GameChanger

Thomas Thomasberg: Her er de taktiske fordele ved at bruge fem udskiftninger

Key-takeaways:

  • Hvordan fem frem for tre udskiftninger er et taktisk redskab FC Midtjylland
  • Hvordan det påvirker trupsammensætningen og giver plads til flere specialistspillere
  • Hvordan det muliggør skift i formation og ændring af kampens udtryk (med kamp mod OB som eksempel)
  • Hvordan indskiftninger kan give spillere et “mentalt boost”
  • Hvordan det giver et hurtigere kamptempo og at “presse ressourcerne” ud af spillerne
  • Hvorfor fem udskiftninger særligt er en fordel hos topholdene med bredeste trupper
  • Franculino Djú og Darío Osorio som “de gode indhop.”

FC Midtjylland udnytter regelændringen om fem udskiftninger til deres fordel. Men hvordan?

 

Et mere komprimeret kampprogram blev en af konsekvenserne for den professionelle fodbold, da coronapandemien ramte i 2020. Som følge heraf blev vedtog IFAB (International Football Association Board), som fastsætter fodboldens regler, at de nationale ligaer kunne sætte antallet af udskiftninger op fra tre til fem.

De to ekstra udskiftninger skulle umiddelbart være en midlertidig løsning med henblik på at beskytte spillerne og deres helbred i det sammenpressede program.

I sæsonen 2022/2023 blev den midlertidige løsning gjort permanent i 3F Superliga og NordicBet Liga. Samtidigt har regelændringen betydet, at cheftrænernes spillermateriale på bænken er blevet bredere og ligeledes øget med to spillere (fra syv til ni).

Regelændringen har haft en væsentlig betydning for det fodboldspil, du kender. Siden 2020 er brugen af fem udskiftninger i 3F Superliga også gennemsnitligt steget:

 

Figur 1: Udvikling i antal udskiftninger pr. hold i 3F Superliga siden 2020/2021-sæsonen. Kilde: OPTA (data bearbejdet af Mounir Akhiat, Head of Football Data & Technology, Divisionsforeningen).

 

Men ét er, at antallet af udskiftninger og spillere på bænken er steget med to. Noget andet er, hvilke muligheder det giver træneren.

Det får du nogle perspektiver på i denne podcast, hvor du kommer med på besøg hos Thomas Thomasberg i FC Midtjylland.

 

Formationsændringer og et mentalt boost

Årsagen til, at det netop er FC Midtjylland, denne podcast handler om, er, at Thomas Thomasberg er den cheftræner i 3F Superliga, som oftest benytter sig af alle fem indskiftninger i kampene.

Det viser figur 2 nedenfor, som inkluderer data fra første halvdel af 2023/2024-sæsonen (efteråret 2023).

 

Figur 2: Udskiftninger pr. hold i 3F Superliga i efteråret 2023. Kilde: OPTA (data bearbejdet af Mounir Akhiat, Head of Football Data & Technology, Divisionsforeningen).

 

Her fremgår, at FC Midtjylland har foretaget 84 indskiftninger fordelt på halvårets 17 kampe. Det giver et gennemsnit på 4,94 udskiftninger pr. kamp. Det viser figur 3, hvor du også kan se de øvrige holds gennemsnitlige antal udskiftninger pr. kamp:

 

Figur 3: Gennemsnitligt antal udskiftninger i 3F Superliga i efteråret 2023. Kilde: OPTA (data bearbejdet af Mounir Akhiat, Head of Football Data & Technology, Divisionsforeningen).

 

Gennemgående for FC Midtjylland er, at udskiftninger i stigende grad bliver et taktisk redskab, som nu også kan bruges tidligere i kampen.

På det fysiske plan gør flere indskiftninger det naturligt muligt at udnytte og presse ressourcerne ud af spillerne. Det øger intensiteten kampen, ligesom tempoet og de højintense meter for et nøk op.

Hvis kampene er låst, kan du udnytte de flere udskiftninger til at ændre formation og påvirke kampens forløb. Her kommer ”det mentale boost” også ind i billedet, når du kan skifte tre på én gang og stadig have to indskiftninger til rådighed:

»Jeg har nogle gange skiftet tre ind i pausen, hvor jeg fortæller holdet, at vi skal gøre det anderledes. Det i sig selv, at der kommer tre nye markspillere ind, så har det kunnet flytte kampene både fysisk og mentalt.«

 

Plads til flere specialistspillere på bænken

En af Thomasbergs aha-oplevelser med tre udskiftninger på én gang som et taktisk redskab var i en kamp mod OB:

»Vi skrifter tre spillere ti minutter inde i anden halvleg. Havde du set, hvordan de første 55 minutter foregik, så foregik de sidste 35 minutter helt anderledes og med et helt andet udtryk. […] Jeg ved godt, at en af de ting, jeg griber til, hvis første halvleg er rigtig dårlig, er det at lave tre udskiftninger. Og den mulighed eksisterede ikke før.«

Det har også været vigtigt i forhold til at holde en trup kørende og for trupsammensætningen, for det er bedre at have 16 spillere i gang hver eneste uge end 14 spillere.

»Det har givet dig muligheden for at have endnu flere i truppen, som føler sig som en tættere del af holdet, i og med de kommer i kamp. Det har givet mulighed for at have flere på bænken, så du har specialister, du kan sætte ind i til givne opgaver.«

I forlængelse af at drage nytte af specialistspillere fortæller Thomasberg, at du kan have en spiller, som måske ikke er klar til at spille 60 eller 75 minutter, men spilleren har nogle forcer, du kan sætte ind i specifikke situationer.

Eksempelvis er Franculino Djú og Darío Osorio »kommet ind en del gange fra bænken og været med til at gøre en forskel. Her er det vigtigt at sige til dem, at de gør det så godt, at jeres chance for at starte inde bliver større.«

Af figur 4 fremgår ligeledes, at FC Midtjylland er noteret for 47 vindende udskiftninger i efteråret 2023. Det er flest i antal og anden flest i procent. FC Midtjylland har 55 procent vindende udskiftninger, mens Brøndby IF ligger på 56,3 procent.

 

Figur 4: Antal udskiftninger i relation til vundne, tabte og uafgjorte kampe i 3F Superliga efteråret 2023. Kilde: OPTA (data bearbejdet af Mounir Akhiat, Head of Football Data & Technology, Divisionsforeningen).

 

Kategori:

Udgivet:

10/04/2024

Forfatter:

Relateret indhold