Gamechanger

For at blive god til fodbold, skal man træne meget. Tusindvis af træningstimer skal der til. Men det er ikke uden betydning, hvordan man træner.

Hvad sker der i hjernen, når vi træner? Hvordan kan vi lægge træningen til rette for at optimere spillernes læringsudbytte? Og hvorfor er det vigtigt både at udnytte fejl og fuldtræffere, når vi vil lære vores spillere fodboldfærdigheder?

Det er nogle af de emner, der behandles i samtalen om træning og hjernen.

Vi træffer dagligt mange beslutninger og derfor benytter vi mentale genveje for at kunne fungere i hverdagen. Men ofte er vi ubevidst forudindtaget, når vi træffer beslutninger. Dette kaldes bias. Det britiske fodboldforbund har i et webinar fokuseret på vores kognitive fejlslutninger og bias, når vi skal træffe beslutninger i forhold til talent-identifikation. Hvilke bias skal vi være opmærksomme på? Hvad er confirmation bias? Og hvad betyder ‘Fundamental Attribution Error’? Dette og meget andet er temaet i webinaret om bias og beslutningstagen i talent-identifikation.

Fodbold er et komplekst og dynamisk spil, der stiller store krav til spillernes evne til at træffe beslutninger. Men hvordan kan man træne beslutningsdygtighed, kognition og spilintelligens i talentudviklingen? Det sætter vi fokus på i denne udgave af Playmakers podcast. I afsnittet medvirker talenttræner i DBU, Max Johansen og hjerneforsker Lars O.D. Christensen.

Hvordan træffer spillerne beslutninger på banen – når de har bolden? Dette spørgsmål rejser FC Midtjyllands cheftræner Brian Priske i sin pro-opgave fra DBU’s træneruddannelse. Her undersøger han, hvordan fodboldspillere træffer beslutninger og finder interessante svar fra både fodboldens og hjerneforskningens verden. I denne podcast fra GameChanger fortæller Brian Priske om nogle af de vigtigste konklusioner fra sin pro-opgave og sætter sammen med hjerneforsker Lars O.D. Christensen fokus på kognition i fodbold – et område, der kan udvikles og trænes meget mere.