GameChanger

Spillet i detaljen – med Steffen Højer

Spillet i detaljen er en artikelserie, hvor Danmarks landstrænere og andre i staben på skift giver indblik i, hvad de har lagt mærke til i de kampe, de har set i ugens løb. Målet er at give dig inspiration til, hvad du selv kan holde øje med og arbejde på, når det gælder spillets udvikling.

I dette indlæg går Steffen Højer i detaljen med spillet. Han har været landstræner for U21-herrerne siden 2019, og til sommer venter EM-slutrunden i Slovakiet. Inden kalenderen siger ”juni”, venter to testkampe mod henholdsvis Polen og Spanien.

Udover de forestående testkampe rummer forberedelsen til EM også at følge spillets tendenser – og ikke mindst, hvordan det går landsholdsspillerne ude i klubberne.

Hvad er du som landstræner for U21-herrerne generelt optaget af lige nu?

Lige nu er jeg meget optaget af, hvordan det går med de 11 spillere i vores U21-bruttotrup, som har skiftet klub i dette transfervindue. Mange ting skal falde på plads for dem, og så håber jeg selvfølgelig, at de hurtigst muligt kommer ind på holdet og får en masse spilletid.

Skal jeg uddybe ”mange ting”, handler det om praktiske ting uden for banen. Vi har en spiller som Oliver Provstgaard, som er skiftet fra Vejle Boldklub til Lazio i Serie A. Men det er ikke ”bare” et skifte fra en klub til en anden, ligesom et klubskifte ikke kun er forbundet med fodboldtræning og kamp.

Spilleren skal også finde en ny bolig, lære et nyt sprog, lære en ny stab og trup at kende samt forholde sig til øget, intern konkurrence på positionerne. I det hel taget begå sig i en ny kultur langt væk fra familie og omgangskreds i Danmark.

Med andre ord er jeg optaget af, at de unge spillere falder til, fordi det er forudsætningen for at kunne udvikle sig og præstere på banen.

Hvis du tænker på de kampe, du har set i ugens løb: Hvilke tendenser i spillet har du bemærket? Og hvordan tror du, tendenserne har betydning på længere sigt?

De tendenser, som jeg primært lagde mærke til i attende spillerunde i 3F Superliga, er, at flere hold står i perioder i kampene meget lavt og kompakt. Det betyder, at det angribende hold skal kunne håndtere at angribe mindre rum, og at især temposkift, god teknik og mange løb i feltet er vigtig. Måske ser vi også lidt flere langskud igen for at åbne kompakte hold op.

Hvilke konkrete situationer eller detaljer kampe har fanget din opmærksomhed, og hvad kan du som trænere lære af dem?

Jeg har selvfølgelig også set kampe fra de udenlandske ligaer, hvor flere af U21-spillerne er repræsenteret.

En af vores angribere, Mika Biereth, er lige skiftet til AS Monaco. Han lavede et hattrick i kampen mod Nantes, og selvom tilskuere vil sige, at hans mål til 2-0 var et let mål – tap-in scoret tre meter fra målet – sad jeg derhjemme og nød det:

De er to angribende spillere mod fem forsvarende spillere i feltet, og alligevel er det med stærk forberedelse (små løb), at Mika helt selvfølgeligt kommer på det flade indlæg og sætter bolden i mål.

Hvordan kan de tendenser eller detaljer, du har observeret, omsættes til træning eller strategisk forberedelse på det niveau, du arbejder på?

Det kommer i forlængelse at mit eksempel ovenfor med Mikas scoring.

Den første side af sagen handler om det angrebsmæssige: Offensive spillere kan generelt arbejde med at forberede og bevæge sig mere og klogere i feltet. Så er der timingen i at tage det sidste løb så tilpas sent, at du lige når foran forsvarsspilleren, når bolden kommer. For at du kan gøre det kræver det, at du ved præcist, hvad din holdkammerat, der laver den sidste pasning, gør i forskellige situationer. Og så skal du bruge den viden, du har fra træning med ham/hende i forhold til det relationelle, som din modstander ikke har.

Den anden side af sagen er det forsvarsmæssige. I eksemplet med Mikas scoring lagde jeg mærke til vigtigheden af aftaler, når man dækker op i feltet. En af de ting, vi altid har på træningsprogrammet, når vi har landsholdssamling med U21, er at arbejde med tydeligheden i, hvilke opgaver forsvarsspillerne, midtbanespillere og keeper har, når de står overfor de forskellige udfordringer i feltet, og når det går hurtigt.

En udfordring i defensiven kan være, når modstanderen står lavt: Hvordan forsvarer du så feltet? Den første stopper har et ansvar og kan have et samarbejde med keeperen, mens den anden stopper dækker en mand.

Aftalerne er vigtige at have og er forskellige fra klub til klub. Nogle klubbers aftaler er mandsorienteret, mens andre er zoneorienteret. På U21-landsholdet bygger vores aftaler på en blanding. Den væsentlige årsag til, at vi træner det hver gang, vi samles, er, at jeg skal tage højde for, at mine spillere kommer fra 15 fra forskellige klubber, og at de er hver især vant til forskellige aftaler. Derfor er det vigtigt, at vi vælger en metode, som gælder, når de er med det danske U21-landshold, så vi ikke indkasserer nogle mål på misforståelser i denne del af spillet.

Din landsholdskollega, Mark Strudal, som udgav sidste uges indlæg, har sende følgende spørgsmål videre til dig: Hvilket klubhold er for tiden er verdens bedste, hvis du skal vurdere ud fra taktiske principper? Hvilken spiller er den bedste i truppen og hvorfor?

Jeg synes, at Liverpool FC er et af verdens bedste klubhold. Det er virkelig en stærk enhed, hvor alle arbejder hårdt for holdet. De spiller med en stor dynamik, er gode på bolden, meget målsøgende og defensivt afklarede.

Generelt virker det som et afklaret fodboldhold, hvor en stærk grundstruktur giver mulighed for at individualisterne kan shine. Vil ikke fremhæve en spiller frem for andre. Individuelt har de så mange spillere på topniveau, der hver især byder ind med vidt forskellige ting til holdet – og det ene fungerer ikke uden det andet 🙂

Kategori:

Udgivet:

24/02/2025

Forfatter:

Steffen Højer og Anne la Cour Thysen

Relateret indhold