner
- Bedømmelsesevne
- Respekt og anerkendelse.
Eksperternes udsagn om kompetencer
Som nævnt, foretog Küchle (2022) en række interviews med 11 sportsdirektører og 17 cheftrænere fra 1. og 2. Bundesliga med det formål at afdække vigtige kompetencer. Her kan du læse uddrag fra interviewene, som knytter en kommentar til kompetencerne:
- Personlige kompetencer: Troværdighed, spiller- og medarbejderudvikling blev fremhævet som afgørende. En sportsdirektør udtalte: “Troværdighed og tillid er for mig fundamentet for samarbejdet med en træner. Derudover er spiller- og medarbejderudvikling de vigtigste komponenter.”
- Aktivitets- og handlekompetencer: Beslutningsevne og robusthed blev anset som centrale. En træner forklarede: “Vi bruger hele dagen på at kommunikere eller træffe beslutninger, ofte under pres. Derfor er beslutningsevne helt afgørende.”
- Sociale og kommunikative kompetencer: Kommunikationsevne og problemløsning blev fremhævet. En sportsdirektør kommenterede: “Kommunikationsevne er for mig det vigtigste. Ingen diskussion.”
- Fag- og metodekompetencer: Analytiske evner og respekt/anerkendelse var blandt de vigtigste. En sportsdirektør sagde: “Analytiske evner er fundamentet for al metodekompetence. Kan man ikke analysere spillet, har man valgt det forkerte job.”