Den aktive involvering af spillere i taktiske beslutninger markerer en forholdsvis ny æra inden for fodboldstrategi. Denne trænertilgang søger at skabe en mere engageret, fleksibel og beslutningsdygtig spillertrup, der er bedre rustet til at håndtere spillets udfordringer og kompleksitet.

Når fodboldspillere bliver uddannet i taktiske elementer og får en dybere forståelse for spillet, vil de også være i stand til at bidrage til holdets arbejde, ligesom det at tale taktik med spillerne styrker spillernes relationer og kommunikation med hinanden – både på og uden for banen.

Så hvad sker der med spillernes fodboldforståelse, når de ikke kun skal udføre en taktik, men også forme den? Og hvordan skaber trænere rum for spillerinvolvering?

Landstræner, Andrée Jeglertz, fortalte i en GameChanger-podcast i foråret 2025 om sit syn på spillerinddragelse. I denne podcast tager vi spadestikket dybere, når assistenttræner Johanna Rasmussen og midtbanespiller Josefine Hasbo deler ud af metoder og øvelser – og ikke mindst effekterne heraf.

Mødet mellem analyse og fællesskab

Truppen kan både involveres i modstanderanalyse, standardsituationer og presjusteringer under kamp. Det kan eksempelvis være at svare på spørgsmålet: ”Hvad gør vi ved højt pres?”.

Udgangspunktet er, at alle har noget at bidrage med, men involveringen finder sted på forskellige niveauer og via forskellige metoder, for at den enkelte spiller skal føle sig tryg ved at give sit bidrag.

Nogle gange starter spillerne med at tale sammen to-og-to om en taktisk udfordring eller en træningsøvelse, inden spørgsmålene tages i plenum. Andre gange er det ledergruppen, som trænerstaben henvender sig til, så de får et større indblik i trænernes gameplan.

Samtidigt er begreber som autonomi, kompetence og tilhørsforhold, som blandt andet kendes fra selvbestemmelsesteorien, relevante for kulturen og rammesætningen. Og her fortæller Johanna Rasmussen om rammesætning af fællesskab og tilhørsforhold:

»Vores mødelokale er aldrig sat op i ”den traditionelle række”, hvor du kun sidder og kigger fremad og på den, der præsenterer. Vi sidder i hestesko, så vi ser på hinanden – og ikke kun træneren – så vi taler med hinanden og ikke kun fremad. […] Vi har musik i rummet, når vi kommer ind, som skaber en mere afslappet stemning. Vi har også nogle gange en leg for lige at komme op på tæerne, hvis det er ”en træt morgen”.«

Workshops og ”blinde kommunikationsspil”

Landsholdets metoder strækker sig i det hele taget vidt, når det gælder spillerinvolvering; fra workshops, gruppearbejde, to og to til individuelt, hvor spillerne kan komme med deres input:

»Vi arbejder meget bredt på det område – om det så er at sidde med en taktiktavle og tale det igennem eller kigge videoer. Vi har også kommunikationsøvelser, hvor den ene gruppe ikke kan se taktikbrættet og skal kommunikere over til den anden gruppe, så vi får kommunikationen i gang og så vi forsøger at skabe de samme billeder,« fortæller Johanna Rasmussen.

Og i forlængelse heraf fremhæver Josefine Hasbo, hvordan de forskellige øvelser gør spillerne bevidste om, hvor kompleks kommunikation er, og hvor svært det kan være at så alle til at tænke det samme, når det gælder taktik:

»Det fungerer på den måde, at du finder ud af, hvor vigtig kommunikation er, og hvor specifik den skal være for at tænke det samme (om en spilsituation, red.),« fortæller Hasbo og tilføjer, at øvelserne har en motiverende funktion, idet de vækker følelsen af autonomi og kompetence:

»Det er supercool udfordring fra et spillerperspektiv, og det skaber en lyst til selv at engagere dig i taktikken, fordi du sidder og flytter rundt på brikkerne på taktiktavlen. Og dit konkurrencegen siger: ”Den anden gruppe skal virkelig forstå, hvad jeg mener”.«

Et andet eksempel er at inddele spillerne i mødelokaler (uden trænerne er der), hvor de taler om videoklip – både defensivt og offensivt. Grupperne laver hver især en liste med bulletpoints om, hvad de ser som det vigtigste, og så samler de op i plenum og sammenligner bulletpoints.

’Agency’ og autonomi

Johanna Rasmussen forklarer, at spilforståelse og relationer forbedres, ligesom de unge spillere, som er tilbøjelige til at tænke meget på deres egen position, får en forståelse af medspilleres roller. Samtidigt bliver spillerne i stand til at træffe beslutninger på banen og at tale taktik uden for banen. Og det betyder, at spillerne bliver bedre til at hjælpe hinanden i såvel dårlige som gode perioder:

»I og med vi har nogle rammer at tale ud fra, i forhold til det vi ønsker at gøre som hold, og hvilken spilleridentitet vi har, så er det en måde, vi kommer hinanden nærmere på og forstår hinanden bedre,« påpeger Josefine Hasbo.

Og her vender hun tilbage til, at der er skabt en kultur på holdet, hvor det er ”legalt” og accepteret at tale taktik – om det er på hotellet, i spillerbussen eller på træningsbanen – og det forekommer spillerne naturligt indbyrdes at vende taktiske problemstillinger.

»Den agency og autonomi ude på banen er effekten af de taktiske samtaler – også dem uden for banen,« fortæller Hasbo og påpeger, at involveringen har udviklet hende som fodboldspiller.

Det lyder banalt, men generelt er rammesætningen for at tale sammen, det vigtigste råd fra Josefine Hasbo og Johanna Rasmussen, når det gælder taktisk forståelse og spillerudvikling:

»De her snakke er vigtige, når Hasbo deler, og Pernille Harder har nogle erfaringer, så er der andre, der fanger pointerne. Vi kan gøre hinanden bedre ved at snakke – ikke nødvendigvis ude på fodboldbanen. […] Det her med fælles billeder og erfaringer fra tidligere tager vi ind. Hvis Hasbo har lavet et pres i klubben, og Harder har lavet et pres i klubben, kan vi udvikle det.«

Det handler om involvering, men …

… involvering kan ikke stå alene. Det handler om at have tryghed til at stille spørgsmål og engagere sig i de taktiske samtaler.

Her bruger Johanna Rasmussen i stor stil sin egen erfaring som spiller. Hun var selv den introverte type og har forståelse for, at ikke alle spillere har lige stor lyst til at optræde i plenum. Derfor er individuelle samtaler en af metoderne til at arbejde med disse spillere, for alle uanset personlighed har lyst til at bidrage.

Hvis du som træner vil aktivere dine spillerne, gælder det om at kende sit hold godt, siger Johanna Rasmussen. Hvis holdet aldrig har været i et miljø med høj grad af involvering før, er rådet at tage det i små bidder.

Et råd fra Josefine Hasbo til trænere er »meget simpelt: Det handler om at stille spørgsmål.« Det er vigtigt, at træneren er nysgerrig på spilleren – både taktisk og personligt – så samtalerne bygger på tillid og tryghed.

Eksempelvis kan Josefine Hasbo komme ind på trænerkontoret med et spørgsmål og få svaret tilbage: »Hvad synes du selv?«