GameChanger

Inspiration: Nyt studie – hvordan påvirker de tomme tribuner spillet?

Hvad betyder det for spillet på banen, at kampene på højeste niveau for en stund afvikles uden tilskuere? Det har et nyt studie undersøgt. Resultaterne viser en markant forandring i visse dele af spillet.

Fodboldspillet på øverste niveau oplever i disse uger og måneder en anderledes hverdag, hvor de sædvanlige rammer er blevet afløst af midlertidige protokoller og en ny virkelighed.

En af de mest markante forandringer er de kampe, der spilles uden tilskuere. Det har været et tema i de afsluttende runder af 3F Superligaens grundpil, ligesom man også har set det i flere internationale ligaer. Men hvad betyder de manglende tilskuere? Påvirker det spillet? Og har det betydning for resultaterne? Et nyt studie fra Reading University har undersøgt sagen.

Dr James Reade, leder af Department of Economics på University of Reading har arbejdet sammen med akademikerne Dominik Schreyer and Carl Singleton og offentliggjort undersøgelsen med titlen ‘Echoes: what happens when football is played behind closed doors?’

I undersøgelsen har man gennemgået 195 kampe, der er blevet spillet for tomme tribuner i de øverste rækker i Italien, Frankrig og i Champions League siden 2002/2003 og sammenlignet med mere end 33.000 kampe, hvor der har været tilskuere på lægterne. Og de er kommet frem til flere konklusioner.

Eksempelvis viser det sig, at der er et fald i andelen af hjemmesejre. Hjemmeholdet vinder kun 35 procent af kampene uden tilskuere mod 46 procent i de kampe, hvor der er tilskuere. Samtidig stiger andelen af udesejre fra 26 procent til 34 procent.

Desuden har man også registreret, at hjemmeholdene scorer færre mål, at dommerne giver færre gule kort til udeholdet og at der bliver lagt færre spilleminutter til i dommerens overtid.

Og sådan er der flere store og mindre påvirkninger på spillet og dets udvikling, når der ikke er tilskuere på lægterne.

Man kan læse mere om undersøgelsen og dens konklusioner i en artikel fra Daily Record.

Hele undersøgelsen er offentliggjort i et 27 sider langt dokument, som kan læses via dette link.

Kategori:

Udgivet:

11/06/2020

Forfatter:

Relateret indhold