AF

LOFTUR GISLI JOHANSSON, Cand.Scient.

MORTEN B. RANDERS, lektor, Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet og gæsteprofessor ved Universitet i Tromsø, Norges Arktiske Universitet

I perioder spilles flere kampe på en uge, hvilket øger belastningen på en spillertrup. Selvom trupperne har størrelsen til at rotere, vil nogle af holdets mest betydningsfulde spillere spille fuld tid i alle kampene. Et tæt kampprogram giver udfordringer i forhold til at sikre, at spillerne er fuldt restitueret ved starten af den efterfølgende kamp. Videnskabelige studier har vist, at forskellige fysiologiske parametre, der er vigtige for optimal præstation, er 24-96 timer om at vende tilbage til fuldt restitueret stadie. Specielt muskelglykogen (musklernes sukkerdepoter) er typisk mere end 72 timer om at nå fuldt niveau igen efter 90 minutters fodboldkamp. Forskellige restitutionsstrategier implementeres for at øge restitutionen og nedsætte restitutionstiden, men fra en teoretisk vinkel vil det fysiske præstationsniveau svækkes i et tæt kampprogram, hvor spillerne ikke får mulighed for fuld restitution.Et kandidatspeciale af Loftur Gísli Jóhannsson ved Syddansk Universitet, som blev forsvaret i sommer, undersøgte betydningen af et tæt kampprograms betydning for den fysiske og tekniske præstation. Studiet er kommet i stand i et tæt samarbejde med Brøndby IF, hvor Loftur Gísli Jóhannsson først gennemførte et praktikforløb inden samarbejdet fortsatte igennem specialeperioden.

Sådan gjorde vi

Igennem 17/18-sæsonen blev den fysiske belastning monitoreret i kampe og træning, mens den tekniske præstation blev analyseret i kampe. Som mål for den fysiske præstation og belastning blev distance tilbagelagt med sprint (>24 km/t) og højintenst løb (>21 km/t), intense accelerationer (> 2m/s2) og intense decelerationer (<-2 m/s2) samt total distance og varighed af træning/kamp monitoreret ved brug af optisk tracking system i kampene og lokalt positioneringssystem under træningerne. Succes i pasninger og dueller blev anvendt som mål for teknisk præstation i kamp.Seks spillere havde 5-8 perioder med fuld spilletid i tre kampe på en uge. Denne gruppe kalder vi fuld spilletid spillere (FSS). De seks spillere inkluderer positionerne centralt forsvar, back og central midtbane. Den anden gruppe (n=8) består af spillere, der ikke spillede fuld tid eller ikke deltog i midtugekampen. Denne gruppe kalder vi delvis spilletid spillere (DSS).I studiet er vi interesseret i at undersøge de to grupper i to forskellige perioder:

Tæt periode med 3 kampe på en uge (weekend, midtuge, weekend) og mindre end 72 timer mellem midtugekampen og den efterfølgende weekendkamp.·      Normal periode med 2 kampe på en uge (weekend, weekend).I analysen medtages data på belastningen mellem de to weekendkampe. Weekendkampene er således ikke inkluderet i den samlede ugentlige belastning. Desuden sammenligner vi præstationen i den sidste weekendkamp efter henholdsvis tæt periode og normal periode.

Det fandt vi

Den fysiske belastning henover en uge for FSS i tæt periode er væsentlig forskellig fra normal periode. Den tilbagelagte distance med højintenst løb og sprint var henholdsvis 134% og 377% højere i tæt periode sammenlignet med normal periode. Omvendt var antallet af intense accelerationer og decelerationer i en tæt periode kun 81% af normal periode (figur 1).

Den totale distance var den samme (21,9 vs. 22,1 km), mens den samlede varighed af træning og kamp var lavere i tæt periode sammenlignet med normal periode (243 vs. 299 min).

I tæt periode sås ikke overraskende, at størstedelen af belastningen i distance med højintenst løb og sprint kom fra midtugekampen. Træningssessionerne mellem kampe i et tæt kampprogram har fokus på restitution og klargøring til den næste kamp (figur 2). Derfor er træninger typisk af kortere varighed dagen før og dagen efter midtugekampe. Det er dog lidt iøjnefaldende, at sprintdistancen er så markant højere i tæt periode – eller omvendt at der er så lidt sprintdistance i normal periode. Samtidigt ses der i tæt periode markant lavere antal intense accelerationer og decelerationer på trods af den samme distance. Sammenholdes disse data indikerer de, at der i træningen i normal periode er meget fokus på små spil, hvor antallet af intense accelerationer og decelerationer er højere – ofte på bekostning af højere løbehastigheder, og derved lavere akkumuleret sprint distance.

Et afgørende spørgsmål er, om det tætte kampprogram fører til et lavere præstationsniveau i kampene. I et sådan spørgsmål er specielt kamp 3 interessant – altså den anden weekendkamp efter en uge med fuld spilletid weekenden inden samt i midtugekampen. Der blev ikke fundet statistisk forskel i distance med højintenst løb (435±145m vs. 442±147m (±SD)) eller sprint (296±158m vs. 308±153m) i den anden weekendkamp mellem tæt periode og normal periode for FSS. På trods af at FSS havde under 72 timers restitutionstid fra midtugekampen, var FSS således i stand til at have samme højintense løbedistance og sprintdistance i den efterfølgende weekendkamp.

I modsætning hertil var der færre intense accelerationer og decelerationer (77±24 vs. 92±26) i weekendkampen i tæt periode sammenlignet med normal periode (Figur 3). Enkelte spillere havde helt op til 25% færre intense accelerationer og decelerationer end efter en normal periode. Figur 3 viser også variationen spillerne imellem både indenfor samme periode og perioderne imellem (Figur 3).

For DSS var der til forskel fra FSS ingen forskel i antallet af intense accelerationer og decelerationer i weekendkampen efter tæt periode og normal periode (105±30 vs. 111±24). Den fysiske præstation ser derfor ud til at være begrænset på netop antallet af intense accelerationer og decelerationer som følge af belastningen af en midtugekamp.

For DSS var der heller ikke forskel i sprintdistance mellem tæt periode og normal periode (443±283 vs. 422±210m). Derimod blev der for DSS fundet længere distance med højintense løb i tæt periode sammenlignet med normal periode (588±216m vs. 533±160m). Man kan deraf få opfattelsen, at de potentielt friskere spillere i DSS kompenserer for FSS, men som nævnt ovenfor havde FSS ikke kortere distance med højintenst løb i tæt periode end normal periode. Derimod sås lavere antal intense accelerationer og decelerationer for FSS i tæt periode, og det kan spekuleres i, om DSS i nogen grad kompenserer for dette ved at tilbagelægge længere distance med højintense løb. Dette studie giver dog ikke noget klart svar på dette.

Ser man på de afleveringer og dueller, var der ikke forskel for FSS i andelen af succesfulde afleveringer (76.3±14.9% vs. 76.0±8.4%) eller andelen vundne dueller (47.1±22.7% vs. 50.2±22.4%) mellem tæt periode og normal periode. Det samme var tilfældet for DSS. Midtugekampen ser derfor ikke ud til at have betydning for andelen af succesfulde afleveringer eller andel vundne dueller.

Man kan ikke direkte sammenligne værdierne for spillerne i FSS og DSS, da der er forskel i spilpositionernes repræsentation i de to grupper. Vi ved fra andre videnskabelige undersøgelser, at der er væsentlig forskel mellem spilpositionerne i bevægemønsteret under kamp, og ydermere ses ofte at to spillere på samme position har vidt forskelligt bevægemønster. Forskellene indenfor grupperne, hvor de samme spillere sammenlignes mellem de to perioder, kan dog godt give os et godt indblik i forskelle i belastningen.

Det konkluderede vi

Samlet viste studiet således markant højere ugebelastning med sprint og højintenst løb og mindre belastning med intense accelerationerne og decelerationer i tæt periode sammenlignet med normal periode. Især sprintdistancen var markant lavere i uger uden midtugekamp og næsten fraværende i træningen.

Vi fandt ingen betydning af midtugekampen og den ændrede belastning for distance med højintenst løb og sprint samt teknisk præstation i efterfølgende weekendkamp på trods af mindre end 72 timers restitution. Derimod sås færre intense accelerationer og decelerationer i tæt periode end i normal periode for de spillere, der havde spillet fuld tid i midtugekampen. En forskel der ikke blev observeret for de spillere, som ikke spillede fuld tid eller deltog i midtugekampen.

Trænerteamet bør derfor være opmærksom på forskelle i belastningen i forskellige perioder og tage individuelle hensyn, men træningstilstand og restitutionsstrategier for deltagerne i dette studie så ud til at være tilstrækkelige til, at midtugekampen kun havde lille målbar betydning for præstationen i den efterfølgende weekendkamp.