Hvad kendetegner ud fra din erfaring den mentale omstilling, som spillere gennemgår, når de bevæger sig fra ungdoms- til seniorfodbold? Og hvordan kan trænere bedst støtte dem i den proces?

Transitionen fra ungdom til senior i elitefodbold er en kompleks proces, der indebærer store forandringer i hele spillerens tilværelse. På det personlige plan ændres hverdagen markant: Den går fra at være struktureret omkring skole og træning til udelukkende at dreje sig om fodbold – og samtidig får spilleren ofte mere fritid. Mange flytter hjemmefra, ud af en akademibolig og ind i egen lejlighed. I omklædningsrummet og hverdagen deler de nu tid med holdkammerater, der kan være i en helt anden livsfase eller komme fra andre lande – i stedet for jævnaldrende, man har meget tilfælles med.

Også sportsligt er der væsentlige skift. Mange unge spillere går fra at være blandt de bedste i ungdomsrækkerne til i første omgang blot at være en del af førsteholdstruppen – ofte med sporadiske indhop. Derudover oplever mange, at relationen til trænerstaben forandres, når de går fra akademimiljøet til førsteholdet. Her skal tillid og samarbejde genopbygges i nye rammer.

Transitionstrænere, mentaltrænere, fysiske trænere og andre tæt på spilleren kan med fordel hjælpe den unge med at undersøge spørgsmål som:

• Hvordan bygger jeg en ny, god hverdag op?
• Hvilke hverdagsvaner kan jeg optimere – eksempelvis søvn, kost, skærmtid eller restitution?

Ud over spillernes individuelle vaner i hverdagen kan trænere og fagpersoner med fordel have et fokus på den sociale del på seniorholdet. Unge spillere søger ofte mod jævnaldrende, men der ligger et stort udviklingspotentiale i at styrke de sociale færdigheder og skabe relationer på tværs af alder og kultur. Her kan træneren spille en afgørende rolle ved bevidst at skabe ‘mere trafik’ i truppen – altså flere naturlige møder mellem spillere, der normalt ikke omgås. Det kan være i træningsøvelser, mødesituationer, oprydningsopgaver eller sociale aktiviteter som fælles måltider og sponsorarrangementer.

Udvikling og præstation har bedre forudsætninger for at finde sted, når hverdagen fungerer, og spilleren socialt føler sig tryg. Samtidig er det vigtigt at fastholde fokus på spillets og fysikkens udvikling – med tydelige mål, konkrete planer og løbende opfølgning. Det gælder især i transitionsfaser, hvor vejen til fast spilletid kan strække sig over flere halvsæsoner.

Hvilke typiske mentale faldgruber ser du hos unge spillere, der er på vej ind i en seniortilværelse med øget konkurrence og ansvar? Og hvordan kan trænere og sportslige ledere være med til at forebygge eller afhjælpe dem i tide?

Om end der findes spillere, der er så dygtige og modne, at de brager direkte igennem, er transitionen fra ungdoms- til seniorfodbold sjældent en lineær proces, der konstant bevæger sig opad. For de fleste sker udviklingen over flere halvsæsoner – fra sporadiske ad hoc-træninger med førsteholdet, til et mere struktureret forløb som fast del af truppen og siden til, at spilleren samlet set rammer 50 kampe og begynder at være etableret.

Undervejs er der en række typiske faldgruber. Jeg vil fremhæve nogle af dem her og derefter kommer med nogle bud på, hvordan staben kan imødekomme faldgruberne:

For det første kommer tålmodigheden ofte på prøve i de stille perioder uden meget spilletid eller opmærksomhed. Her kan tvivl, frustration og oplevelsen af manglende udvikling udfordre spilleren – særligt hvis succes udelukkende måles på spilletid. Det er derfor vigtigt, at spilleren bevarer nysgerrigheden på sig selv, sin spilforståelse, fysik og udviklingen af rutiner. Det kan ske gennem små projekter, hvor spilleren holder fokus på områder, der kan flytte ham eller hende – eksempelvis søvn og restitution, mindfulness eller træning af positionsspecifikke færdigheder. Pointen er at bevare følelsen af progression og ansvar, selv i perioder med begrænset spilletid.

For det andet kan faldgruben paradoksalt nok opstå, når det går godt. Når spilleren rammer en god periode med spilletid og måske en vis hype, kan udfordringen komme bagefter – når fremgangen flader ud. Det kan skyldes fysisk eller mental træthed, eller at en ældre spiller vender tilbage fra skade. I sådanne perioder kan den unge have svært ved at skelne mellem indre og ydre årsager og danne uheldige antagelser som: »Jeg er pludselig blevet dårlig«, »trænerne tror ikke på mig«, eller »hvad tænker andre nu om mig?«

Her er det afgørende, at nogen i staben kommer tæt på spilleren, hjælper med at udvide perspektivet og ser ud over øjebliksbilledet. Samtidig kan der også være faser, hvor det er bedre at give spilleren lidt ro, så læringen fra de seneste udviklingstiltag får lov at sætte sig.

For det tredje kan selve setuppet omkring spilleren blive en faldgrube. I takt med, at flere fagligheder kobles på – fysiske trænere, kostvejledere, mentaltrænere, undervisere – stiger behovet for koordinering, prioritering og dosering. Hvis ikke staben har fælles overblik over spillerens aktuelle behov, kan for mange samtidige indsatser skabe overbelastning eller forvirring. Det kan modvirkes med faste statusmøder, hvor staben vender hver spiller og bliver enige om, »hvem gør hvad, og hvad der prioriteres netop nu?«

For det fjerde ligger der en faldgrube i den relationelle tilgang. Hvis trænere eller stabspersoner møder spilleren med irritation eller en dømmende attitude, vil spilleren ofte opfange stemningen – også selvom samtalen kun foregår bag lukkede døre. Reaktionen kan variere fra trodsighed til usikkerhed eller resignation. Her er det vigtigt at tage udgangspunkt i Kierkegaards pointe: »At man, når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må finde ham, der hvor han er, og begynde der.«

Det handler om at skabe en sund, ikke-dømmende kontakt til personen bag spilleren – og når den relation først er på plads, kan man trygt udfordre, konfrontere og inspirere.

Også til nogle måder at tackle faldgruberne på:

Et praktisk tiltag, der kan støtte denne proces, er etableringen af et transitionsgruppe-forløb i klubben – ledet af transitionstræner og mentaltræner. Gruppen samler både akademispillere, der er begyndt at træne med førsteholdet, og spillere, der allerede har været en halvsæson eller to i truppen.

Over tid udskiftes gruppen naturligt, efterhånden som spillere bliver etablerede og nye kommer til. Gruppen mødes eksempelvis hver sjette uge for at drøfte temaer som at ramme en dårlig træning, ‘strategier til gode indhop’ eller ‘at håndtere en hype-periode, der er klinget af’.

En simpel check-in-runde, hvor hver spiller deler, hvor han eller hun står lige nu, giver ofte rigeligt indhold. Samtidig træner spillerne evnen til at tale åbent om naturlige transitionstemaer – og det styrker deres kapacitet til at støtte hinanden i hverdagen.

Hvordan arbejder du med at gøre spillere mere bevidste om deres egne mentale styrker og udfordringer? Hvilke metoder eller tilgange vil du fremhæve som særligt effektive i arbejdet med spillere, som skal præstere på højeste niveau?

Fodbold er omskiftelig. Ikke alt lykkes, og i en jævnbyrdig kamp vil der naturligt være svingninger. Det betyder, at spillernes følelser ofte skifter i takt med, at kampen eller træningen udvikler sig. I arbejdet med at håndtere denne omskiftelighed kan det være en fordel at bruge 3R-modellen:

• Registrering: Opdage, at et udsving i følelser eller fokus er på vej.
• Release/Rumme: Frigøre sig fra – eller rumme – følelsen, uden at den styrer adfærden.
• Re-fokusering: Flytte opmærksomheden mod en justeret målsætning, en værdi, man gerne vil stå for, eller en konkret opgave i spillet.

Formålet er at udvikle spillerens selvindsigt. Spilleren bør løbende reflektere over spørgsmål som:

• Når jeg spiller godt og rammer mit niveau, hvordan føles det i kroppen?
• Hvad er mit kropssprog og min kommunikation?
• Hvilke dele af spillet har mit fokus, og hvilke tanker eller følelser fylder mest – glæde, aggression, ro eller noget helt fjerde?

Ved at kende de tilstande, hvor præstationen typisk er bedst, bliver det lettere at finde tilbage til dem og aktivt ‘producere’ de svingninger, der fører til et optimalt udgangspunkt for præstation. Omvendt er det lige så vigtigt for spilleren at kende sig selv i de situationer, hvor han eller hun ved at situationen kan blive vanskelig: Hvordan ser ens reaktionsmønstre ud?

Nogle trækker sig, andre reagerer udad, og nogle oplever en stresset uro, hvor de handler impulsivt. At kunne registrere, når en følelse er ved at tage over, og derefter anvende strategier til at frigøre sig fra eller rumme den, er centralt. Det gør spilleren i stand til at bevare kontrol over adfærd og tilgang til spillet. Her kan det hjælpe at have faste fokuspunkter – i sig selv, i spillet eller på holdet – som kan bruges til at re-fokusere på her og nu.

Ud over det præstationsfokuserede arbejde er der ofte meget at hente i hverdagen. Det handler blandt andet om at videreudvikle rutiner før, under og efter kamp samt strategier for restitution og afkobling. Der er dog store individuelle forskelle, og det er ikke et mål i sig selv at have mange rutiner. For de fleste vil det give stabilitet og tryghed i både udvikling og præstation, hvis de finder rutiner, der passer til deres personlighed og spillestil.

Morten Eskesen, som skrev det seneste indlæg, har sendt følgende spørgsmål videre til dig: Du var en del af staben til U21-EM. Hvilke karakteristika vil fremhæve hos de spillere, som du vurderer til at være stærke på det mentale område – og hvilke karakteristika der er adskiller dem fra andre?

Det er et godt spørgsmål, som bedst besvares, hvis vi har en fælles forståelse af, hvad ‘mentalt stærke spillere’ og ‘mental styrke’ handler om.

En lidt bred definition lyder: »Mental styrke handler om at være i stand til at håndtere de udfordringer, som kampen, træningen og en tre ugers slutrunde bringer.«

Herudfra mener jeg, at vi så mange gode eksempler på mentalt stærke spillere i juni. Der var spillere, der gik ind til kampene med en selvtillidspræget umiddelbarhed mod stærke modstandere. Der var spillere, der dag ud dag ind var meget omhyggelige med deres PREP, recovery og søvn og var enormt stabile. Der var spillere, som stemnings- og humørmæssigt havde en rigtig god energi og indvirkning på gruppen. Der var spillere, som accepterede deres rolle, selvom de måske oprindeligt havde ønsket en anden rolle. Eksemplerne er mange og forskelligartede.

Hvis vi snævrer spørgsmålet ind til det rent præstationsmæssige, handler ‘mental styrke’ om at være i stand til at gå ud og gøre det, du er god til, og det, du har trænet – også selvom det er af stor betydning, og der er meget opmærksomhed på præstationen og situationen. Nogle spillere siger »Ja, tak!« til situationen med alt, hvad det indebærer, og nyder ligefrem at være der.

Denne indstilling handler ikke kun om mental styrke, men stammer i høj grad også fra den stemning og det sammenhold, der er på holdet, og fra den måde at lede og kommunikere på, som kommer fra træner og stab.

I den sammenhæng er psykologisk tryghed blevet et buzzword, men det er der en grund til: Hvis den enkelte føler opbakning, det er okay at være sig selv, det er okay at lave fejl, og vi kan tale om tingene (også de svære), så aftager meget mentalt ”fnidder”. Energien kan samles om opgaverne, samarbejdet og håndteringen af de svingninger, der kan være i en kamp.