I princippet er transition bare en overgang. Når vi taler om transition i fodbold og transitionstrænere, er det typisk i forbindelse med overgangen fra akademi til senior.

Netop transitionen fra ungdomsspiller til seniorspiller i elitefodbold har Niels Lawaetz, som i dag er U19-kvindelandstræner, for nylig skrevet Pro-opgave om. Han har en fortid på akademierne i henholdsvis AaB og Lyngby Boldklub, og det er netop erfaringerne med og viden om talentudviklingsarbejdet, som dannede grundlaget for hans undersøgelse.

Thomas Lollike skrev ligeledes i 2019 Pro-opgave om transition og er blandt andet tidligere transitionstræner i Brøndby IF Masterclass. Sammen med Niels Lawaetz diskuterer han i denne GameChanger-podcast, hvilke faser der kendetegner transitionen for unge spillere. Og mere specifikt: Hvordan etablerer unge spillere sig på førsteholdet?

Du får blandt andet indsigt i, hvad et talent er, hvorfor fællessprog og strategi er afgørende, og hvordan klubber kan arbejde mere bevidst og strategisk med samarbejde på tværs af akademiet og førsteholdet.

Fra en snæver til en bred forståelse af talent

Thomas Lollike peger på, at der findes to klassiske forståelser af, hvad et talent i fodbold er:

• Det medfødte talent: Her er forståelsen, at spilleren har flair for spillet og kan have ”særlige gaver” såsom en veludviklet fysik,
• Det fremtrænede talent: Her er forståelse, at spilleren kan arbejde sig til et højt niveau gennem træning.

Imidlertid er begge forståelser for snævre, og derfor argumenterer Thomas Lollike for at bruge en tredje:

»Jeg vil brede det ud. For ud over at se på fysisk talent og træning, så handler det om, hvordan talentet bliver stimuleret af miljøet, og hvordan spilleren oplever samspillet mellem de forskellige miljøer. Det kan være skolen og fodboldklubben […]. Vi skal anerkende, at udvikling afhænger af kultur, og derfor har træneren og klubberne en anden for form ansvar.«

Han tilføjer, at trænere, ledere og klubber må anerkende, at de rammer, der sættes op omkring talenterne, ikke bliver opfattet ens af alle.

Der kan være normative transitioner – det vil sige transitioner, hvor den lagte plan for spilleren bliver fulgt. For eksempel bliver overgangen set som en ’transitionstrappe’, hvor spilleren bliver stabiliseret som U17 og får sin debut på U19 og derefter kommer førsteholdet.

Men det er i høj grad lige så relevant at tale om ikke-normative transitioner, hvor der en række barrierer kan opstå.

Ligesom ikke alle talenter kommer til at følge en lige plan, bliver alle talenter ikke behandlet lige og har de samme forudsætninger. Problematikken ved at se transitioner som en trappe understreger Thomas Lollike:

»Det er jo en rulletrappe. […] Det er svært at gå et skridt tilbage af en trappe, du er på vej opad, så derfor synes jeg, at det her dynamiske begreb med ressourcer over for barrierer er meget rammende.«

Heri ligger forståelsen for, at de ressourcer, en spiller har i dag, ikke er de samme, som han eller hun har om 14 dage:

»Vi bliver nødt til at tænke endnu mere holistisk på spillerne, i forhold til at der kan være sket noget i skolen eller derhjemme eller alle mulige ting. […] Vi bliver nødt til at kigge meget aktuelt – især når vi står med spillere, der er lige ved at tage skridt fra den ene side til den anden,« pointerer Thomas Lollike.

Niels Lawaetz bygger videre på den pointe, idet han i sin Pro-opgave introducerer begrebet parat talent. Han formulerer det med afsæt i eksisterende forskningslitteratur, og det handler overordnet om, at talent ikke bare dygtige spillere, men spillere, der er klar til at tage skridtet til senior:

»Hvordan gør vi egentlig spillerne klar? Hvordan får vi det holistiske billede, som, jeg synes, vi er fornuftig og dygtige til i Danmark? […] Hvordan sikrer vi, at vi ikke laver nogle barrierer, der gør, at spilleren ikke får de sidste væsentlige ting såsom den rigtige matching og forventningsafstemning, så spilleren ikke mister motivationen, og at klubben ikke mister troen på spilleren?«

Og det er netop denne opmærksomhed på og evne til at handle efter dagligdagen, der for alvor giver trænere mulighed for at sætte deres faglighed i spil og »dosere spillerne ud fra deres udfordringer på den bedst mulige måde,« mener Thomas Lollike.

Forventning versus realitet

Der er eksempler på hurtige transitionsforløb, hvor spillere allerede som U18- eller U19-spillere får debut og slår igennem. Niels Lawaetz kommer i sin Pro-opgave frem til, at det kun er to spillere, som har et hurtigt forløb.

Langt de fleste gennemgår et længere forløb, som er kompliceret. Heri ligger en problematik, påpeger Niels Lawaetz, og kommer ind på den såkaldte stabiliseringsfase.

Spillerne har måske en forventning, men realiteten kan være noget andet:

»Det kan være en udfordring. For det første kan motivationen tabes, hvis du har en forventning om, hvad du spiller, og du bliver skuffet hver weekend. Et andet eksempel på en udfordring er, hvis du ser det som et nederlag, at du herefter skal spille nogle kampe på klubbens ungdomshold. Det er noget jeg ofte oplevet: At en spiller så det som et nederlag at være der, til trods for at os, der sidder som fagfolk kan se, at det er en helt naturlig del af din udvikling.«

Der er således store fordele i, at både klubber på tværs af akademi og senior og Fodbolddanmark skaber fælles sprog for transition – og ikke mindst, at transitionen fra ungdom til senior langt fra forløber ens for alle.

»Hvis klub, spiller og bagland kan se den samme historie og se, at det er den samme rejse, vi er på, hvor alle er enige om det, så kan historien se ud på mange måder – udfordringen er, hvis vi er meget uenige,« siger Niels Lawaetz.

Med afsæt i interviews med seks transitionstrænere i dansk topfodbold finder Niels Lawaetz sin Pro-opgave frem til fire parametre, som er vigtige for transition til og stabilisering på førsteholdet:

1. Et støttende udviklingsmiljø
2. Forventningsafstemning
3. Competitive kampminutter – og herunder bevidsthed om spilleminutter versus kvalitetsminutter
4. Adgangen til førsteholdet.

Pointen her er dobbeltsidet: Det støttende udviklingsmiljø skal ikke stoppe, når spilleren har fået debut, for det kan tage tre til fem sæsoner fra debut til, at spilleren reelt har stabiliseret sig på et førstehold. Adgangen til førsteholdet er ikke kun et spørgsmål om trænerens mod, men om strategi og trupsammensætning.

Niels Lawaetz fortæller, at en U19-ligakamp kan være spildt eller ekstremt værdifuld – afhængigt af, hvor koordineret klubben arbejder på tværs, og hvor klar spilleren er på, hvad kampen skal bruges til:

»Et godt eksempel er en transitionstræner, som siger til mig: ’Det handler også om, hvordan spillerne bruger deres minutter.’ Det er jeg meget enig i,« siger Niels Lawaetz og fortæller, at det kræver, at trænere kan arbejde på tværs og ser helheden i kampbelastning, motivation og udviklingsniveau.

Samarbejdet mellem cheftræner og transitionstræner

Når samtalen falder på, hvad der konkret hjælper spillere i overgangen til senior, peger Thomas Lollike først på ensartethed. Det er afgørende for transitionen, at spillerne bevarer de samme ressourcer i overgangen fra et trin til et andet – for eksempel i forhold til pædagogisk tilgang og værdimæssige udtryk, så spilleren kan koncentrere sig om de rent fodboldmæssige forhold som tempo og øget fysik:

»Hvordan man spiller en højre back, hvad der bliver forventet, hvordan er arbejdsbeskrivelserne, hvordan bliver træningen tilgået? Jo mere ensartet, vi kan gøre det, og jo lavere vi kan lave det trin, og jo større mulighed har spilleren helt sikkert for at lykkes.«

Heri ligger nogle strategiske overvejelser, i forhold til at forbinde akademiet og førsteholdet – både hvad angår faciliteter, og at cheftrænere kan sparre med hinanden på kryds og tværs, mener Thomas Lollike. Der er et stort potentiale i et tættere samarbejde, fordi det giver mulighed for at lave direkte sammenligninger:

»Du kan undgå at misse ting bare det at være gå op ad hinanden. At en cheftræner sparrer med sine U19-træner eller sin U17-træner, når vi spiller på samme måde: ’Hvordan løser I den udfordring, når modstanderne gør sådan og sådan?’ eller som cheftræner at kunne bruge sin U19 træner til at tale om: ’Vi går og overvejer at prøve at gøre sådan og sådan, hvad siger du til, at vi prøver det af på U19-holdet?’«

Når talentudvikling og transition skal lykkes, bliver samarbejdet mellem cheftræner og transitionstræner centralt. Thomas Lollike peger på, at cheftrænernes baggrund har ændret sig markant over de senere år:

»I dag er der en større gruppe cheftrænere, der har et solidt fundament fra talentudviklingsmiljøer. Det kunne være Brian Riemer, Thomas Frank, Kasper Hjulmand, Jacob Friis, Niels Frederiksen. I 3F Superliga er der jo både Jacob Neestrup og Mike Tullberg, Thomas Nørgaard, Rasmus Bertelsen og Jens Fønskov. Det ser jeg som en stor ressource for dansk fodbold og for spillerne i transition. De sidder pludselig med en cheftræner, der kan sproget og kender den kontekst, de unge spillere står i.«

Det er ikke kun en fordel for spillerne, men også for cheftræneren selv, understreger han:

»Det kan også være en kæmpe ressource for cheftræneren. Der kan komme et tryk udefra, hvis resultaterne udebliver, men endnu værre er det, hvis trykket kommer indefra. Formår man som cheftræner at inddrage sit akademi, så de ansatte oplever, at ‘det er vores spillere, der spiller derude’, kan det interne tryk blive til en solid intern opbakning i stedet.«

Dog skal spilletid til talenterne ikke alene være et individuelt ansvar for cheftræneren – især når turneringen er tæt og pointpresset stort:

»Det er en skæv præmis at lægge ned over trænerne. Der skal være en overordnet strategi, som klubben står på mål for. Min Pro-opgave hed ’It’s a board’s decision’, fordi beslutningen om, hvordan vi bruger vores talenter, i sidste ende er bestyrelsens – ikke cheftrænerens alene.«

Niels Lawaetz’ interviews med transitionstrænere viser, at netop det strategiske niveau – og koblingen til cheftræneren – varierer meget fra klub til klub:

»Nogle arbejder i klubber, hvor der er en klar strategi for, hvordan man vil bruge de unge og med planer for kampminutter, samarbejdsklubber og udlejninger. De oplever at være en vigtig brik i puslespillet om at finde den rigtige matching for den enkelte spiller. Andre steder er det mere tilfældigt og afhænger af, om der kommer en skade på det ‘rigtige’ tidspunkt, så en ung spiller kan få chancen.«

Her bliver trupsammensætningen et afgørende bindeled mellem strategi, cheftræner og transitionstræner, påpeger Niels Laweatz. Trupsammensætningen besluttes typisk på et højere niveau end cheftræner og transitionstræner. Hvis en klub siger, at man vil sin akademivej, men samtidig fylder truppen op med ældre spillere – måske fra udlandet – så bliver det svært at være ung spiller.

For både Thomas Lollike og Niels Lawaetz er konklusionen, at relationen mellem cheftræner og transitionstræner skal være mere end lejlighedsvis dialog. Transitionstræneren skal være en faglig sparringspartner, som bidrager med viden om belastning, matching og progression.

Hvordan rammesætter du en strategi for transition?

Niels Lawaetz’ kvantitative analyser viser, at en betydelig del af U19-ligaspillerne faktisk når op på højeste niveau:

»Jeg kom frem til, at cirka en fjerdedel af de spillere, der spiller U19-liga, ender med at spille Superliga eller opefter. Det mener jeg faktisk er et ret højt tal. Derudover har jeg ikke talt dem med, der spiller første division eller anden division på kontrakt. Det fortæller mig, at der allerede sker rigtig meget, men det kan ske klogere og bedre.«

Og netop hvad der kan gøres klogere og bedre, når det gælder strategiarbejde, giver Niels Lawaetz sine bud på. Her peger han først på, at enhver strategi må tage udgangspunkt i klubbens kontekst:

»Jeg oplevede, at ungdomstrænere i F.C. København, AaB og Lyngby stod i tre vidt forskellige scenarier. Ét sted skulle man forberede spillere til Champions League, et andet sted til første division. Ét sted har man et rekrutteringsgrundlag, der hedder København, Europa og måske verden. Et andet sted vil man primært rekruttere fra Nordjylland. Det gør en kæmpe forskel. Vi kan ikke bare lave ‘best practice’ og kopiere den fra klub til klub.«

I Pro-opgaven tilbyder han en ramme for, hvad der skal være i en strategi. Han vil arbejde ud fra fire faser, der afsæt i Natalia Stambulovas forskning, og her bliver knyttet til eksempler fra fodboldverdenen:

• Forberedelse: Hvordan gør klubben spillerne klar til overhovedet at kunne være med på seniorniveau – både fysisk, taktisk, mentalt og socialt?
• Orienteringsfase: Hvordan sørger vi for, at vores unge spillere får lov til at snuse til førsteholdet og finde ud af, hvad normerne er? Hvordan fungerer det i omklædningsrummet? Hvordan er tempo og krav i træningen?
• Tilpasningsstrategi: Hvordan hjælper klubben spillerne med at tage skridtet op – også når det kræver, at de går et skridt ned igen for en periode?
• Stabiliseringsfase: Hvad skal der til, for at spilleren kan fastholde sit niveau over tid og blive en reel del af førsteholdstruppen?

Thomas Lollike kobler strategiarbejdet til den investering, som en klub allerede har foretaget i talentudviklingen:

»Hvis vi ikke prøver vores unge spillere af, beskytter vi egentlig ikke den investering, vi har lavet. Vi kan godt have nogle fornemmelser, men når vi giver spillerne chancen, får vi syn for sagen. Vi skal kunne retfærdiggøre de mange millioner, der bliver brugt på talentudvikling, og se, hvor langt det kan bære.«

En strategi for transition handler derfor ikke kun om at definere principper på papir. Den skal oversættes til konkrete valg om rekruttering, trupsammensætning, kampminutter og samarbejdet mellem akademi, transitionstræner og cheftræner.

Eller som Niels Lawaetz formulerer det andetsteds i sin opgave: Ambitionen må være at bevæge sig fra tilfældigt held til kvalificeret held, hvor klubben strategisk og bevidst skaber de bedst mulige betingelser for, at egne talenter kan lykkes på førsteholdet.