Hvilke tendenser i spillet er du optaget af lige nu (både nationalt og internationalt), som har størst indflydelse på, hvordan I træner og spiller med U16-landsholdet?

Jeg ser overordnet to tendenser. Den første tendens er markeringsspil i det høje pres, som jeg primært ser, når vi spiller landskampe, men i højere grad også i ungdomsrækkerne nationalt. Flere og flere af vores modstandere på U16-landsholdet praktiserer det enten centralt i banen eller over hele banen, når de går i det høje pres. Det stiller naturligvis krav til vores egne spillere, når vi møder et hold, der gør det.

På U16-landsholdet har vi talt meget om, at vi gerne vil have spillere, der i opbygningsspillet har mod til at spille en medspiller, selvom medspilleren er markeret, samtidig med at vi ønsker spillere, der tør modtage bolden, selvom de har en modspiller i ryggen. Udover at det stiller krav til modet hos den enkelte spiller, stiller det selvfølgelig også krav til orientering, første touch og generelt de tekniske færdigheder under pres, når man modtager bolden. Når vi ved, at vi skal møde en modstander, der går højt med markeringsspil, er det vigtigt, at spillerne ser muligheder frem for begrænsninger. Her taler vi ind i, at vi på den måde kan tage initiativ til, hvor på banen vi gerne vil have flyttet modstanderen hen for dermed at skabe rum andre steder til vores spillere i næste led. Det kan blandt andet gøres ved rotationer i holdet.

Det får mig også hen til en anden tendens, som jeg ser i spillet lige nu: Nemlig større grad af taktisk fleksibilitet i opbygningsspillet. Her er spillet blevet meget mere dynamisk, hvor spillerne indtager forskellige rum og ikke deciderede positioner. Vi oplever, at vores modstandere benytter væsentlig flere greb i opbygningsspillet end set tidligere, hvilket stiller større krav til vores eget erobringsspil i det høje pres i særdeleshed. Samtidig er det et stort fokus hos os selv, da vi også ønsker at være fleksible, skabe flere rum og muligheder for boldholder at spille frem i. Fleksibiliteten kan være varierende formationer, men også bare rotationer på siden eller inde centralt i banen. Vores kanter skal for eksempel ikke kun være gode 1v1 på siden, men skal også kunne deltage i mellemrum og skabe overtal centralt. Samtidig ønsker vi backs, der både kan gå på sidste linje og på andre tidspunkter kan gå ind i banen og deltage centralt.

Der er mange muligheder, og nogle af rotationerne afhænger selvfølgelig også af, hvilke type spillere vi har på banen. I den korte tid, vi har med spillerne til landsholdssamlingerne, er det vigtigste at give dem nogle redskaber og værktøjer, som de kan have med sig ind på banen. Så er det op til dem selv, hvilke de tager i brug og hvornår. Der skal stadig være en frihed for dem, hvor de træffer beslutninger ud fra, hvad de ser og ikke udelukkende ud fra, hvad de har fået at vide.

Når du kigger på fremtidens landsholdsspillere, hvilke kompetencer – tekniske, taktiske, mentale – vurderer du som de vigtigste at dyrke allerede i U16-alderen? Hvilke metoder bruger du til at udvikle spillere?

Eftersom spillet bliver hurtigere og hurtigere, tror jeg, at noget af det vigtigste er at udvikle vores spillere til at kunne bruge deres tekniske færdigheder under pres. Vi oplever, at de yngre spillere begynder at have en bedre basispakke af tekniske færdigheder, men at mange har svært ved at bruge dem, når de er under pres i landskampe. Det gælder igen både deres første touch, at kunne vende og dreje i små rum samt at afvikle/træffe beslutninger hurtigt nok.  Vi bruger generelt mange touch på at få bolden under kontrol, før vi afvikler, og det er der sjældent tid til i landskampe.

Forberedelse, orientering og scanning af banen kan hjælpe spillerne godt på vej, men det er for mig også et klart udviklingspunkt for vores spillere. De er så småt begyndt at scanne banen, men de bruger ikke det, de ser, i deres næste aktion. En af årsagerne til det er, at spillerne ikke er matchet godt nok til dagligt. Der er for mange kampe i ungdomsligaen, hvor de godt kan slippe afsted med at have mange touch og langsommere afviklinger. De er ikke under et konstant pres, og der stilles dermed ikke store nok krav til deres færdigheder.

En af de metoder, som både DBU og flere klubber har fokus på lige nu for at udvikle færdighederne, og som kan hjælpe med at få bedre matching af den enkelte, er fællesfodbold med drenge. Her er flere klubber og hold for piger begyndt at inddrage drenge i deres ugentlige træninger for netop at hæve intensiteten, ligesom nogle spillere har faste ugentlige træningsdage på drengehold. Hos DBU er vi blandt andet også begyndt at inddrage drenge i talenttræningerne for piger for at sikre, at vores bedste spillere matches, når de er samlet.

Du var sidste år den første kvinde til at være assistenttræner på et drengelandshold – U17. Hvordan bruger du den erfaring, og hvad lærer du som træner af både at arbejde med pige- og drengespillere?

Min tilgang til EM-kvalifikationen sidste år med U17-drengelandsholdet var langt hen ad vejen den samme, som når jeg er afsted med mit eget U16-pigelandshold. Mit fokus var på at bidrage så meget som muligt med fodboldfaglig sparring til trænerteamet og holdet for derigennem at hjælpe med at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at spillerne kunne præstere, mens vi var afsted.

Min erfaring fra den samling bekræftede mig egentlig bare i, at fodbold er fodbold. Det er samme sprog, vi bruger på banen til spillerne, og det skyldes selvfølgelig i høj grad den fælles spillestil, vi har, på tværs af alder og køn i DBU.

Jeg oplevede også, at drengene var lyttende og gerne ville tage i mod beskeder på samme måde, som pigerne gør. Der, hvor jeg oplever størst forskel på at træne drenge og piger, er måske, at drengene er bedre til at løse dele af spillet selv uden for mange guidelines og aftaler. Her kan nogle piger have tendens til at søge og spørge efter tydelige løsninger i spillet. Dén erfaring har jeg forsøgt at tage med mig i min egen træning med min nuværende årgang, hvor vi i højere grad italesætter og træner muligheder og værktøjer og ikke noget, vi ”skal” gøre.

Signe Pries Andersen, som skrev det seneste indlæg, har sendt følgende spørgsmål videre til dig: Nu har du efterhånden stor erfaring og været med på sidelinjen ved mange ungdomslandskampe. Hvis du skulle zoome ud og give et billede af, hvad du ser, der har været den største udvikling i selve spillet de seneste år, hvad skulle det så være?

Så vil jeg nok vende tilbage til udviklingen i den taktiske fleksibilitet og brugen af flere greb undervejs i kampe. Udover at jeg synes, at flere lande og klubber er blevet bedre til at skabe flere løsninger i selve spillet, er der også sket en stor udvikling i, hvilken rolle spilleren har på den enkelte position.

Før i tiden var hver position meget stationær, og spillede du back, stod du bredt. Spillede du midtbane, lå du centralt i banen. I dag er det helt anderledes, og vi stiller større og større krav til den enkelte spiller, når det kommer til at udfylde rollen.

Den taktiske fleksibilitet kommer også til udtryk i flere forskellige formationer, og nogle lande er bedre end andre til også at kunne skifte undervejs i en kamp. Men det er klart noget, som, jeg synes, har udviklet sig de seneste år. Og for at du kan udføre det som hold, kræver det selvføgelig spillere, der kan håndtere de nye roller og krav, der stilles.

Efter min mening kan vi dog se, at spillerne er bedre uddannet, når de kommer op til os på landsholdene nu. Selvfølgelig er der individuel forskel på spillerne, men som nævnt tidligere, kommer spillerne generelt til samlingerne med en bedre pakke – både hvad angår det tekniske og taktiske færdigheder.