Constraints led-approach vinder indpas blandt trænere, der ønsker at skabe mere dynamiske og selvstændige spillere, som formår 1) at opfatte og forstå en specifik situation og 2) at omsætte ’her og nu’-informationer til løsninger.

Men hvad er constraints, og hvordan arbejder du Constraints-Led Approach?

De spørgsmål tager Jeppe Mathiasen, cheftræner for B.93 U19-drenge og idrætsstuderende ved Københavns Universitet, samt Mads Vittenbach, cheftræner for F.C. Københavns U15-drenge, fat på i denne podcast.

Her får du en indflyvning til Constraints-Led Approach som teori og tre former for constraints, og så hører du om, hvorfor det er relevant skifte fra decision-making til adaptability, attunement og affordances.

Derudover får du inspiration til, hvordan du tager teorien med ud på træningsbanen – og ikke mindst sikrer, at øvelser og sammensætningen af constraints lever op til træningens tema og formål. Det indebærer også, at du som træner i højere grad skal fungere som facilitator end instruktør.

Jeppe har blandt andet skrevet studieprojekt om tilgangen, mens Mads skrev opgave om temaet i forbindelse med sin A-trænerlicens.

Constraints er ikke begrænsinger – men forstærkere af løsninger

Overordnet kan constraints beskrives som de rammer eller betingelser, der er til stede i en fodboldtræning. Det er noget, vi ser i alle træningsmiljøer.

Dog er der forskel på constraints og Constraints-Led Approach, som Jeppe uddyber:

»Forskellen ligger i selve formålet. Ved Constraints-Led Approach bruger du constraints bevidst til at manipulere en træning for at fremme en eller anden form for selvorganisering i et repræsentativt miljø. Det er constraints med et formål.«

I stedet for at diktere præcise bevægelser eller løsninger skaber træneren – ved hjælp af constraints – rammer, hvor spillerne selv organiserer og tilpasser deres handlinger.

Skal vi oversætte constraints til dansk, »er den bedste oversættelse ’begrænsninger’, for det er noget med på den ene side at fratage spillere nogle muligheder i det miljø, de bliver sat i, for at tvinge spillerne til selv at finde frem til nogle nye – hvis constraints er designet korrekt – mere effektive løsninger,« fortæller Mads.

Men svagheden i den danske oversættelse er, at constraints ikke altid fungerer som begrænsninger, men ofte snarere som forstærkere af alternative løsninger:

»Du fjerner ikke nødvendigvis løsninger, men får spilleren til at opdage mere effektive løsninger,« uddyber Mads.

Et konkret eksempel kan være træning af to stærke og fysisk store 9’ere. Her findes der flere måder at tilrettelægge træningen på, og måske er udgangspunktet, at holdkammeraterne skal kunne spille lange bolde op på angriberne.

Du kan vælge at træne 11-mod-11 med indlagte stop, eller du kan arbejde med skabelontræning og pasningsmønstre.

»Arbejder du med Constraints-Led Approach,« siger Jeppe og forklarer en øvelse, »kan du dele banen op i tre zoner, hvor de sparker bolden op fra første zone til sidste zone, og scorer de uden at bolden rammer den midterste zone, tæller scoringen tre point. Så skaber vi et incitament til at skabe en løsning på et problem.«

Læringssynet lægger ifølge Jeppe stor vægt på implicit læring:

»Det vil sige, at læringen opstår ud fra, hvad der sker i nuet og aha-oplevelser. Det er ikke så meget den eksplicitte læring, hvor vi går step-for-step. Det er ikke nødvendigvis mestring af én bevægelse, men hvordan den specifikke bevægelse bruges og dens funktion.«

Tre former for constraints

Constraints-Led Approach bygger på idéen om, at læring og udvikling bedst sker, når spilleren møder forskellige udfordringer – eller constraints. Disse kan overordnet inddeles i tre kategorier:

• Miljømæssige constraints, som dækker ydre omstændigheder som vejrforhold, underlag og tilskuerlarm.
• Individuelle constraints, der relaterer sig til den enkelte spiller, herunder alder, erfaring, fysik, mentale forhold og tidligere erfaringer.
• Opgavebaserede constraints, som eksempelvis regler, antal berøringer eller måltype.

Om de opgavebaserede constraints uddyber Jeppe:

»Her kan vi som trænere komme ind og ændre på et spil. Det gælder banestørrelse, zoner, regler, antallet af med- og modspillere, brugen af jokere. Og så er det træneren selv: Hvordan agerer vi, når vi står på fodboldbanen til en træning?«

De opgavebaserede constraints fylder ofte meget i selve designprocessen, men de individuelle og miljømæssige constraints spiller især en rolle i analysen af spillernes adfærd.

»Hvorfor handler spilleren, som han/hun handler? Hvilke faktorer spiller ind på præstationen? Ude hos os ved KB bliver en kunstgræsbane hurtigt våd, når det regner, og det har en effekt på tempoet, spillerne kan spille,« fortæller Mads og tilføjer, at vejr- og vindforhold derfor må indgå i evalueringen:

»Hvad er det for nogle muligheder for handlinger, spilleren opfatter?«

Fra decision-making til adaptability, attunement og affordances

Decision-making og beslutningskompetence bruges ofte som buzzwords, men inden for Constraints-Led Approach er det mere relevant at arbejde med begreber som:

• Repræsentativitet, hvor træningen ligner og afspejler kampens krav.
• Adaptability, som beskriver spillerens tilpasningsevne.
• Attunement, som refererer til finjustering af opmærksomheden mod de mest relevante informationer i spillet.

Affordances er også et centralt begreb og beskriver de handlemuligheder. Alt, hvad spilleren gør, og hvordan han/hun bevæger sig, er det på baggrund affordance og af en information, som spilleren har set eller opfatter i sin situation. Disse affordances kan ifølge Jeppe fremprovokeres gennem Constraints-Led Approach:

»I B.93 arbejder vi med diagonale spil ud på siden for at skære bolden ind gennem modstanderens organisering. Det er noget specifikt, vi vil have spillerne til at orientere sig efter, men er kun en mulighed, når der er en spiller at spille bolden ind til. Affordancen er, at vi ønsker, at spillerne skal orientere sig derind, men der kan jo opstå andre situationer i praksis. Eksempelvis at en kant er fri.«

Mads henviser til et forskningsstudie om basketball, hvor en færdighed blev undersøgt med og uden modstand:

»De opdagede, at tog de et tre-pointskud i basketball uden modstand og dykkede ned i udførslen af skuddet, så var der en enorm forskel på den tekniske udførsel – hvordan du bevæger dig. Når modstanden kom på, blev variabiliteten højere, og her kommer begrebet overførbarhed også ind i billedet. Når færdigheder bliver skabt og trænet uden modstand, bliver den motoriske udførsel anderledes.«

Her tydeliggøres også forbindelsen mellem perception og aktion. Træner du uden modstand, fjernes en væsentlig del af spillets perception, og aktionen isoleres.

Flere former for affordances skaber repræsentativitet

Begrebet shared affordances er centralt, fordi spillere kan opfatte de samme situationer forskelligt. Trænere skal forsøge at skabe den samme opfattelse af de samme situationer – både ud fra de individuelle kompetencer, erfaringer og viden om spillet.

Repræsentativitet er nøglen til at overføre læring fra træning til kamp. I en mere traditionel forståelse handler repræsentativitet om banens form og kamptempo. Ud fra Constraints-Led Approach kan du i stedet arbejde med begrebet action fidelity, hvor selve handlingerne udgør det repræsentative:

»Mads kan i princippet lave et spil, som ikke er på en aflang bane, men de handlinger, spillerne laver under dét spil, kan i sig selv være repræsentative for det, de vil lave i en fodboldkamp,« fortæller Jeppe.

Funktionel affordance er en videreudvikling af begrebet og handler om, at de handlemuligheder, spillerne møder i træningen, skal afspejle kampens krav.

Performance achievement refererer til, at når spillerne lykkes med at løse en problemstilling, skal de også opleve den succes, som minder om kampens kontekst.

Spillerne skal fra A til B – og selv finde løsningen

Hvordan ser det så ud i praksis på træningsbanen? Det giver Mads et eksempel på med possession-spil med områder, hvor spillet skal flyttes hen, og spillerne skal sætte pasninger for at få point:

»Det har en væsentlighed i forhold til spillernes adfærd, for du ser ret tit spillere med kort afstand til bolden, og de sikrer at skabe et lille overtal omkring modstanderens presspiller. Hvis det er dét formål, du går ind til øvelsen med, vil jeg påstå, at øvelsen er repræsentativ i forhold til den skill, du vil lære spillerne.«

Udgangspunktet er, at det ikke handler om én rigtig løsning, men om at komme fra A til B – og at spillerne selv finder vejen.

Som eksempel fremhæver Mads arbejdet med F.C. Københavns U15-hold, der ønsker »mange lag i holdet« for at gøre det sværere for modstanderen at forsvare sig:

»Skal vi arbejde på U15 med det i et spil, kan det være i et kvadratisk spil, hvor banen deles ind i tre vertikale zoner. Hvis vi laver en regel om, at du skal modtage bolden i endezonen for at score – altså, du må ikke drible ned i endezonen,« fortæller Mads og uddyber arbejdet med ’rollen for de nærmeste’ og ’rollen for de næste’:

»Hvis rollen for de nærmeste er at få modstanderens pres til at løfte for at skabe noget rum, og rollen de næste kan være at give muligheden for at spille bolden frem i banen.«

Rollerne kan skifte løbende, så spillerne lærer at genkende situationer, hvor nye rum opstår og skal udfyldes.

Fra instruerende til faciliterende træneradfærd

Trænerens opgave er at skabe incitamenter til, at spillerne selv finder løsninger. I en opgave på sit studie har Jeppe arbejdet med at begrænse det boldbesiddende hold og samtidig skabe tydelige incitamenter.

Et eksempel kan være arbejdet med indlægsstrategier, hvor der gives forskellig belønning afhængigt af, hvor scoringen kommer fra – eksempelvis tre point fra danger zone, to point fra siderum og ét point centralt.

»Vi belønner for at score i danger zone, men vi fratager ikke spillerne muligheden for at søge gennembrud centralt,« påpeger Jeppe, og Mads supplerer:

»Trænerens absolut vigtigste opgave er at uddanne spillerne i at kunne opfatte de specifikke informationer, som er med til at bidrage til en positiv løsning.«

Trænerrollen skifter dermed fra instruerende til faciliterende og coachende. Det handler om at balancere mellem at vejlede og guide uden at give spillerne løsningen.

»Det er meget misforstået, at du som træner bare skal miste kontrollen, og så må spillerne selv finde ud af det hele. […] Det skal være svært nok til, at de ikke bare kan løse det selv, men let nok til at de kan løse det, hvis de får den rigtige guidance,« fremhæver Jeppe.

Gennem spørgsmål, feedback og justering af constraints kan træneren styre spillernes opmærksomhed mod det væsentlige – uden at tage ejerskabet fra dem. Anvendelsen af constraints må ikke fratage spillerne retten til at vælge egne løsninger, som i situationen kan være mere realiserbare eller fordelagtige.

I forlængelse heraf peger Mads på portugisisk fodbold som en inspirationskilde, hvor constraints er en naturlig og indlejret del af kulturen. Jeppe afslutter med et citat fra den tyske træner Thomas Tuchel:

»Jeg træner spillerne i ’hvad’, og så må de selv finde ud af ’hvordan’.«

DOWNLOAD Fra teori til træning: Ecological dynamics som didaktisk ramme for spillerudvikling