Forstil dig, at du skal fordele 1.800 fodboldspillere i seks omklædningsrum, to taktiklokaler og et boldrum.
Lyder det trængt og som et puslespil, hvor flere brikker mangler?
I dag kommer du med til Jyllands største fodboldklub i Højbjerg ved Aarhus: IF Lyseng. Her er ovennævnte præmisserne for dét puslespil, de frivillige i klubben skal lægge hver uge, så fodboldspillere på tværs af børne- talent- og seniorafdelingen kan løbe ud på banerne.
Det er heller ikke uden udfordringer at tilbyde rammerne for træning på lige vilkår, og selvom det er svært, kan det være nødvendigt at at skære 10 minutter af børnetræningen, så de næste hold på det tætpakkede dagsprogram kan træne.
På trods af udfordringerne er det opløftende at huske på, at de er opstået som følge af den store opbakning til og udvikling af foreningsfodbolden i IF Lyseng.
Drøm om landshold med foreningstanken som fundamentet
Bredden er fundamentet, men i klubben bor drømmen om at udvikle nye landsholdsstjerner side om side med foreningstanken. Viktor Fischer, Jens Jønsson og Jens Stage er blandt dem, som både har trukket en IF Lyseng- og landsholdstrøje over hovedet.
Det skal du høre mere om i dag, hvor du møder Christian Lehmann, børneudviklingstræner hos IF Lyseng. Han fortæller, hvordan de frivillige er afgørende for at binde elite- og breddefodbolde sammen, og hvordan udviklingen af frivillige er fundamentet for udviklingen af fodboldspillet.
De frivillige tæller forældretrænere, men de ansvarlige for sociale arrangementer og ledelsesroller har en særlig plads i klubben. For i IF Lyseng er bliver det sociale og menneskelige vægtet ligeså højt som de fodboldmæssige færdigheder.
Og for at sætte IF Lysengs frivillighedstankegang i perspektiv kommer du i denne episode med ind på Karsten Elmose-Østerlunds kontor på Syddansk Universitet. Her forsker han i frivillighed og foreningsliv, og Karsten giver dig inputs til foreningsudvikling og anerkendelse af de frivilliges arbejde.
Mere om frivillighed i fodbold – og idræt generelt
- Lyt til den første podcast om frivillighed Kender du de frivillige, der løfter dansk fodbold?
- Læs DBU’s Frivillighedsundersøgelse fra november 2022
- Besøg DBU’s frivillighedsweb og frivillighedshjul