Talent og talentudvikling handler om at forløse et potentiale i fremtiden, så derfor er det vigtigt at kigge på, om de frø, vi sår i dag, bærer frugt senere hen.
Derfor har vi brug for nogle gode evalueringspunkter til vores talentarbejde, og i denne artikel præsenteres tre konkrete bud på, hvor vi bør evaluere.
Når det kommer til arbejdet med talentudvikling – uanset om det er i sporten, erhvervslivet eller det offentlige – så ligger der en enormt stor udfordring i at evaluere på de tiltag, der bliver lavet.
Talent og talentudvikling handler nemlig om at forløse et potentiale i fremtiden, så derfor er det vigtigt at kigge på, om de frø, vi sår i dag, bærer frugt senere hen.
En af udfordringerne er bl.a., at vi lever i en omskiftelig og dynamisk verden, og det vi vurderer som vigtigt og væsentligt i dag, er måske noget andet om fem år.
Derfor har vi brug for nogle gode evalueringspunkter til vores talentarbejde, og i denne artikel kommer jeg med 3 konkrete bud på, hvor vi bør evaluere.
I sportens verden diskuterer man stadig om talent er et spørgsmål om arv eller miljø, men trenden er overvejende at fokusere på, hvordan miljøet påvirker talent (fx træningstyper, -mængde, specialiseringsveje, holistisk tilgang).
I andre arenaer, som i erhvervslivet eller det offentlige, viser forskning, at der findes mange definitioner på talent, men at det væsentligste er, at organisationerne selv har skabt klarhed om, hvad talent er, hvordan det kan findes eller udvikles, og hvilken strategi og organisering, der skal gøde fundamentet for talentudvikling.
Det bliver dog også understreget, at der sjældent er skabt klarhed om organisationernes egen talentfilosofi og talentdefinition, hvilket selvsagt udfordrer, hvordan man effektivt kan evaluere og måle en organisations talentindsatser.
Den udfordring kan denne korte artikel ikke løse, men den kan kaste lys over, hvilke 3 områder, du bør fokusere på i din evaluering, hvis du arbejder med talenter.
Inden vi går til evalueringspunkterne, kommer der lige lidt baggrund.
Den Canadiske psykologiprofessor Françoys Gagné understregede, at talent handler om at være særligt dygtig og have udviklet særlige egenskaber, der gør, at man hører til blandt de bedste 10% i sin (alders)gruppe.
Mindst lige så vigtigt, viste Gagné med sin forskning, at man bør udvikle talent systematisk, og at talent afhænger af flere faktorer (forudsætninger, personlighed, relationer og miljø, held, træning). Med denne definition, er vi optagede af individet som talent, og hvordan vi udfolder det talent.
Her bør man altså evaluere de førnævnte faktorer systematisk, med et særligt fokus på om indsatsen udvikler det enkelte talent.
I 2010 udviklede Kristoffer Henriksen et Ph.d.-projekt, som satte fokus på miljøet omkring talentet snarere end selve talentet. Forskning i sport har vist, at det har været notorisk svært at spotte talenter, og mindst lige så svært at udvikle effektive talentprogrammer for de udvalgte.
En evaluering af tyske talentprogrammer i sport viste, at kun op til 2% af de unge udøvere, som var i et talentprogram, blev eliteatleter. Det til trods for at talentprogrammerne var sat i verden for at optimere og målrette ressourcerne, så talentprogrammerne indeholdt de bedste trænere, bedste faciliteter, eksperter, bedste udøvere til skærpe konkurrencen og niveauet, osv.
Derfor blev det interessant at undersøge talentmiljøer, som havde vist sig at være i stand til at udvikle eliteudøvere stabilt over mange år. De studier ledte frem til en justeret definition af talentbegrebet på baggrund af Henriksens resultater.
Denne talentdefinition understreger stadig, ligesom Gagnés, at talent afhænger af forudsætninger hos individet, men lægger i endnu højere grad vægt på individets interaktion og samspil med sit omkringliggende miljø.
I mine øjne er én af de væsentligste tilføjelser, at talenter i denne definition er kendetegnet ved at bidrage tilbage til miljøets fortsatte udvikling. Man kigger altså ikke alene på, hvordan miljøet kan støtte talenterne, men også på hvordan talenterne er med til at udvikle og vedligeholde økosystemet – altså talentmiljøet.
Med det fokus bør vi altså evaluere miljøets evne til at udvikle talenter via træning, koordinerede indsatser, fordeling af ressourcer m.m., men også om vores talenter er indstillet på at give noget tilbage til miljøet.
Hvilke definitioner og forståelser vi baserer vores talentarbejde på, får altså betydning for, hvordan vi bør målrette arbejdet og vores evaluering.
Mine konkrete forslag er, at vi begynder at tænke de følgende evalueringspunkter ind – selvfølgelig samtidig med, at vi tager højde for organisationens egen filosofi om talentudvikling.
De 3 punkter er:
Dét at være talentfuld kan med fordel måles på mere end blot at udmærke sig fagligt indenfor sit felt. Her kan man fx evaluere på om talentet bidrager til sine kollegaers udvikling og påtager sig opgaver der er væsentlige for miljøet fremfor (kun) egen karriere.
Det vil altid være fristende at gå efter kortsigtede gevinster og resultater, men hvis vi vil arbejde medtalentudvikling, må vi turde tænke langsigtet. Det skal være tydeligt i vores evaluering, at vi måler på adfærd og indsatser, som er målrettet udvikling for fremtiden (fx at talentet afprøver nye roller, kompetencer, og samarbejdsrelationer).
Om vi vil det eller ej, så er talentudvikling en social affære, som bliver påvirket af mange aktører. I ethvert talent-setup er det derfor essentielt, at indsatserne mellem de forskellige aktører er koordinerede og afstemte.
Talentudvikling bliver hurtigt til talentafvikling, hvis talenter bliver hevet og flået i fra modsatrettede sider. I vores evaluering er det derfor relevant at måle på, om vores talenter oplever indsatserne som koordinerede og hensigtsmæssige, men også hvordan talentudviklerne (ledere, trænere m.fl.) oplever indsatserne.
Lavpraktisk kan evaluering foregå på mange måder, og jeg har erfaret, at man både i sporten og erhvervslivet benytter subjektive evalueringer (fx årlige medarbejderudviklings- og spillersamtaler) og mere objektive evalueringer (fx hvor mange talenter har vi produceret, har vi opfyldt vores mål for perioden).
Der er dog meget at hente ved at blive dygtigere til at evaluere perioderne imellem og evaluere indsatserne/processen løbende. Fra projektledelseslitteratur ved vi, at summativ evaluering (evaluering af konkrete resultater, effekter og gevinster) er nødvendig, men at den sjældent kan stå alene.
Formativ evaluering, som fokuserer på læring og processen frem mod resultaterne, indeholder et stort potentiale i talentudvikling. I stedet for at spørge ”nåede vi vores mål?”, kan man supplere med ”hvad opnåede vi, ved at nå vores mål?” og ”hvad kan vi lære af processen, som kan optimere vores indsatser fremadrettet? Understøtter vores miljø og organisation vores processer? Og foregår talentudvikling mere på trods af vores organisering og strategi fremfor på grund af?”
Afslutningsvis er det værd at bemærke, at evaluering er en metode til at fremme læring. Dermed er evaluering ikke målet i sig selv.
Det er min forhåbning med denne korte artikel at slå et slag for, at vi tør evaluere vores talentindsatser ift. vores talentfilosofi og -definition, og at vi tør ændre vores evalueringspunkter. Det kan vi, hvis vi tør tænke evaluering ind på flere forskellige metodiske måder og på den måde kaste lys over, om de indsatser vi gør i dag, hjælper os til at høste frugterne af vores talentudvikling i fremtiden.
“The term talent designates the superior mastery of systematically developed abilities (or skills) and knowledge in at least one field of human activity to a degree that places an individual within at least the upper 10% of age peers who are or have been active in that field or fields” (Gagné, 2004)
”Talent er et sæt af kompetencer og færdigheder, der er udviklet på baggrund af både medfødt potentiale og mange års interaktioner med et miljø – for eksempel i form af træning og konkurrence – såvel som evnen til at udnytte miljøets styrker og kompensere for miljøets svagheder og til at bidrage til miljøets fortsatte udvikling.” (Henriksen, 2010)
Denne artikel er oprindeligt bragt på promentum.dk
Artiklen er skrevet af Ole Mathorne, der netop har afsluttet sin Ph.d om talentudvikling i sport.
