AF FRANK HJORTEBJERG OG MAGNUS PONDUS HANSEN
REDIGERET AF MARTIN DAVIDSEN

Fodboldens verden har brug for et paradigmeskift i måden at se på spillet på, måden at indsamle data og forskning om spillet på – og i måden at træne på. Det mener FC Nordsjællands assistenttræner Frank Hjortebjerg og målmandstræner Magnus Pondus Hansen. De har begge beskæftiget sig med tankerne bag fodbold som et komplekst spil, og med udgangspunkt i Frank Hjortebjergs pro-opgave fra DBU’s træneruddannelse og bogen ’Complex Football’ har Playmaker tidligere sat fokus på emnet i denne podcast-udsendelse. I disse uger dykker vi yderligere ned i begrebet.

Gennem tre indlæg gennemgår Frank Hjortebjerg og Magnus Pondus Hansen, målmandstræner i FC Nordsjælland, en række af tankerne bag fodbold som et komplekst spil og perspektivere med eksempler fra træningsbanen i FC Nordsjælland. Indlæggene tager udgangspunkt i begge træneres opgaver på DBU’s Træneruddannelse.

Dette er anden del af serien, som handler om fodboldspillets systemer og har som formål at bringe tankerne, om fodbold som et komplekst og systemisk spil fra del 1 tættere på træningsbanen.

Første del af udkom i Uge 47 og tog sit udgangspunkt i rammesætningen af fodboldspillet i sin grundessens. Her beskæftiger Hjortebjerg og Hansen sig med, hvordan tolkes fodbold som spil, og hvilken betydning denne har tolkning for måden vi taler om spillet, måden vi analyserer spillet og i særdeles måden vi træner på træningsbanen.

Tredje del af serien, der udkommer i Uge 49, har fokus på refleksioner til træningsbanen og drejer sig om, hvordan spillets kompleksitet favnes og respekteres i træningsplanlægningen af en effektiv fodboldtræning som flytter spillerne mest muligt?

Som nævnt bringer vi i det følgende anden del af serien.

Anden del: Fodboldspillets systemer

Formålet med del 2 er at bringe tankerne, om fodbold som et komplekst og systemisk spil fra del 1 tættere på træningsbanen. På træningsbanen gælder det grundlæggende om at gennemføre en så effektiv fodboldtræning som muligt. Begrebet effektiv fodboldtræning dækker over det, som der må gælde for enhver fodboldtræner – at spillerne skal lære mest muligt, på den kortest mulige tid, for derved at have bedst mulige forudsætninger for at vinde fodboldkampe. Med denne effektivisering skal det forstås som et bedre udbytte af træningstiden, og ikke som et ønske om at mindske træningstiden.

Træningsbanen er fodboldtrænerens værksted. Hver eneste dag forsøger vi, som fodboldtrænere, at uddanne vores spillere og hold til at kunne levere toppræstationer gennem vores bud på effektiv fodboldtræning. Forud for at kunne arbejde effektivt på træningsbanen må man være afklaret med: hvad vi søger at opnå. I fodbold vil det naturligvis være oplagt at det vi søger at opnå er strategien – her forstået som spillestilen. Fordi fodbold er et hurtigt, strategisk og systemisk spil, med konstant beslutningstagen fra spillerene, er det afgørende at kunne koble beslutningerne med et fælles mål for spillet, nemlig måden at spille på. Den effektive fodboldtræning kræver derfor en specificitet mod spillestilen, som må være styrende for resten af træningsmetodikken og influere på alle overvejelser i træningsplanlægningen.

Med afsæt fra del 1, ovenstående om specificitet samt Urai Broenfenbrenners udviklingsøkologiske-model (1979) vil nedenstående model tjene som en konkretisering af de systemer som udgør den primære indvirken på en fodboldkamp, der i sig selv er et komplekst system. Modellen skal læses udefra og ind, dette forstået ved spillets helhed heri spillestilen – er styrende for de resterende systemer. Dog med respekt for at der samtidig vil være en påvirking af systemerne indefra og ud.

Det system, som er det mest simple, er microsystemet. Microsystemet er den inderste cirkel i figuren – i ovenstående figur 1 udgør individuelle færdigheder mikrosystemet. I nedenstående eksempel arbejder spilleren i isolation med spillestilsprincippet: lukke rummet langs linjen.

I denne øvelse er kompleksiteten lav og reduceret fra det færdige spil. Pointen er dog at denne øvelse i høj grad repekterer spillestilen, altså holdets overodnet strategi. Selvom øvelse 1 har sit udgangspunkt langt inde i ovenstående figur, så er øvelsen designet udefra og ind. Selvom læringen formentlig ikke vil kunne tages direkte herfra til det færdige spil, så giver det spilleren en kontekst som han kan bringe videre til en øvelse af samme princip, men med større kompleksitet.

Det andet system, beskriver Brofenbrenner som mesosystemet. Mesosystemet består af sammensatte microsystemer, – altså de færdigheder som spilleren besidder, og de processer som foregår mellem to eller flere microsystemer. Microsystemerne er altså i fodboldpraksis altid i et konstant samspil og repræsenterer spillerens individuelle kompetencer.

I ovenstående eksempel arbejdes der med en forbedring af samme spillestils princip som formål. Kompleksiteten er øget, da den forsvarende spiller både arbejder teknisk med sit fodarbejde, under højere intensitet, med flere muligheder og beslutninger, stadig med spillestilen som styrende for hele øvelsen.

Exo betyder ydre og består af ydre systemer som har indirekte indflydelse på spillerens beslutninger – og er beskrevet som relationelle kompetencer, da systemet relaterer sig til spillerens interaktion med de omkringliggende systemer. Exosystemerne er bestående af mindre grupper af spillere, eksempelvis i nedenstående eksempel hvor bagkæden arbejder i relation med hinanden – og backens forsvar af rummet langs linjen bliver iscenesat gennem en relationel kontekst.

 Træningsøvelse 4, 5 og 6 befinder sig ligeledes i exosystemet, men med en større kompleksitet. Dette skyldes primært at øvelserne foregå i en stigende åben kontekst, hvor modstanderen har flere udfaldsrum end i foregående øvelse og spilerne har mere og mere at skulle forholde sig til.

I spillets yderste lag er makrosystemet. Dette er fodboldspillets helhed, bestående af de to hold, deres spillestile samt spillets regler. I denne figur anses spillet først og fremmest som værende et strategisk spil. Derfor vil holdets måde at spille på, altid være styrende for de indre systemer. Således vil spillestilen altid have en påvirkning for måden hvorpå både holdets relationelle og spillernes individuelle kompetencer bringes i spil. I nedenstående klip ses backens arbejde med spillestils princippet: lukke rummet langs linjen – fra spillets helhed.

Med afsæt i ovenstående forståelse af fodbold skal en spiller forstås som en integreret del af holdet og holdet som en integreret del af kampen. Ligesom at både en spillers og et holds udvikling og præstation kan analyseres fra flere forskellige niveauer. I træningsplanlægningen, skal der designes med spillets specificitet som base. Men vi vil argumentere for, at det ikke er nok at designe ud fra spillet som base, men at det skal være endnu mere specifik – ud fra holdets spillestil som base. Dette med henblik på at opnå så effektiv fodboldtræning som muligt.

“En tydelig spillestil er således karakteriseret ved et holds evne til at reproducere sig selv samt spillernes evne til at tænke, forudse, beslutte og handle kollektivt i alle spilsituationer.” – Flemming Pedersen, 2016

Denne afklarethed i spillet trækker tråde fra spillestil, via relationelle kompetencer til individuelle færdigheder for den enkelte spiller.

I del 3 ser vi på hvad spillets kompleksitet fra del 1 og fodboldspillets systemer her fra del 2, reelt set betyder for trænerens praksis i sin design af øvelser og træning. Vi kommer med bud på refleksioner og overvejlser for at opnå den effektive fodboldtræning som vi søger efter.

“